Bill Nighy i glansrolle
4.0
Den britiske filmindustri har op gennem det seneste årti produceret stribevis af veldrejede komedier i den såkaldt bittersøde genre (måske bedre kendt som "feel good"-genren), som umiddelbart blander komik og letfordøjelig socialrealisme elegant, men som har det med at blive lige vel sødladent romantiske til slut.
En parodi på et hedengangent britisk 70er-rockband, som forsøger at rejse sig fra graven, ligner på mange måder blot endnu en film i rækken. Alligevel hæver "Still Crazy" sig over mængden. Det skyldes først og fremmest dens insisteren på at begrænse romantikken og lavkomikken og dertil især én uovertruffen skuespilpræstation.
Bill Nighy (Slartibartfast fra "Hitchhiker's Guide to the Galaxy" samt især adskillige britiske TV-film) overbeviser 100% i rollen som gruppens leadvokal Ray Simms, der hér, 25 år efter, stadig ser sig selv som ægte glamrockkunstner. Hans unikke evne til at få tilsyneladende det på overfladen selvudslettende til at virke som overbevisende forfængelighed og krukkeri giver filmen en decideret mindeværdig dimension.
Kender man 70ernes fantasy-inspirerede rockgruppe, Uriah Heep, er det nærliggende at sammenligne Strange Fruit dermed. Begge grupper havde henholdsvis i virkeligheden og i fiktionen engang noget at byde på... Problemet er blot, at Uriah Heep eksisterer endnu(!)
En parodi på et hedengangent britisk 70er-rockband, som forsøger at rejse sig fra graven, ligner på mange måder blot endnu en film i rækken. Alligevel hæver "Still Crazy" sig over mængden. Det skyldes først og fremmest dens insisteren på at begrænse romantikken og lavkomikken og dertil især én uovertruffen skuespilpræstation.
Bill Nighy (Slartibartfast fra "Hitchhiker's Guide to the Galaxy" samt især adskillige britiske TV-film) overbeviser 100% i rollen som gruppens leadvokal Ray Simms, der hér, 25 år efter, stadig ser sig selv som ægte glamrockkunstner. Hans unikke evne til at få tilsyneladende det på overfladen selvudslettende til at virke som overbevisende forfængelighed og krukkeri giver filmen en decideret mindeværdig dimension.
Kender man 70ernes fantasy-inspirerede rockgruppe, Uriah Heep, er det nærliggende at sammenligne Strange Fruit dermed. Begge grupper havde henholdsvis i virkeligheden og i fiktionen engang noget at byde på... Problemet er blot, at Uriah Heep eksisterer endnu(!)
15/03-2006