Grøntsagsgnaskere og osteelskere
5.0
”Curse of the Were-Rabbit” er en fantastisk lun og varm film, hvor Nick Parks fantastiske modellervoksunivers kommer endelig til live i spillefilmslængde, og den er absolut lige så fantasifuld, excentrisk og elskværdig som kortfilmene.
Den osteelskende opfinder Wallace (Peter Sallis) arbejder sammen med sin kløgtige hund Gromit (ingen stemme) som kaninfangere op til landsbyfesten, hvor der afholdes en konkurrence om, hvem der har de største grøntsager. Når en kanin er på færde i bedene om natten, vækkes de to helte af et signal fra en havenisse, der går igennem huset i en Storm P. maskine, og ender som en pegefinger, der prikker til Gromits madras.
De to slår ingen kaniner ihjel. Selv da de møder en horde af kaniner i Lady Tottingtons (Helena Bonham Carter) slotshave, bruger de en kæmpe sugemaskine til at samle kaninerne op. Kaniner er nogle af de underfundigste og sødeste på film. Alting er en leg for dem. Selv at blive suget gennem tunnellen og se lyset.
Wallace forelsker sig i Tottington, der også har en bejler i den stygge Victor Quartermaine (Ralph Fiennes), hvis løsning på kaninproblemerne er at skyde dem. Der opstår problemer op til byfesten, da en kæmpevarkanin raserer byens bede, og som altid må Gromit løse problemerne med sit mod og snilde, som kun en hund som han besidder.
Filmen er så dejlig gennemført fra start til slut. Ikke bare i animationen, men også i dialog og i de små detaljer. Som for eksempel da den nøgne Wallace bruger en papkasse til at dække sig, og der står ”contains nuts” på kassen.
Filmen er en nydelse fra ende til anden, og selv om jeg helst ser ”Det Levende Slot” tage animationsoscaren, så kan jeg nu også unde denne film at vinde.
Den osteelskende opfinder Wallace (Peter Sallis) arbejder sammen med sin kløgtige hund Gromit (ingen stemme) som kaninfangere op til landsbyfesten, hvor der afholdes en konkurrence om, hvem der har de største grøntsager. Når en kanin er på færde i bedene om natten, vækkes de to helte af et signal fra en havenisse, der går igennem huset i en Storm P. maskine, og ender som en pegefinger, der prikker til Gromits madras.
De to slår ingen kaniner ihjel. Selv da de møder en horde af kaniner i Lady Tottingtons (Helena Bonham Carter) slotshave, bruger de en kæmpe sugemaskine til at samle kaninerne op. Kaniner er nogle af de underfundigste og sødeste på film. Alting er en leg for dem. Selv at blive suget gennem tunnellen og se lyset.
Wallace forelsker sig i Tottington, der også har en bejler i den stygge Victor Quartermaine (Ralph Fiennes), hvis løsning på kaninproblemerne er at skyde dem. Der opstår problemer op til byfesten, da en kæmpevarkanin raserer byens bede, og som altid må Gromit løse problemerne med sit mod og snilde, som kun en hund som han besidder.
Filmen er så dejlig gennemført fra start til slut. Ikke bare i animationen, men også i dialog og i de små detaljer. Som for eksempel da den nøgne Wallace bruger en papkasse til at dække sig, og der står ”contains nuts” på kassen.
Filmen er en nydelse fra ende til anden, og selv om jeg helst ser ”Det Levende Slot” tage animationsoscaren, så kan jeg nu også unde denne film at vinde.
02/03-2006
