Freddy Is Dead, Long Live Freddy
4.0
Den afdøde børnemorder Freddie Krueger (Englund) vender tilbage til Elm Street, hvor han blev brændt ihjel af en flok forældre flere år tidligere, for at hjemsøge og dræbe vejens unge i deres drømme.
Som instruktør har jeg altid fundet Craven særdeles middelmådig og mange af hans film afspejler da også i høj grad dette. Han har medgivet skabt en håndfuld seværdige og underholdende gyserfilm, ud af alle dem han har lavet, der har givet ham status som ”master of horror”.
Måske lidt ufortjent, men hvis man kun kigger på filmen her om den overnaturlige psykopat Freddy, med sakse på hænderne, så er det trods alt til at forstå, for den hører til blandt de bedre, både imellem hans film, men også i slasher-genren, der ofre er ret svag.
Historien, der måske ikke er dybt original, men alligevel tilpas opfindsom for sin tid, fortælles stramt og uden at spilde tiden. Man får serveret skræmmende og vellykkede gys fra starten af og det uden at filmen, på noget tidspunkt for alvor bremser ned og trækker ud så den bliver langtrukken.
Det betyder at man aldrig kommer til at kede sig, trods det at handlingen præsenteres temmelig ordinært.
Det har tydeligvis ikke været en film de har kostet det store, men Craven formår med enkle midler at iscenesætte løjerne på en sådan måde, at gyset fremstår både forskrækkende og uhyggeligt.
Skuespillet må jeg indrømme stinker det meste af tiden. Saxon falder aldrig helt igennem i en større birolle, mens det er morsomt at se Depp i hans første rolle prøve kræfter med skuespillerfaget, men de fleste viser ikke det store, heller ikke Langenkamp i den kvindelige hovedrolle som handlekraftig heltinde.
Englund skal dog nævnes og han er også filmens bedste. Han imponerer som den inkarneret ondskab og skaber en kultfigur man sent vil glemme. Jeg ville aldrig have troet at den nørdede og elskværdige alien fra Tv-serien ”V”, kunne udstråle en sådan farlighed som han her gør.
Men er man til solide og gode gys, hvor teenagere kæmper med deres problemer, som de har svært ved at tale med de voksne om, mens de slagtes brutalt i deres drømme, så går man ikke forkert i byen med den her, heller ikke den dag i dag.
Efterfølges af ”A Nightmare On Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge”.
Som instruktør har jeg altid fundet Craven særdeles middelmådig og mange af hans film afspejler da også i høj grad dette. Han har medgivet skabt en håndfuld seværdige og underholdende gyserfilm, ud af alle dem han har lavet, der har givet ham status som ”master of horror”.
Måske lidt ufortjent, men hvis man kun kigger på filmen her om den overnaturlige psykopat Freddy, med sakse på hænderne, så er det trods alt til at forstå, for den hører til blandt de bedre, både imellem hans film, men også i slasher-genren, der ofre er ret svag.
Historien, der måske ikke er dybt original, men alligevel tilpas opfindsom for sin tid, fortælles stramt og uden at spilde tiden. Man får serveret skræmmende og vellykkede gys fra starten af og det uden at filmen, på noget tidspunkt for alvor bremser ned og trækker ud så den bliver langtrukken.
Det betyder at man aldrig kommer til at kede sig, trods det at handlingen præsenteres temmelig ordinært.
Det har tydeligvis ikke været en film de har kostet det store, men Craven formår med enkle midler at iscenesætte løjerne på en sådan måde, at gyset fremstår både forskrækkende og uhyggeligt.
Skuespillet må jeg indrømme stinker det meste af tiden. Saxon falder aldrig helt igennem i en større birolle, mens det er morsomt at se Depp i hans første rolle prøve kræfter med skuespillerfaget, men de fleste viser ikke det store, heller ikke Langenkamp i den kvindelige hovedrolle som handlekraftig heltinde.
Englund skal dog nævnes og han er også filmens bedste. Han imponerer som den inkarneret ondskab og skaber en kultfigur man sent vil glemme. Jeg ville aldrig have troet at den nørdede og elskværdige alien fra Tv-serien ”V”, kunne udstråle en sådan farlighed som han her gør.
Men er man til solide og gode gys, hvor teenagere kæmper med deres problemer, som de har svært ved at tale med de voksne om, mens de slagtes brutalt i deres drømme, så går man ikke forkert i byen med den her, heller ikke den dag i dag.
Efterfølges af ”A Nightmare On Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge”.
15/03-2006
