Musikalsk filmperle!
5.0
Med det filmiske portræt af countrystjernen Johnny Cash i "Walk The Line" fik James Mangold endelig det helt store gennembrud, som jeg synes han fortjent burde have haft med det fremragende politidrama "Copland" (1997), og som film er denne i mine øjne bedre end "Walk The Line"! Dog er "Walk.." en skuespillernes film og lever i høj grad takket være Reese Witherspoon og i særdeleshed Joaquin Phoenix's præstationer i hhv. rollen som June Carter og "The Man in black", Johnny Cash..
Filmen følger Johnny Cash helt fra barnsben til hans "days of glory" gennem et eskalerende pillemisbrug for atter at komme tilbage på rette kurs! Egentlig er hele filmen et flashback, der forekommer lige før Cash's berømte Folsom Prison koncert, der blev et vendepunkt i en karriere, der ellers sang på sidste vers! Vi følger Cash gennem barndommen, hans brors tragiske død, hans musikalske åbenbaring og gennembrud og hans voksende forelskelse i country-kollegaen June Carter! Egentlig er "Walk.." en noget konventionel portræt-film og følger som genren dikterer hovedpersonen gennem "ups & downs" og var det ikke for James Mangolds forbilledlige instruktion var filmen muligvis faldet igennem som et noget mislykket og ensrettet portræt! Mangold har i sine skuespillere et vaskeægte "dream-team" og selv helt ned i de små biroller, som min personlige favorit Jerry Lee Lewis, leveres der præstationer ud over det sædvanlige! Man kan tydeligt mærke, hvilken historie Mangold har villet fortælle, og hvilket billede han har villet give af Cash, som et musikalsk geni, men en person med en lille menneskelig begavelse! Mangolds enthusiasme for historien og manden smitter i høj grad af på en velfortalt og fængende historie, der dog hæmmes en anelse af en lidt skabelonsskåret fortællemåde!
Som sagt lever filmen højt på sine skuespillere og Reese Witherspoons præstation som Cash's "love interest", June Carter, springer først i øjnene, da hun ellers udelukkende er kendt for i mine øjne lidet morsomme og gerne meget anstrengende komedier! "Legally Blonde" er i hvert fald intet studie i stor filmkunst omend Witherspoon faktisk spiller ganske godt som den desværre meget trættende blondine! Her leverer hun hvad der må antages for at være hendes karrieres hidtil største præstation! Udstyret med perfekt accent, uendelig charme og ynde, som Cash forståeligt dåner for, spiller hun sig ind i hjertet på publikum og er med rette et oplagt valg til dette års Oscar-fest i kategorien "bedste kvindelige hovedrolle"! Hvem der også bejler stærkt til årets gyldne statuette, dog for "bedste mandlige hovedrolle", er Joaquin Phoenix, der leverer et nyt karrieremæssigt højdepunkt i rollen som den plagede og selvdestruktivt sortsynede countrylegende, Johnny Cash! Hans skuespil er stærkt og overbevisende med nok raseri og galde under overfladen til at indkapsle Cash's noget dystre personlighed! Eftersigende skulle scenen hvor Phoenix river håndvasken ud af væggen ikke være i manuskriptet, hvilket vil sige at han rent faktisk rev en vask ud af væggen, hvilket pointerer en enorm indlevelse i karakteren!! Hans vekslende portræt af en dybt forelsket, men manisk og stofmisbrugende mand, med dybe traumer fra sin hårde opvækst er perfekt grundlag for en usædvanlig vanskelig karakterudvikling, men Joaquin Phoenix indfrier alle mine personlige forventninger og leverer en af året allerstørste præstationer og blev fortjent rost i høje toner og den fortjent vinder af bl.a. en af årets Golden Globes!!
