Næstbedst efter Broadway

Jeg indrømmer det gerne: Jeg elskede Rent. Selvom jeg som filmstuderende burde vide bedre.

Avisanmelderne har været hårde ved filmen og ikke uden grund: Instruktøren forstår ikke at udnytte forskellene mellem teaterscenen og biograflærredet. Jo, der er close-ups og shot/reverse-shots og indflettet håndholdtoptagelser, men de bruges nødtørftigt og ikke ret dynamisk. Det er synd, for resultatet bliver en filmet musical frem for en filmisk musical. Og det kan selvfølgelig ikke skrabe ret mange filmanmelderstjerner hjem.

Men alt det er faktisk fuldstændig ligegyldigt for det flertal af os danskere, der ikke lige lægger vejen forbi Broadway. For os er biografversionen ganske vist næstbedste løsning, men det er faktisk ikke så ringe endda:
To timers hyldest til ungdom, til mangfoldighed, til det frie valg og liv levet hundrede procent.

Ja, der er patos og popharmonier, og historien fra La Boheme er blevet brugt og genbrugt og også på mere filmisk fængende måder, fx i Moulin Rouge, men Rent har til gengæld noget andet: Et befriende blik for at verden og publikum kan bestå af andet og mere end hvide heteroseksuelle.

Derfor elsker jeg Rent. Af hele mit venstreorienterede, humanistiske homohjerte. Se den og bliv glad.