..Indre dæmoner..

- spoilers -

Jeg har personligt været Cronenberg-fan længe, og selvom jeg ikke er lige begejstret for alle hans film, er jeg endnu ikke stødt på én, der ikke har været præget af hans personlige og meget originale touch, som altid garanterer en mystisk fascinationskraft.

Hans tidlige film - især “Shivers”, “Rabid”, “The Brood” og “Videodrome” - er gennemsyret af den groteske “bodyhorror” - hvor krop og psyke gennemgår ufattelige transformationer. Der adskilles og fusioneres - eksempelvis i “Shivers” hvor protagonisten er kold og rationel, men bliver konfronteret med modsætningen, de rene drifter. Disse tidlige film er utroligt ekspressive, og de groteske skabninger er oftest særprægede billeder på mere abstrakte begreber.
Så man kan sige, at Cronenberg altid har udforsket menneskets psyke - især de mørke sider - men i løbet af de sidste par år er hans udtryksform blevet ændret. “Spider” virkede atypisk og mere introspektiv i forhold til Cronenberg’s andre film. I “A History of Violence” fortsættes denne nye udtryksform - og jeg kan kun sige, at jeg er begejstret.

Der indledes overbevisende med at etablere et kraftigt modsætningsforhold. På den ene side introduceres de to røvere, med tilhørende ubehagelig musik og iskolde drab. På den anden side følges Tom Stall’s ultra-idylliske tilværelse - der som alle de andre “smalltown”-elementer forekommer ekstremt karikeret. Men da Tom Stall dræber de to røvere, smelter mareridt og idyl sammen, og resten af filmen oser af en konstant ildevarslende stemning.

For i modsætning til de mere standardiserede thrillere, er “A History of Violence” ikke blot en skildring af god vs. ond - hvor dæmonerne er personificeret af eksterne skikkelser der kan dræbes, og derved bringe idyllen tilbage. Cronenberg er interesseret i de indre dæmoner, og derfor er drabet på røverne en katalysator, som leder fokus hen på Tom Stall’s indre udvikling - og de uundgåelige konsekvenser for familien.
For Tom er en splittet mand. Splittet mellem sin identitet som hyggelig familiefar, og så sin “forhenværende” identitet som den iskolde morder Joey - manden der river øjne ud på folk med pigtråd, og dræber hensynsløst.
Denne vinkel på den fortrængte identitet, bevirker at Tom/Joey på mange måder minder om en moderne opdatering af Clint Eastwoods William Munny-karakter fra “Unforgiven”. Og som i “Unforgiven” skal der et opgør til, for at bringe karakterens liv videre - man sletter ikke bare identitet og fortid uden omkostning.

Der er adskillige sublime scener i “A History of Violence”. Eksempelvis sex-scenen på trappen er utroligt stærk, og Maria Bello’s reaktion efter at være blevet tilfredsstillet af en mand, der i højere grad er Joey end Tom, er ekstremt flot portrætteret. Hun er - ligesom publikum - fascineret af denne voldelige mand, der i høj grad er modsætningen til ægtemanden Tom. En tiltrækning og fascination hun efterfølgende skammer sig over - måske igen ligesom publikum?.
Cronenberg serverer nemlig volden i filmen på temmelig provokerende facon. For hvem er det, der tæves og myrdes? De to iskolde drabsmænd som vil røve dineren og dræbe servitricen. De hensynsløse gangstere der truer Tom og hans familie. Og så naturligvis skolens bølle, der får det lag tæsk, man umiddelbart vil mene han fortjener.
Ved at udsætte disse personer for smerte, bliver volden på sin vis legitimeret - og som tilskuer, bliver man suget ind i denne primitive “øje for øje“-mentalitet. Og når Cronenberg så trumfer, ved ikke at holde volden i vanlig action-agtig stil, men tværtimod laver ubehageligt eksplicitte close-ups af voldens konsekvenser, og effekten på familien - rammer det betydeligt hårdere.

Ligesom i “Unforgivens” epilog, er der i denne films afslutning et spor af håb. Det er ikke fest og farver, nu hvor “skurkene” er døde - men tværtimod en åben slutning, hvor man som tilskuer selv må overveje, om denne familie kan overleve de uforglemmelige revner og ar, der er opstået i løbet af filmen. Og jeg må sige, at det er meget længe siden, at jeg har oplevet en så spændt og følelsesladet slutning i en film - ingen ord, kun billeder og følelser.

Efter min mening er “A History of Violence” ikke udtryk for en mainstream-Cronenberg der har mistet sin rå kant og solgt ud, men tværtimod blot en instruktør der til stadighed udvikles, og konstant leverer masser af skæve, intense og subtile momenter i denne fremragende film - som jeg kun kan varmt anbefale.