En løve uden bid
3.0
Denne nye filmatisering af C.S. Lewis' eventyrepos havde sikkert været ganske tilfredstillende og imponerende, hvis der ikke de sidste fem år var dukket eventyrfilm op i en større kaliber. ”Narnia”-filmen når ikke samme højde som ”Harry Potter”, og er langt fra på niveau med ”Ringenes Herre” (som nu heller ikke er en børnefortælling).
Dette er synd, da forlægget ellers byder på masser af muligheder. Men filmen rummer ikke den samme fantasifulde dybde, rytme eller humor som bøgerne besidder. Det er efterhånden mange år, siden jeg læste bøgerne, men jeg har stadig mange stemninger og indtryk i hukommelsen.
Historien kan jeg næsten udenad på trods af de mange år. Fire søskende finder en magisk verden på den anden side af et garderobeskab, og i den verden siger en profeti, at fire mennesker vil blive gode dronninger og konger i stedet for de tidligere onde herskere. For tiden regerer den Hvide Dronning (Tilda Swinton) i et Narnia i en hundredeårsvinter. Hun har sit hemmelige politi af ulve, og hun forvandler sine fjender om til sten. Profetien siger, at menneskene vil regere, hvis de dukker op i Narnia, så hun forsøger at stoppe de nyankomne søskende. Men der findes stadig oprørere, der støtter løven Aslan, og der er håb forude, selvom den ene af børnene lokkes af dronningen med magt og søde sager.
Filmen er acceptabel, men slet ikke så god, som jeg håbede. Børneskuespillerne gør det ikke godt. Specielt ikke den lille Lucy (Georgie Henley), der dog kan undskylde sig med alderen. Men instruktør Andrew Adamson (”Shrek”) formår ikke at opbygge en stemning eller drama, der fangede mig. For eksempel virker børnenes øjeblikkelige kærlighed til Aslak ikke troværdig, og da der sker noget dramatisk med Aslan nogle få scener senere, virker deres reaktion derfor heller ikke troværdig.
Det må siges at være en svær opgave at gøre en fantasiverden troværdig. ”Narnia” er ikke decideret dårlig. Men den viser blot endnu engang, hvor imponerende Peter Jacksons ”Lord of the Rings”-film er. Alting i ”Narnia” virker ofte mere påstået end troværdigt opbygget, og i sidste ende levede den ikke op til mine forventninger.
Dette er synd, da forlægget ellers byder på masser af muligheder. Men filmen rummer ikke den samme fantasifulde dybde, rytme eller humor som bøgerne besidder. Det er efterhånden mange år, siden jeg læste bøgerne, men jeg har stadig mange stemninger og indtryk i hukommelsen.
Historien kan jeg næsten udenad på trods af de mange år. Fire søskende finder en magisk verden på den anden side af et garderobeskab, og i den verden siger en profeti, at fire mennesker vil blive gode dronninger og konger i stedet for de tidligere onde herskere. For tiden regerer den Hvide Dronning (Tilda Swinton) i et Narnia i en hundredeårsvinter. Hun har sit hemmelige politi af ulve, og hun forvandler sine fjender om til sten. Profetien siger, at menneskene vil regere, hvis de dukker op i Narnia, så hun forsøger at stoppe de nyankomne søskende. Men der findes stadig oprørere, der støtter løven Aslan, og der er håb forude, selvom den ene af børnene lokkes af dronningen med magt og søde sager.
Filmen er acceptabel, men slet ikke så god, som jeg håbede. Børneskuespillerne gør det ikke godt. Specielt ikke den lille Lucy (Georgie Henley), der dog kan undskylde sig med alderen. Men instruktør Andrew Adamson (”Shrek”) formår ikke at opbygge en stemning eller drama, der fangede mig. For eksempel virker børnenes øjeblikkelige kærlighed til Aslak ikke troværdig, og da der sker noget dramatisk med Aslan nogle få scener senere, virker deres reaktion derfor heller ikke troværdig.
Det må siges at være en svær opgave at gøre en fantasiverden troværdig. ”Narnia” er ikke decideret dårlig. Men den viser blot endnu engang, hvor imponerende Peter Jacksons ”Lord of the Rings”-film er. Alting i ”Narnia” virker ofte mere påstået end troværdigt opbygget, og i sidste ende levede den ikke op til mine forventninger.
23/03-2006
