Dead Painter's Society - Female Style
2.0
Frigjort kunst-lærerinde (Roberts) ansættes på en konservativ pige kostskole. Men hendes frisindede undervisning og moderne metoder, vækker ikke begejstring hos alle, men hun trænger igennem til flere af pigerne på en måde som ingen har gjort før.
Hvis handlingen for nogen må lyde bekendt, så er det måske fordi at den næsten er identisk med 1989 filmen ”Dead Poets Society” med Robin Williams i hovedrollen. Hvor det i den var en kostskole for drenge og en mandlig lærer, så er det her blot lige omvendt.
Men selv om de to film i store træk minder om hinanden, så er denne her langt mindre kvalitativ, også isoleret set.
At instruktør Newell kan lave gode film har han bevist med værker som blandt andet ”Donnie Brasco”, men med den her har han begået et meget forudsigeligt stykke drama, der minutiøst følger den matrice som hovedparten af denne slags film sædvanligvis er skåret efter, og den ender endda som en honningsød rørstrømsk feel-good film.
Historiens intellektuelle aspekter på vegne af kunsten som fremtvingende og udviklende for sindet virker forlorne, poppet og påtaget, mens rollerne kun lige bæres hjem af de store navne.
Roberts gør det da nydeligt i hovedrollen som den progressive underviser, men det bliver aldrig så besnærende som en sådan karakter burde være.
Det er sobert produceret, så det bliver direkte kedeligt, for det er en film der ikke tør provokere eller tage chancer, der var ellers potentiale til noget mere og en sådan film skal gøre det for at rykke rigtigt.
Tilbage står kun en enkelt og elegant billedside og en anstændig metervare, der uden større skønhedsfejl følger os igennem handlingen.
Hvis handlingen for nogen må lyde bekendt, så er det måske fordi at den næsten er identisk med 1989 filmen ”Dead Poets Society” med Robin Williams i hovedrollen. Hvor det i den var en kostskole for drenge og en mandlig lærer, så er det her blot lige omvendt.
Men selv om de to film i store træk minder om hinanden, så er denne her langt mindre kvalitativ, også isoleret set.
At instruktør Newell kan lave gode film har han bevist med værker som blandt andet ”Donnie Brasco”, men med den her har han begået et meget forudsigeligt stykke drama, der minutiøst følger den matrice som hovedparten af denne slags film sædvanligvis er skåret efter, og den ender endda som en honningsød rørstrømsk feel-good film.
Historiens intellektuelle aspekter på vegne af kunsten som fremtvingende og udviklende for sindet virker forlorne, poppet og påtaget, mens rollerne kun lige bæres hjem af de store navne.
Roberts gør det da nydeligt i hovedrollen som den progressive underviser, men det bliver aldrig så besnærende som en sådan karakter burde være.
Det er sobert produceret, så det bliver direkte kedeligt, for det er en film der ikke tør provokere eller tage chancer, der var ellers potentiale til noget mere og en sådan film skal gøre det for at rykke rigtigt.
Tilbage står kun en enkelt og elegant billedside og en anstændig metervare, der uden større skønhedsfejl følger os igennem handlingen.
18/03-2006
