Genbrug Fra Samlebåndet

1.0
FBI-agenten Garcie Hart (Bullock) er efter sin undercover-aktion et par år tidligere i en Miss USA konkurrence, blevet styrkens ansigt udadtil. Men da vennerne Stan (Shatner) og Miss USA (Burns) kidnappes, kan hun ikke lade være med at blande sig.

Jeg ved ikke hvor mange gange, producenterne i Hollywood tror vi gider blive ved med at grine af og more os over de samme småborgerlige vittigheder, de samme uinspirerende indfald, de samme ideforladte actionsekvenser og de samme forvanskede personligheder, siden de bliver ved med at køre i samme forslidte rille.

På den anden side, selv om filmen ikke er blevet en stor succes, så er den dog blevet en succes, så måske de alligevel har fat i noget og så fortjener vi vel alligevel ikke bedre?

Første film med Bullock som ”hårdkogt” og ”mandig” agent, der skulle forvandles til en ”ægte” dame var intet særligt og kunne i bedste fald kaldes middelmådig og gabende uopfindsom underholdning. Men den prøvede trods alt at ligne en film der havde en handling og var sine steder skæg nok, hvilket man ikke kan sige om den flagrende historie man prøver at få til at ligne en film i denne pauvre efterfølger uden et godt grin.

Det er tyndbenet underholdning i den mest luftige ende, og det er glat håndværk på alle tænkelige måder fra samlebåndet i drømmefabrikken.

Jeg har lyst til at skrive at Bullock har fortjent bedre, men det er jeg faktisk ikke så sikker på, hun er nemlig selv en af producenterne.
Agent Catwalk 2: Farlig og forrygende