Burton's Kulørte Helvede
3.0
Ung dreng (Highmore) fra fattige kår vinder, sammen med en række andre børn, en rundtur på den mystiske chokoladefabrik, der ejes af den endnu mere mystiske Willy Wonka (Depp).
Ud af Roald Dahl’s børnebog, der også blev filmatiseret tilbage i 1971, har den visuelle troldmand og legebarn Burton, skabt en kulørt og til min smag, lidt for kunstig børnefilm, hvis moralske pointer om det gode liv skabt på ædle værdier, serveres på kanten af det eksalterede.
For de mindste kan den måske indimellem være en anelse skræmmende i sit monstrøse billedsprog, mens den for voksne burde fremstå som Burton’s version af en tur igennem skærsilden, set som et farvelade-helvede på godt og ondt.
Man kan indrømmet ikke nægte den, at den også rammer en stemning af ægte magi og poetisk nærvær i flere scener og Burton’s, for en voksen, næsten vulgære visuelle udtryk, skaber et univers der må fremstå sært fascinerende, set med enten børneøjne eller folk med et åbent sind for barndommes fantasier og gådefulde verden.
Den formår så ikke at blive helt så pudsigt morsom, som den selv prøver på, trods enkelte gode grin og filmens fantasirige indfald må siges at blive visualiseret bedre end de egentlig underholder og overrasker.
I hovedrollen gør den unge Highmore, der også spillede sammen med Depp i ”Finding Neverland”, det exceptionelt godt og trods rollens begrænsninger, får han gjort sit figur både levende og vedkommende overfor publikum. Man synes ganske enkelt godt om ham. Som den ensomme og misforstået excentriker Wonka, har Depp kastet sig ud i endnu en af disse skæve eksistenser han ofte er så god til og sammen med Burton plejer det at fungere. Men han er altså set bedre end her, hvor det affekterede overspil får en til at tænke mere på ham som Depp i forklædning der agerer bizart, end til hans karakter.
Alt i alt har filmen sine kvaliteter og pop-forloren eller ej, den er flot at se på og har en fin blanding af det betagende hygsomme, det forføreriske bizarre og trods det lidt opstyltede, dog gode humanistiske budskaber. Men som fan af Burton’s film, må den trods flere af hans kendetegn, betegnes som en skuffelse og så er de musikalske indslag chokerende kedelige.
Ud af Roald Dahl’s børnebog, der også blev filmatiseret tilbage i 1971, har den visuelle troldmand og legebarn Burton, skabt en kulørt og til min smag, lidt for kunstig børnefilm, hvis moralske pointer om det gode liv skabt på ædle værdier, serveres på kanten af det eksalterede.
For de mindste kan den måske indimellem være en anelse skræmmende i sit monstrøse billedsprog, mens den for voksne burde fremstå som Burton’s version af en tur igennem skærsilden, set som et farvelade-helvede på godt og ondt.
Man kan indrømmet ikke nægte den, at den også rammer en stemning af ægte magi og poetisk nærvær i flere scener og Burton’s, for en voksen, næsten vulgære visuelle udtryk, skaber et univers der må fremstå sært fascinerende, set med enten børneøjne eller folk med et åbent sind for barndommes fantasier og gådefulde verden.
Den formår så ikke at blive helt så pudsigt morsom, som den selv prøver på, trods enkelte gode grin og filmens fantasirige indfald må siges at blive visualiseret bedre end de egentlig underholder og overrasker.
I hovedrollen gør den unge Highmore, der også spillede sammen med Depp i ”Finding Neverland”, det exceptionelt godt og trods rollens begrænsninger, får han gjort sit figur både levende og vedkommende overfor publikum. Man synes ganske enkelt godt om ham. Som den ensomme og misforstået excentriker Wonka, har Depp kastet sig ud i endnu en af disse skæve eksistenser han ofte er så god til og sammen med Burton plejer det at fungere. Men han er altså set bedre end her, hvor det affekterede overspil får en til at tænke mere på ham som Depp i forklædning der agerer bizart, end til hans karakter.
Alt i alt har filmen sine kvaliteter og pop-forloren eller ej, den er flot at se på og har en fin blanding af det betagende hygsomme, det forføreriske bizarre og trods det lidt opstyltede, dog gode humanistiske budskaber. Men som fan af Burton’s film, må den trods flere af hans kendetegn, betegnes som en skuffelse og så er de musikalske indslag chokerende kedelige.
08/03-2006
