Retten til at fortrænge
5.0
Kongen af europæisk film har denne gang begået sin på én gang lettest tilgængelige men samtidig måske vanskeligst gennemskuelige film, jeg kan huske.
Et veletableret og veluddannet ægtepar (ingen ringere end Daniel Auteuil og Juliette Binoche), som ernærer sig som henholdsvis studievært for et kulturprogram og forfatter, modtager en dag et mystisk videobånd indpakket i en tilsyneladende lettere morbid børnetegning. Optagelsen er en timelang, stillestående optagelse taget udenfor familiens lejlighed. I den følgende tid dumper lignende optagelser ind ad brevsprækken til parrets store undren. De politianmelder de ubehagelige henvendelser, som også indløber pr. telefon, men uden spor afviser politiet sagen.
På et tidspunkt viser båndoptagelsen vej til en anden lejlighed. Georges (manden) vælger at undersøge sagen på egen hånd. Det vækker nogle dystre, fortrængte og ureflekterede barndomsminder til live, som Georges imidlertid nægter at anerkende relevansen for truslerne af.
I filmen står Georges ved sin RET til fortsat at fortrænge det fortrængte, samtidig med at han fordømmer dén, som han formoder står bag chikanerierne.
Referencerne til både Frankrigs politiske historie og nutidens krig mod "dem, som er imod os" er sneget elegant ind i det mere og mere intense handlingsforløb, som hæver sig over film med umiddelbart lignende plots, pga. Hanekes insisteren på at skabe en mere hverdagsagtig kontekst.
I og med at jeg ikke umiddelbart gennemskuede det parallelliserede budskab og sad tilbage med en uforløst "I didn't get it"-følelse, lykkes det endnu engang Haneke at narre sit publikums forventninger. Så er spørgsmålet blot, om man "køber" denne sammenligning?
Et veletableret og veluddannet ægtepar (ingen ringere end Daniel Auteuil og Juliette Binoche), som ernærer sig som henholdsvis studievært for et kulturprogram og forfatter, modtager en dag et mystisk videobånd indpakket i en tilsyneladende lettere morbid børnetegning. Optagelsen er en timelang, stillestående optagelse taget udenfor familiens lejlighed. I den følgende tid dumper lignende optagelser ind ad brevsprækken til parrets store undren. De politianmelder de ubehagelige henvendelser, som også indløber pr. telefon, men uden spor afviser politiet sagen.
På et tidspunkt viser båndoptagelsen vej til en anden lejlighed. Georges (manden) vælger at undersøge sagen på egen hånd. Det vækker nogle dystre, fortrængte og ureflekterede barndomsminder til live, som Georges imidlertid nægter at anerkende relevansen for truslerne af.
I filmen står Georges ved sin RET til fortsat at fortrænge det fortrængte, samtidig med at han fordømmer dén, som han formoder står bag chikanerierne.
Referencerne til både Frankrigs politiske historie og nutidens krig mod "dem, som er imod os" er sneget elegant ind i det mere og mere intense handlingsforløb, som hæver sig over film med umiddelbart lignende plots, pga. Hanekes insisteren på at skabe en mere hverdagsagtig kontekst.
I og med at jeg ikke umiddelbart gennemskuede det parallelliserede budskab og sad tilbage med en uforløst "I didn't get it"-følelse, lykkes det endnu engang Haneke at narre sit publikums forventninger. Så er spørgsmålet blot, om man "køber" denne sammenligning?
13/03-2006
