Jazzfløjten i ærmet

For tiden regerer en gruppe komikere komedieverden i Hollywood med en form for komedie, der er baseret på en kærlig overdrivelse af klichéer. Will Ferrel, Vince Vaughn, Steve Carrel, Ben Stiller, Owen Wilson, og mange flere optræder ofte i hinandens film, der ofte har samme vanvittige og samtidig lune træk.

I denne film går det ud over mandehørm i 70'erne, hvor tv-værten Ron Burgundy (Will Ferrel) og sit team af nyhedsreportere ikke ved hvad de skal stille op, da en ung og intelligent kvinde ansættes på stationen med det formål at sidde i værtstolen. Ron Burgundy er ikke direkte en led stodder, da han ikke kan se hende som andet end et sexobjekt. Han er blot en meget, meget forkælet og tungnem stodder.

Først forsøger alle i teamet at rave på hende eller at samle hende op med de værste scorereplikker hørt på film. Men da Ron tager hende med på en restaurant, hvor han finder jazz-fløjten frem, opstår der magi i luften. En magi der ødelægges totalt, da hun overtager hans stol, da han er fraværende efter en rocker (Jack Black) sparker hans elskede hund i floden.

Filmen har mange helt utroligt sjove scener, som for eksempel da der opstår kamp mellem de konkurrerende tv-stationsteams, hvor det hurtigt eskalerer med knive og afhuggede arme. Og der er nogle fænomenale cameos i den scene.

Men det sjoveste ud over Burgundy-figuren selv i al sin forkælede herlighed, er filmens selvironi og selvbevidsthed. Den måde karaktererne selv udtaler, hvad der sker i scenen, og hvad deres karakterer føler og tænker. Filmens selvbevidsthed er uimodståelig, når man ser mange klichéer og stereotyper i alt for mange film. Det er her den egentlige vittighed ligger.