Remember The Alamo...Ikke Rigtigt

I 1883 står en gruppe amerikanere, anført af Davy Crockett (Thornton) og Jim Bowie (Patric), overfor den mexicanske Generel Santa Ana (Echevarría) og en overvældende hær ved Alamo. De ved de ikke har en chancen for at overleve, men vælger at blive og kæmpe for at vinde tid til den amerikanske hær.

I 1960 forsøgte John Wayne sig som instruktør på en film af samme navn og tema og selv om den ikke blev mesterlig, så var den en på næsten alle områder bedre film end denne her nye udgave, der fremstår alt for tandløs og klædelig amerikansk.

Oprindeligt var Ron Howard sat til at instruere og Russell Crowe skulle have haft spillet hovedrollen, men da Disney, der er selskabet bag, ikke ville putte så mange penge i projektet som Howard forlangte, endte det med at både han og Crowe forlod produktionen (Howard er dog stadig krediteret som producer).

Om det med Howard skulle være gået hen og blevet en meget bedre film er ikke til at sige, Howard er en dygtig og medrivende fortæller, men meget konservativ i sit udtryk og ikke særlig nyskabende rent kunstnerisk. Men da dette måske lige netop heller ikke var en nødvendighed og det der var brug for, kunne man på den baggrund godt have ønsket sig at Disney havde turde satse mere, for så havde vi måske stået med en storfilm der kunne leve op til prædikatet, også selv om den ikke skulle være blevet et mesterværk.

Nu står vi udelukkende med en film, der på alle måder er nydeligt lavet og gengiver sin historie anstændigt og sobert, men som aldrig for alvor viser hverken dybereliggende tanker om krigens gru eller krigens bloddryppende alvor, i de i øvrigt aldeles og ærgerligt nok, ublodige og ofte langsommeligt gammeldags store slagsscener.

Som jævn underholdning fungerer filmen kun lige akkurat, men så heller ikke mere og den efterlader intet varigt indtryk eller noget man gider reflektere over, ja den gør næppe heller det store indtryk mens man ser den.

Der spilles ellers generelt godt og særligt skal Thorton nævnes, for igen at give en rolle integritet og menneskelighed. Men når skuespillet står så kontrasterende i forhold til handlingen og historiens udtryk, så er det tæt på at være skønne spildte kræfter, hvis det altså ikke lige have været med til at hæve ens samlede indtryk.

Ellers kan man blot ærgre sig over, at instruktør Hancock ikke har fået mere ud af så klassisk et oplæg og en så fantastisk historisk begivenhed, men man fornemmer også at han sikkert ikke har haft alt for frie hænder, men at Disney har været en del indover for at sikre sig et afsætteligt udfald, der ikke kunne støde for mange eller få en for høj en rating.

Det fejlede så, for filmen blev en dundrende fiasko af de helt store, måske også mere end den egentlig fortjente, trods kritikken. For når alt kritikken er sagt, så indeholder filmen alligevel et par rigtig gode scener, som da Thorton i rollen som legendariske Crockett gennemborer lidt af den glorificerende myte der er omkring manden, ved at fortælle hvilken mindre glamourøse ”sandheder” der lå bag heltesagnene.

Selvfølgelig er det ikke overraskende at man også skal sluge en del amerikansk patriotisme af den klichefyldte slags, men heldigvis uden at det kammer så meget over at det bliver direkte kvalmende, som man kunne have frygtet i sådan en fortælling her.

Så alt i alt, så er ”The Alamo” skuffende, men ikke decideret dårlig, den kunne og burde bare været blevet så meget mere og det er især ærgerligt fordi man føler, at det udelukkende er blevet så middelmådigt fordi Disney ikke har haft modet til at gøre det rigtige.