I still miss someone
4.0
James Mangolds storhittende biografi-film om Johnny Cash rummer ikke nok dybde og mørke for en film om en mand, hvis første sang havde linjen ”I shot a man in Reno just to watch him die”. Men filmen har nogle fantastiske optrædener af Joaquin Phoenix som Cash og Reese Witherspoon som June Carter. Begge synger selv i de musikalske scener i filmen, og disse scener alene er nok til at se filmen. Dramaet derimod er strukturmæssigt forudsigeligt og efterlader ingen store indtryk, da det hele virker påstået og tilrettelagt.
Filmen er naturligvis baseret på Cash' egen biografi, men fokusset er lagt på forholdet mellem June og Johnny. Hans bror døde i en ulykke, og faren gav ham skylden for ikke at være til stede, da det skete. Dette fortælles i løbet af fem minutter, så der er kun plads til endimensionelle karakterer og præstationer i dette stykke. Det samme gælder i de stykker, hvor Cash skriver ”Folsom Prison Blues”, da han var udstationeret i Tyskland efer krigen. Dernæst bliver han gift, og han får pludselig et barn, og han begynder pludselig en karriere som musiker.
Filmen begynder først at tage sig god tid og plads, da Johnny møder June Carter, og de turnerer sammen med Jerry Lee Lewis. Hvis filmen havde startet her uden al den forgående exposition, så ville dramaet nok være mere effektivt og interessant. Cash har store problemer på hjemmefronten, hvor konen ikke bestiller andet end at råbe ad ham. Han begynder at tage piller og bolle med groupies, da June, den store kærlighed på turneerne, afviser ham. Hun er også gift, og hun får også sine egne problemer med det kristne publikum, da hun bliver skilt. Reese Witherspoon gør det virkelig godt, da hun formår at vise en hel del sider af sin karakter i løbet af filmen.
Men filmen stråler kun for alvor i musikscenerne. Johnny Cash har måske det meste af æren for denne film, da hans musik giver den en substans, som dramaet alene ikke ville kunne formå at frembringe. Jeg faldt måske ikke ind i en brændende ring af ild idenne film, men jeg gik da glad på linjen.
Filmen er naturligvis baseret på Cash' egen biografi, men fokusset er lagt på forholdet mellem June og Johnny. Hans bror døde i en ulykke, og faren gav ham skylden for ikke at være til stede, da det skete. Dette fortælles i løbet af fem minutter, så der er kun plads til endimensionelle karakterer og præstationer i dette stykke. Det samme gælder i de stykker, hvor Cash skriver ”Folsom Prison Blues”, da han var udstationeret i Tyskland efer krigen. Dernæst bliver han gift, og han får pludselig et barn, og han begynder pludselig en karriere som musiker.
Filmen begynder først at tage sig god tid og plads, da Johnny møder June Carter, og de turnerer sammen med Jerry Lee Lewis. Hvis filmen havde startet her uden al den forgående exposition, så ville dramaet nok være mere effektivt og interessant. Cash har store problemer på hjemmefronten, hvor konen ikke bestiller andet end at råbe ad ham. Han begynder at tage piller og bolle med groupies, da June, den store kærlighed på turneerne, afviser ham. Hun er også gift, og hun får også sine egne problemer med det kristne publikum, da hun bliver skilt. Reese Witherspoon gør det virkelig godt, da hun formår at vise en hel del sider af sin karakter i løbet af filmen.
Men filmen stråler kun for alvor i musikscenerne. Johnny Cash har måske det meste af æren for denne film, da hans musik giver den en substans, som dramaet alene ikke ville kunne formå at frembringe. Jeg faldt måske ikke ind i en brændende ring af ild idenne film, men jeg gik da glad på linjen.
02/03-2006
