- Livsrevision på lyserødt papir -
5.0
Excentriske Jim Jarmusch er her tilbage med endnu en afdæmpet, særegen og skøn film.
I filmen møder vi Don, en aldrende ungkarl. Han lever et stille liv, i ro og mag, indtil han modtager et brev, hvis anonyme afsender hævder, at han har en 19-årig søn med hende. Det sender Don ud på lidt af en ekspedition for at få afklaret, hvilken af hans ekskærester der har sendt ham brevet.
Don rejser ikke langt, før vi finder ud af, at han skiller sig ud fra mængden, hvilket skildres flot i en række rammende scener. Bedst i hotelscenen hvor Don kigger ud af sit vindue på den larmende trafik, der har travlt med at komme videre, modsat Don. Om han har svært ved at finde et ståsted i livet, eller om det er resten af samfundet, der døjer med det problem, kan til tider være svært at finde ud af. På den ene side betragter man Don som en håbløs sjæl, som lader livet passere forbi ham, men i virkeligheden virker han mere afklaret end de fleste, og man kan godt forstå, hvis han bare vil være i fred, da det jo trods alt er hans liv. Hele ekspeditionen realiseres udelukkende fordi, han har en nabo, der er meget mere interesseret i affæren (og detektivarbejde) end Don selv er. Som Don selv siger til ham i en tidlig scene: ”Hvorfor tager du ikke selv af sted?”
Og overbevisningen om at det er resten af verden, der er noget i vejen med, og ikke Don, forstærkes under hans visitter hos de gamle flammer. På trods af succesrige liv for nogle af dem, så sidder de alle fast i livet. Og her begår Jarmusch en genistreg ved at lade ekskæresterne være fra forskellige sociale lag. Hvad enten man er rockertøs eller dyrekommunikator så kan selvbedraget være på sit højeste. Værst er det dog med ekskæresten, der lever godt af at sælge ejendomme sammen med sin mand, og hvis største chance i livet, der er taget, er at have forskelligfarvede visitkort. De er så firkantede, at selv deres bøffer er det.
”Broken Flowers” er en skøn og dejlig anderledes filmoplevelse. Jarmusch har nok engang vist, at han er en instruktør, der er sin helt egen, og at han kan lave film som ingen andre. Filmen er både åndeligt og sanseligt en stor oplevelse og rejser en række interessante eksistentielle spørgsmål undervejs. Såsom i slutningen hvor Jarmusch nærmest traditionen tro slutter sin film brat og uforløst, og lader det store spørgsmål hænge i luften. Og mens vi ser Don stå funderende ved en skillevej i filmens sidste scene, kan vi som seer så selv fundere over, hvilken vej han tager. Smuk filmkunst.
I filmen møder vi Don, en aldrende ungkarl. Han lever et stille liv, i ro og mag, indtil han modtager et brev, hvis anonyme afsender hævder, at han har en 19-årig søn med hende. Det sender Don ud på lidt af en ekspedition for at få afklaret, hvilken af hans ekskærester der har sendt ham brevet.
Don rejser ikke langt, før vi finder ud af, at han skiller sig ud fra mængden, hvilket skildres flot i en række rammende scener. Bedst i hotelscenen hvor Don kigger ud af sit vindue på den larmende trafik, der har travlt med at komme videre, modsat Don. Om han har svært ved at finde et ståsted i livet, eller om det er resten af samfundet, der døjer med det problem, kan til tider være svært at finde ud af. På den ene side betragter man Don som en håbløs sjæl, som lader livet passere forbi ham, men i virkeligheden virker han mere afklaret end de fleste, og man kan godt forstå, hvis han bare vil være i fred, da det jo trods alt er hans liv. Hele ekspeditionen realiseres udelukkende fordi, han har en nabo, der er meget mere interesseret i affæren (og detektivarbejde) end Don selv er. Som Don selv siger til ham i en tidlig scene: ”Hvorfor tager du ikke selv af sted?”
Og overbevisningen om at det er resten af verden, der er noget i vejen med, og ikke Don, forstærkes under hans visitter hos de gamle flammer. På trods af succesrige liv for nogle af dem, så sidder de alle fast i livet. Og her begår Jarmusch en genistreg ved at lade ekskæresterne være fra forskellige sociale lag. Hvad enten man er rockertøs eller dyrekommunikator så kan selvbedraget være på sit højeste. Værst er det dog med ekskæresten, der lever godt af at sælge ejendomme sammen med sin mand, og hvis største chance i livet, der er taget, er at have forskelligfarvede visitkort. De er så firkantede, at selv deres bøffer er det.
”Broken Flowers” er en skøn og dejlig anderledes filmoplevelse. Jarmusch har nok engang vist, at han er en instruktør, der er sin helt egen, og at han kan lave film som ingen andre. Filmen er både åndeligt og sanseligt en stor oplevelse og rejser en række interessante eksistentielle spørgsmål undervejs. Såsom i slutningen hvor Jarmusch nærmest traditionen tro slutter sin film brat og uforløst, og lader det store spørgsmål hænge i luften. Og mens vi ser Don stå funderende ved en skillevej i filmens sidste scene, kan vi som seer så selv fundere over, hvilken vej han tager. Smuk filmkunst.
20/03-2006