Men som flere bruger på siden allerede har påpeget, er Cash's mørke og plagede sind måske beskrevet lidt for let og overfladisk, da hans dæmoner næsten udelukkende fremstilles i form af hans pillemisbrug og problematiske forhold til faderen (perfekt spillet af Robert Patrick, der også medvirkede i Mangolds "Copland")! Jeg er, indrømmet, ikke den store kender, men har da det indtryk, at Cash's destruktive og selvudslettende væsen var mere dominerende i hans liv end det portrætteres her! Jeg skal endelig ikke gøre mig til ekspert på området, men for mig er filmen nok en anelse for lys og opløftende med sine let konventionelle virkemidler og karakterudviklinger!
Hvad der til gengæld sidder lige i skabet er musikken og tidsbilledet, der i høj grad tager en stor bid af æren for filmens vellykkethed! Sangene fremføres forbavsende nok af skuespillerne selv, og både Phoenix og Witherspoon selv, hvilket er svært at høre siden de kommer så utrolig tæt på originalerne, synger alle sange selv! Tilsyneladende skulle de også have brugt omkring 6 måneder på forarbejdet til filmen, hvilket så sandelig har båret frugt! Igennem deres musikalske udsvævelser cementeres atter deres utrolige indlevelse i deres respektive roller, og især Phoenix's "stage performances" er så fuldført troværdige, at man nærmest griber sig i at klappe af sangene i biografens mørke! Johnny Cash var aldrig den helt store sanger, men hans sange har en usædvanlig melodisk tæft, der bestemt ikke pinliggøres af filmens musikalske indslag og hovedrolleindehaverens fortolkninger! Tidsbilledet er desuden ligeledes gennemført ned til mindste detalje og alt fra kostumer og karaktertræk til køretøjer og miljøbeskrivelser forførte i sandhed undertegnede og sendte mig på filmisk og musikalsk tidsrejse!
Til trods for filmens små mangler og lidt traditionsbestemte fortælling, er den et yderst spændende bekendtskab og et absolut must for fans! For alle os andre er den et spændende og fængslende indblik i en karriere og en mand udover der sædvanlige! Båret af formidable skuespillere, eminent musikalsk fortolkning og det blændende tidsbillede er filmen en udødelig og særegen magnetiserende kærlighedshistorie og et vellykket portræt af høj klasse!
"Is you is, or is you ain't, my constituency?"
- Wayne Duvall, "O Brother, Where Art Thou"
Filmen følger Johnny Cash helt fra barnsben til hans "days of glory" gennem et eskalerende pillemisbrug for atter at komme tilbage på rette kurs! Egentlig er hele filmen et flashback, der forekommer lige før Cash's berømte Folsom Prison koncert, der blev et vendepunkt i en karriere, der ellers sang på sidste vers! Vi følger Cash gennem barndommen, hans brors tragiske død, hans musikalske åbenbaring og gennembrud og hans voksende forelskelse i country-kollegaen June Carter! Egentlig er "Walk.." en noget konventionel portræt-film og følger som genren dikterer hovedpersonen gennem "ups & downs" og var det ikke for James Mangolds forbilledlige instruktion var filmen muligvis faldet igennem som et noget mislykket og ensrettet portræt! Mangold har i sine skuespillere et vaskeægte "dream-team" og selv helt ned i de små biroller, som min personlige favorit Jerry Lee Lewis, leveres der præstationer ud over det sædvanlige! Man kan tydeligt mærke, hvilken historie Mangold har villet fortælle, og hvilket billede han har villet give af Cash, som et musikalsk geni, men en person med en lille menneskelig begavelse! Mangolds enthusiasme for historien og manden smitter i høj grad af på en velfortalt og fængende historie, der dog hæmmes en anelse af en lidt skabelonsskåret fortællemåde!
