Den store film
6.0
Orson Welles' ”Citizen Kane” er så stor en klassiker, der har påvirket filmmediet med så mange fantastiske teknikker, at de færreste film kan måle sig med den på den front. Der er nok skrevet så mange analyser og kommentarer til den film, at man kunne fylde et bibliotek.
Alligevel har jeg hørt forskellige steder, at nogle idag finder filmen er kedelig på trods af sin klassikerstatus. Det er den langt fra for mig. Jeg følte mig næsten lige så overvældet, som datidens publikum må have været af Welles' brug af kameravinkler, skygger og bevægende kameraer til at fortælle sin historie.
Og hvilken historie. Rigmanden Kane lader til at have levet den amerikanske drøm. Hans sidste ord efter et liv af glamour og rigdomme og kvinder var ”Rosebud”. En gruppe journalister sætter sig for at finde ud af, hvad denne store mand hentydede til med dette ord, så de finder frem til de folk, der var ham nær.
Alle fortæller historier om ham, der tegner det ene dystre billede af ham efter det andet. Han havde store ambitioner. Han var altid optaget af at gøre noget. Bringe sandheden i aviserne. Fjerne de korrupte og korrumperede politikere og sætte sig selv i stedet. Gøre en operastjerne ud af sin anden kone. Han kontrollerede alt og alle omkring ham. Men ingen lod til at komme helt tæt på ham. Ingen lod til at forstå ham. Ingen vidste, hvad han mente med Rosebud.
Det fantastiske ved denne film er, hvordan portrættet af manden menneskeliggøres, så enhver kan se sit eget misforståede liv i ham. Han formåede aldrig at opnå sine mål på trods af sine penge. Som han siger i Orson Welles stemme: ”I always choked on the silverspoon. If I hadn't been very rich, I might have been a great man.” Til sidst ender han ligeså ensom, som den bankmand i Wall Street, der tog ham fra sin familie som barn. Den lille Kane, der kæmpede mod verden med sin kælk, ender som en ensom gammel mand, som ingen lod til at forstå.
Filmen er ikke bare et storslået mesterværk. Det er også en god film. Det eneste, der afholder mig fra at udråbe den som en af mine favoritfilm, er, at jeg endnu ikke har oplevet den i god kvalitet på det store lærred. En stor film som denne bør opleves under store forhold.
Alligevel har jeg hørt forskellige steder, at nogle idag finder filmen er kedelig på trods af sin klassikerstatus. Det er den langt fra for mig. Jeg følte mig næsten lige så overvældet, som datidens publikum må have været af Welles' brug af kameravinkler, skygger og bevægende kameraer til at fortælle sin historie.
Og hvilken historie. Rigmanden Kane lader til at have levet den amerikanske drøm. Hans sidste ord efter et liv af glamour og rigdomme og kvinder var ”Rosebud”. En gruppe journalister sætter sig for at finde ud af, hvad denne store mand hentydede til med dette ord, så de finder frem til de folk, der var ham nær.
Alle fortæller historier om ham, der tegner det ene dystre billede af ham efter det andet. Han havde store ambitioner. Han var altid optaget af at gøre noget. Bringe sandheden i aviserne. Fjerne de korrupte og korrumperede politikere og sætte sig selv i stedet. Gøre en operastjerne ud af sin anden kone. Han kontrollerede alt og alle omkring ham. Men ingen lod til at komme helt tæt på ham. Ingen lod til at forstå ham. Ingen vidste, hvad han mente med Rosebud.
Det fantastiske ved denne film er, hvordan portrættet af manden menneskeliggøres, så enhver kan se sit eget misforståede liv i ham. Han formåede aldrig at opnå sine mål på trods af sine penge. Som han siger i Orson Welles stemme: ”I always choked on the silverspoon. If I hadn't been very rich, I might have been a great man.” Til sidst ender han ligeså ensom, som den bankmand i Wall Street, der tog ham fra sin familie som barn. Den lille Kane, der kæmpede mod verden med sin kælk, ender som en ensom gammel mand, som ingen lod til at forstå.
Filmen er ikke bare et storslået mesterværk. Det er også en god film. Det eneste, der afholder mig fra at udråbe den som en af mine favoritfilm, er, at jeg endnu ikke har oplevet den i god kvalitet på det store lærred. En stor film som denne bør opleves under store forhold.
19/03-2006
