When life gives you Lemmon
5.0
En af Hollywoods store filmkonger, Billy Wilder, har skrevet et utroligt morsomt manuskript sammen med I.A.L. Diamond, som virkelig giver Jack Lemmon mulighed for at folde sit komiske talent ud til fulde i rollen som den stille og meget mere end blot medgørlige kontornusser, Bud Baxter.
Wilder og Diamond skrev eftersigende manuskriptet løbende med, at Wilder instruerede filmen. Både manuskript og instruktion er i topklasse med perfekt timet humor, og nogle troværdige og elskværdige karakterer i et mikrokosmos af datidens Corporate America, som dengang fyrre år før Enron ikke så videre uskyldigt ud.
Baxter låner sin nøgle til sin lejlighed ud til sine chefer i forsikringsfirmaet, hvor han arbejder som lønsslave. Cheferne har et sted at dytte i andre bamser end deres hustruers, og Baxter får en masse løfter om at blive anbefalet til en forfremmelse. Dengang fandtes der åbenbart ikke billige hoteller, så Baxter må stå ude i kulden og vente på, at cheferne får luftet Fido færdig i lejligheden. Baxter har dog en forfremmelse at se frem til, og det ser ud til, at han en dag kan få fat i elevatorpigen Fran (Shirley MacLaine).
Da chefen for forsikringsfirmaet, Sheldrake (Fred MacMurray) finder ud af, hvordan Baxter har scoret billige point hos undercheferne, beder han selv om en nøgle. Det ser ud til, at Baxters forfremmelse er på plads. Til gengæld ser det også ud til, at den pige, som Sheldrake tager med i Baxters lejlighed, er Fran. Fran er forelsket i Sheldrake, men Sheldrake udnytter hende blot. Så Baxter står i det klassiske dilemma. At fedte for cheferne for sin karriere, eller at gro nosser.
Det endelige udfald er måske ikke så overraskende, men denne film handler mere om vejen dertil. Shirley MacLaine giver sin rolle en frisk kraft og energi, men det er først og fremmest Jack Lemmon, der er i sit es i denne film. Filmen er på mange måder en forgænger for situation comedies eller sit-coms, og Jack Lemmon slår alle de nuværende serier med flere længder under Wilders kyndige vejledning. Humoren er baseret på et intelligent og vittigt manuskript frem for slapstick og utroværdige langt-ude-øjeblikke. Da Baxter finder Fran i sin lejlighed efter en scene, som jeg ikke vil afsløre her, går filmen fra at være ren let komedie til at være en mere kompliceret størrelse.
I sidste ende er filmen dog i den lette ende, men der er her tale om blomsten af den ende.
Wilder og Diamond skrev eftersigende manuskriptet løbende med, at Wilder instruerede filmen. Både manuskript og instruktion er i topklasse med perfekt timet humor, og nogle troværdige og elskværdige karakterer i et mikrokosmos af datidens Corporate America, som dengang fyrre år før Enron ikke så videre uskyldigt ud.
Baxter låner sin nøgle til sin lejlighed ud til sine chefer i forsikringsfirmaet, hvor han arbejder som lønsslave. Cheferne har et sted at dytte i andre bamser end deres hustruers, og Baxter får en masse løfter om at blive anbefalet til en forfremmelse. Dengang fandtes der åbenbart ikke billige hoteller, så Baxter må stå ude i kulden og vente på, at cheferne får luftet Fido færdig i lejligheden. Baxter har dog en forfremmelse at se frem til, og det ser ud til, at han en dag kan få fat i elevatorpigen Fran (Shirley MacLaine).
Da chefen for forsikringsfirmaet, Sheldrake (Fred MacMurray) finder ud af, hvordan Baxter har scoret billige point hos undercheferne, beder han selv om en nøgle. Det ser ud til, at Baxters forfremmelse er på plads. Til gengæld ser det også ud til, at den pige, som Sheldrake tager med i Baxters lejlighed, er Fran. Fran er forelsket i Sheldrake, men Sheldrake udnytter hende blot. Så Baxter står i det klassiske dilemma. At fedte for cheferne for sin karriere, eller at gro nosser.
Det endelige udfald er måske ikke så overraskende, men denne film handler mere om vejen dertil. Shirley MacLaine giver sin rolle en frisk kraft og energi, men det er først og fremmest Jack Lemmon, der er i sit es i denne film. Filmen er på mange måder en forgænger for situation comedies eller sit-coms, og Jack Lemmon slår alle de nuværende serier med flere længder under Wilders kyndige vejledning. Humoren er baseret på et intelligent og vittigt manuskript frem for slapstick og utroværdige langt-ude-øjeblikke. Da Baxter finder Fran i sin lejlighed efter en scene, som jeg ikke vil afsløre her, går filmen fra at være ren let komedie til at være en mere kompliceret størrelse.
I sidste ende er filmen dog i den lette ende, men der er her tale om blomsten af den ende.
23/03-2006
