Den Sorte Sjæl
5.0
Maskinarbejderen Trevor (Bale) plages af søvnløshed, han har ikke sovet i et års tid. Samtidig begynder der at dukke sære sedler op i hans lejlighed og han møder mystiske personer. Er det hans nedbrydende sindstilstand der begynder at plage ham, eller er nogen ude på at genere ham og hvorfor.
Kløgtigt opbygget og atmosfærefyldt mørk thriller, om et menneske i afgrundsdyb eksistentiel krise.
Paranoiaværdien er høj og trods fraværet af den store ydre dramatik, skabes der ved hjælp af lyde, musik, metaforiske og direkte hentydninger til filmens tematik, dystre og trøstesløse kompakte billeder og sublimt spil fra en chokerende afpillet Bale, en indre dynamik, der gør filmen til en af de mest spændende film i sin genre.
Det er indrømmet ikke svært at gætte hvad der sker eller foregår, der er filmen ren kliche i moderne popkultur, og slutningen kan måske ikke leve op til og levere det chok resten af handlingen lover, dertil er den for banal. Man overraskes måske, men ikke på en intelligent og efterhængende måde.
Men det spændende er heller ikke ”hvad”, men ”hvorfor” det sker. Målet fungerer alene som moralsk pegefinger overfor sindets trykkende samvittighed. Det er den ofte symbolske rejse dertil, der giver filmen sin kant af uafrystelig rædsel af en tur igennem en sort sjæl. Og den rejse alene gør filmen til en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for og trækker den sidste stjerne hjem.
Kløgtigt opbygget og atmosfærefyldt mørk thriller, om et menneske i afgrundsdyb eksistentiel krise.
Paranoiaværdien er høj og trods fraværet af den store ydre dramatik, skabes der ved hjælp af lyde, musik, metaforiske og direkte hentydninger til filmens tematik, dystre og trøstesløse kompakte billeder og sublimt spil fra en chokerende afpillet Bale, en indre dynamik, der gør filmen til en af de mest spændende film i sin genre.
Det er indrømmet ikke svært at gætte hvad der sker eller foregår, der er filmen ren kliche i moderne popkultur, og slutningen kan måske ikke leve op til og levere det chok resten af handlingen lover, dertil er den for banal. Man overraskes måske, men ikke på en intelligent og efterhængende måde.
Men det spændende er heller ikke ”hvad”, men ”hvorfor” det sker. Målet fungerer alene som moralsk pegefinger overfor sindets trykkende samvittighed. Det er den ofte symbolske rejse dertil, der giver filmen sin kant af uafrystelig rædsel af en tur igennem en sort sjæl. Og den rejse alene gør filmen til en oplevelse man ikke skal snyde sig selv for og trækker den sidste stjerne hjem.
09/03-2006
