Sand og blod. Penge og olie.
5.0
”Syriana” så jeg efter Oscar-uddelingerne, så jeg vidste på forhånd, at George Clooney havde vundet prisen for bedste skuespiller i en birolle, og at han havde givet en af de fedeste takketaler (uden at takke nogen) i mange år. ”Crash” vandt for bedste film, selv om at alle havde forventet, at ”Brokeback Mountain” tog den pris. Hvis jeg havde set ”Syriana” noget tid før, så ville jeg have forventet, at den fik en oscarnominering for Bedste Film. Den er i samme høje klasse som de nominerede.
Stephen Gaghans ”Syriana” er som et stort filmpuslespil, hvor alle brikkerne først danner et sammenhængende billede til sidst. Bid for bid bliver filmen til et komplet måltid. Jeg havde hørt, at filmen var meget svær at finde ud af, og at det hele mere føles som brudstykker end en samlet film. Men der er bestemt ingen løse ender her. De kausale kæder er tilstede, og det hele giver mening, selv når intet giver mening.
Vi bliver kastet ind i flere forskellige menneskers ståsteder uden nogen baggrundsinformation. De er alle spillere eller spilbrikker i oliespillet i Mellemøsten. Mange af disse mennesker aner ikke engang, hvad det er for en rolle, de selv spiller. I centrum for det hele er der en klassisk historie om en gammel konge og hans to sønner. Den ene vil opbygge en moderne stat med uddannelsessystemer og muligheder for folket. Men amerikanerne er bestemt ikke lykkelige, da han vælger at sælge landets olie til de højerebydende kinesere, og pludselig er den anden prins pludselig en bedre allieret for USA. Men først skal et en sammenlægning af to store amerikanske olieselskaber på plads.
Clooneys rolle kunne være taget ud af en Le Carre roman. Han spiller en CIA-agent med en kæmpe erfaring i Mellemøsten. Han taler ikke blot arabisk, men tilmed også farsi. I starten af filmen sælger han nogle missiler, og i slutningen af filmen fyres et af de solgte missiler af på en måde, som jeg ikke havde forudset. Vi følger også den økonomiske rådgiver for den reformvenlige, antiamerikanske prins, og hvad der sker med hans familie, da hans seks-årige drukner i prinsens svømmepøl. Så er der en advokat i USA, der er i gang med at grave i korruption i oliebranchen i USA. Men hvem er hans egen arbejdsgiver?
Filmen er både enormt spændende og interessant med sin komplekse historie, og samtidig er den et uhyggeligt portræt af den kyniske kamp for overlevelse, da der er mindre og mindre olie tilbage i verden, og flere og flere der har interesser i det sorte stads.
”Syriana” er stilmæssigt en udbygning af den politiske thriller. En udviklet form. Den tager fat i nogle komplekse problemer uden at komme med en forenklende løftet pegefinger. Vi ser for tiden en hel del film om politiske emner, men det er ikke den type film, der kommer med simplificerede løsninger.
”Syriana” er en imponerende film. Måske får den ikke alle nuancer med i mellemøst-situationen, men den byder på noget af en mundfuld.
Stephen Gaghans ”Syriana” er som et stort filmpuslespil, hvor alle brikkerne først danner et sammenhængende billede til sidst. Bid for bid bliver filmen til et komplet måltid. Jeg havde hørt, at filmen var meget svær at finde ud af, og at det hele mere føles som brudstykker end en samlet film. Men der er bestemt ingen løse ender her. De kausale kæder er tilstede, og det hele giver mening, selv når intet giver mening.
Vi bliver kastet ind i flere forskellige menneskers ståsteder uden nogen baggrundsinformation. De er alle spillere eller spilbrikker i oliespillet i Mellemøsten. Mange af disse mennesker aner ikke engang, hvad det er for en rolle, de selv spiller. I centrum for det hele er der en klassisk historie om en gammel konge og hans to sønner. Den ene vil opbygge en moderne stat med uddannelsessystemer og muligheder for folket. Men amerikanerne er bestemt ikke lykkelige, da han vælger at sælge landets olie til de højerebydende kinesere, og pludselig er den anden prins pludselig en bedre allieret for USA. Men først skal et en sammenlægning af to store amerikanske olieselskaber på plads.
Clooneys rolle kunne være taget ud af en Le Carre roman. Han spiller en CIA-agent med en kæmpe erfaring i Mellemøsten. Han taler ikke blot arabisk, men tilmed også farsi. I starten af filmen sælger han nogle missiler, og i slutningen af filmen fyres et af de solgte missiler af på en måde, som jeg ikke havde forudset. Vi følger også den økonomiske rådgiver for den reformvenlige, antiamerikanske prins, og hvad der sker med hans familie, da hans seks-årige drukner i prinsens svømmepøl. Så er der en advokat i USA, der er i gang med at grave i korruption i oliebranchen i USA. Men hvem er hans egen arbejdsgiver?
Filmen er både enormt spændende og interessant med sin komplekse historie, og samtidig er den et uhyggeligt portræt af den kyniske kamp for overlevelse, da der er mindre og mindre olie tilbage i verden, og flere og flere der har interesser i det sorte stads.
”Syriana” er stilmæssigt en udbygning af den politiske thriller. En udviklet form. Den tager fat i nogle komplekse problemer uden at komme med en forenklende løftet pegefinger. Vi ser for tiden en hel del film om politiske emner, men det er ikke den type film, der kommer med simplificerede løsninger.
”Syriana” er en imponerende film. Måske får den ikke alle nuancer med i mellemøst-situationen, men den byder på noget af en mundfuld.
07/03-2006
