Prinsessen på pillen
5.0
Denne romantiske komedieklassiker af William Wyler har Audrey Hepburn i hovedrollen som en prinsesse for et lille land, der besøger Rom og oplever nogle nye sider af tilværelsen.
I starten kunne jeg ikke forstå, hvordan denne ellers ganske ordinære romantiske film, der umiddelbart virkede gennemskuelig efter de første fem minutter, kunne blive en stor klassiker, der blandt andet figurerer på IMDBs topliste. Men hvor jeg forventede de mest gennemsigtige klichéagtige afrundinger henimod slutningen, blev jeg positivt overrasket. Denne film kunne uden problemer ende i en brækfremkaldende omgang sødsuppe, men filmen er en heldigvis mere intelligent end det.
Den er måske ikke specielt ambitiøs rent plotmæssigt. Det er stadig i en putte-nutte Hollywood eventyrverden i præmisset. Ann (Audrey Hepburn) er en bedårende prinsesse, der er fuldkommen udmattet efter at have turneret de europæiske storbyer med sit kongelige show. Hendes liv kører efter en nøje tilrettelagt plan, der er ved at drive hendes yndige hoved til vanvid.
Derfor flygter hun ud i den livlige romerske nat, indtil de sovepiller hendes læge har proppet i hende, og hun ender med at snorke i en gyde. Her finder den ærkeamerikanske journalist, Joe Bradley (Gregory Peck), hende, og i en smukt tilrettelagt komisk scene, ender han med at slæbe hende hjem i sin lejlighed, da en taxachauffør ikke vil se hende sove sin pillerus ud på bagsædet. Italienerne i filmen er stereotypificeret hen til det karikaturiske, men det var jo reglen snarere end undtagelsen i den tids komedier.
Løjerne fortsætter, da Joe viser sig at være knap så gentlemansagtig, da han finder ud af, hvem pigen er, og han vil forsøge at udnytte situationen til et ekslusivt interview eller måske en skandalehistorie. Men der er jo tale om en romantisk komedie, så amor dukker skam op og ødelægger planen.
De fleste komedier i denne genre ville straks udnytte løgnene imellem de to, og lade den centrale historie handle om, hvorvidt hun kan tilgive ham eller ej. Filmen er forudsigelig i det henseende, at der selvfølgelig opstår kærlighed imellem de to. Men spillet drejer sig ikke om hvordan kærlighed overvinder alle grænser og løgne og professionelle modstridigheder. Og hatten af for det.
Hovedgrunden til at se filmen er naturligvis Audrey Hepburn. Hun formår ikke blot at være bedårende. Hun giver tilmed sin rolle nogle nuancer, der gør filmen mere end seværdig. At hun er bedårende er blot et bonus. Og et stort et af slagsen.
I starten kunne jeg ikke forstå, hvordan denne ellers ganske ordinære romantiske film, der umiddelbart virkede gennemskuelig efter de første fem minutter, kunne blive en stor klassiker, der blandt andet figurerer på IMDBs topliste. Men hvor jeg forventede de mest gennemsigtige klichéagtige afrundinger henimod slutningen, blev jeg positivt overrasket. Denne film kunne uden problemer ende i en brækfremkaldende omgang sødsuppe, men filmen er en heldigvis mere intelligent end det.
Den er måske ikke specielt ambitiøs rent plotmæssigt. Det er stadig i en putte-nutte Hollywood eventyrverden i præmisset. Ann (Audrey Hepburn) er en bedårende prinsesse, der er fuldkommen udmattet efter at have turneret de europæiske storbyer med sit kongelige show. Hendes liv kører efter en nøje tilrettelagt plan, der er ved at drive hendes yndige hoved til vanvid.
Derfor flygter hun ud i den livlige romerske nat, indtil de sovepiller hendes læge har proppet i hende, og hun ender med at snorke i en gyde. Her finder den ærkeamerikanske journalist, Joe Bradley (Gregory Peck), hende, og i en smukt tilrettelagt komisk scene, ender han med at slæbe hende hjem i sin lejlighed, da en taxachauffør ikke vil se hende sove sin pillerus ud på bagsædet. Italienerne i filmen er stereotypificeret hen til det karikaturiske, men det var jo reglen snarere end undtagelsen i den tids komedier.
Løjerne fortsætter, da Joe viser sig at være knap så gentlemansagtig, da han finder ud af, hvem pigen er, og han vil forsøge at udnytte situationen til et ekslusivt interview eller måske en skandalehistorie. Men der er jo tale om en romantisk komedie, så amor dukker skam op og ødelægger planen.
De fleste komedier i denne genre ville straks udnytte løgnene imellem de to, og lade den centrale historie handle om, hvorvidt hun kan tilgive ham eller ej. Filmen er forudsigelig i det henseende, at der selvfølgelig opstår kærlighed imellem de to. Men spillet drejer sig ikke om hvordan kærlighed overvinder alle grænser og løgne og professionelle modstridigheder. Og hatten af for det.
Hovedgrunden til at se filmen er naturligvis Audrey Hepburn. Hun formår ikke blot at være bedårende. Hun giver tilmed sin rolle nogle nuancer, der gør filmen mere end seværdig. At hun er bedårende er blot et bonus. Og et stort et af slagsen.
19/03-2006