Som sagt lever filmen højt på sine skuespillere og Reese Witherspoons præstation som Cash's "love interest", June Carter, springer først i øjnene, da hun ellers udelukkende er kendt for i mine øjne lidet morsomme og gerne meget anstrengende komedier! "Legally Blonde" er i hvert fald intet studie i stor filmkunst omend Witherspoon faktisk spiller ganske godt som den desværre meget trættende blondine! Her leverer hun hvad der må antages for at være hendes karrieres hidtil største præstation! Udstyret med perfekt accent, uendelig charme og ynde, som Cash forståeligt dåner for, spiller hun sig ind i hjertet på publikum og er med rette et oplagt valg til dette års Oscar-fest i kategorien "bedste kvindelige hovedrolle"! Hvem der også bejler stærkt til årets gyldne statuette, dog for "bedste mandlige hovedrolle", er Joaquin Phoenix, der leverer et nyt karrieremæssigt højdepunkt i rollen som den plagede og selvdestruktivt sortsynede countrylegende, Johnny Cash! Hans skuespil er stærkt og overbevisende med nok raseri og galde under overfladen til at indkapsle Cash's noget dystre personlighed! Eftersigende skulle scenen hvor Phoenix river håndvasken ud af væggen ikke være i manuskriptet, hvilket vil sige at han rent faktisk rev en vask ud af væggen, hvilket pointerer en enorm indlevelse i karakteren!! Hans vekslende portræt af en dybt forelsket, men manisk og stofmisbrugende mand, med dybe traumer fra sin hårde opvækst er perfekt grundlag for en usædvanlig vanskelig karakterudvikling, men Joaquin Phoenix indfrier alle mine personlige forventninger og leverer en af året allerstørste præstationer og blev fortjent rost i høje toner og den fortjent vinder af bl.a. en af årets Golden Globes!!
Men som flere bruger på siden allerede har påpeget, er Cash's mørke og plagede sind måske beskrevet lidt for let og overfladisk, da hans dæmoner næsten udelukkende fremstilles i form af hans pillemisbrug og problematiske forhold til faderen (perfekt spillet af Robert Patrick, der også medvirkede i Mangolds "Copland")! Jeg er, indrømmet, ikke den store kender, men har da det indtryk, at Cash's destruktive og selvudslettende væsen var mere dominerende i hans liv end det portrætteres her! Jeg skal endelig ikke gøre mig til ekspert på området, men for mig er filmen nok en anelse for lys og opløftende med sine let konventionelle virkemidler og karakterudviklinger!
Hvad der til gengæld sidder lige i skabet er musikken og tidsbilledet, der i høj grad tager en stor bid af æren for filmens vellykkethed! Sangene fremføres forbavsende nok af skuespillerne selv, og både Phoenix og Witherspoon selv, hvilket er svært at høre siden de kommer så utrolig tæt på originalerne, synger alle sange selv! Tilsyneladende skulle de også have brugt omkring 6 måneder på forarbejdet til filmen, hvilket så sandelig har båret frugt! Igennem deres musikalske udsvævelser cementeres atter deres utrolige indlevelse i deres respektive roller, og især Phoenix's "stage performances" er så fuldført troværdige, at man nærmest griber sig i at klappe af sangene i biografens mørke! Johnny Cash var aldrig den helt store sanger, men hans sange har en usædvanlig melodisk tæft, der bestemt ikke pinliggøres af filmens musikalske indslag og hovedrolleindehaverens fortolkninger! Tidsbilledet er desuden ligeledes gennemført ned til mindste detalje og alt fra kostumer og karaktertræk til køretøjer og miljøbeskrivelser forførte i sandhed undertegnede og sendte mig på filmisk og musikalsk tidsrejse!
Til trods for filmens små mangler og lidt traditionsbestemte fortælling, er den et yderst spændende bekendtskab og et absolut must for fans! For alle os andre er den et spændende og fængslende indblik i en karriere og en mand udover der sædvanlige! Båret af formidable skuespillere, eminent musikalsk fortolkning og det blændende tidsbillede er filmen en udødelig og særegen magnetiserende kærlighedshistorie og et vellykket portræt af høj klasse!
"Is you is, or is you ain't, my constituency?"
- Wayne Duvall, "O Brother, Where Art Thou"
03/03-2006
