Welcome To Prime Time, Bitch!
4.0
Barnemorderen Freddy (Englund) huserer igen og slår atter folk ihjel i deres drømme. Denne gang er han efter en gruppe unge mennesker, der er indlagt på et psykiatrisk hospital.
Man kan roligt springe den kedelige og unødvendige to’er over og gå direkte til denne del tre, hvis man vil have en klarere rød tråd i Freddy-filmene. Man har nemlig atter søgt tilbage til udgangspunktet, bygget videre på det og lagt flere lag på og det fungerer, trods en lidt tynd handling, faktisk forbavsende godt.
Freddy har udviklet sig til en mere tegneserieagtig morder, der altid har en djævelsk bemærkning på læben. Det er sarkastisk og modbydeligt, men medgivet også fornøjeligt.
Også stilen er blevet langt mere grafisk og visuel, mens historien og idéerne bevæger sig langt over i fantasy-genren.
Det er ikke så uhyggeligt og skræmmende som i den første film, men til gengæld er den her langt mere underholdende, på grænsen til det platte måske, men medrivende og tempofyldt ikke desto mindre.
Som for eksempel når Freddy, forvandlet til en fallos-slange, prøver at æde pigen Kristen, spillet af Arquette. Det er både godt lavet for pengene (og tiden) og spændende på en fornøjelig måde. Foruden fallos-slangen, er filmen fyldt med en masse anden billig perverteret seksuel symbolik, der går og står godt til Freddy-figuren.
Den spinkle fortælling, hvor pigen Nancy, Langenkamp fra første film, nu vender tilbage, uddannet som psykiater der prøver at hjælpe de unge og få dem til sammen at bekæmpe Freddy, er der ikke det vilde i. Men der bydes på mange fantasifulde og blodige optrin og det bindes godt nok sammen til, at det fremstår som en handling.
Vi hører også lidt om den grusomme sandhed bag Freddy’s fødsel og selv om det sikkert kun er for at få noget mere kød på historien, er det forbavsende effektivt og skræmmende, på et mere realistisk plan dog.
Englund er atter god som Freddy og får også lov til at vise det, han er ondskaben selv og han ligner en der nyder det. Ellers er skuespillet generelt intet at råbe hurra for, men hvem gider spekulere på det, når vi får så herlige nedslagtninger som vi her gør.
Instruktør Russell har iscenesat intens, spændende og med et godt flow, mens han har fint styr på at få sat de mere action-rige sekvenser godt op. Det er kulørt og uprætentiøst, men det virker og havde filmen ikke været den tredje del, så ville jeg havde vovet den påstand at det havde været den stærkeste, for det er en bedre film end Craven’s originale, der kun vinder på at den stadig er ophavet.
Efterfølges af ”A Nightmare On Elm Street 4: The Dream Master”.
Man kan roligt springe den kedelige og unødvendige to’er over og gå direkte til denne del tre, hvis man vil have en klarere rød tråd i Freddy-filmene. Man har nemlig atter søgt tilbage til udgangspunktet, bygget videre på det og lagt flere lag på og det fungerer, trods en lidt tynd handling, faktisk forbavsende godt.
Freddy har udviklet sig til en mere tegneserieagtig morder, der altid har en djævelsk bemærkning på læben. Det er sarkastisk og modbydeligt, men medgivet også fornøjeligt.
Også stilen er blevet langt mere grafisk og visuel, mens historien og idéerne bevæger sig langt over i fantasy-genren.
Det er ikke så uhyggeligt og skræmmende som i den første film, men til gengæld er den her langt mere underholdende, på grænsen til det platte måske, men medrivende og tempofyldt ikke desto mindre.
Som for eksempel når Freddy, forvandlet til en fallos-slange, prøver at æde pigen Kristen, spillet af Arquette. Det er både godt lavet for pengene (og tiden) og spændende på en fornøjelig måde. Foruden fallos-slangen, er filmen fyldt med en masse anden billig perverteret seksuel symbolik, der går og står godt til Freddy-figuren.
Den spinkle fortælling, hvor pigen Nancy, Langenkamp fra første film, nu vender tilbage, uddannet som psykiater der prøver at hjælpe de unge og få dem til sammen at bekæmpe Freddy, er der ikke det vilde i. Men der bydes på mange fantasifulde og blodige optrin og det bindes godt nok sammen til, at det fremstår som en handling.
Vi hører også lidt om den grusomme sandhed bag Freddy’s fødsel og selv om det sikkert kun er for at få noget mere kød på historien, er det forbavsende effektivt og skræmmende, på et mere realistisk plan dog.
Englund er atter god som Freddy og får også lov til at vise det, han er ondskaben selv og han ligner en der nyder det. Ellers er skuespillet generelt intet at råbe hurra for, men hvem gider spekulere på det, når vi får så herlige nedslagtninger som vi her gør.
Instruktør Russell har iscenesat intens, spændende og med et godt flow, mens han har fint styr på at få sat de mere action-rige sekvenser godt op. Det er kulørt og uprætentiøst, men det virker og havde filmen ikke været den tredje del, så ville jeg havde vovet den påstand at det havde været den stærkeste, for det er en bedre film end Craven’s originale, der kun vinder på at den stadig er ophavet.
Efterfølges af ”A Nightmare On Elm Street 4: The Dream Master”.
18/03-2006
