En Klassiker Der Blev En Klassiker

Unge Jim Hawkins (Driscoll) kommer i besiddelse af et skattekort, som piraten Long John Silver (Newton) og hans mænd også er ude efter. Turen går mod skatteøen og intriger og kampene begynder.

Disney’s første ikke tegnede spillefilm, er en særdeles vellykket og dybt underholdende kulørt, uden at blive poppet, udgave af Robert Louis Stevenson’s klassiske eventyrroman.

Det er familiefilm af høj klasse, uden at blive hverken sentimentalt, nuttet eller langtrukkent, en standard Disney ikke ofte har nået siden i deres ”live-action” spillefilm.

Hele produktionen er gennemført ned til mindste detalje og oser af både virkelighedstro atmosfære, hvor design og locations ofte virker ægte og overbevisende, og drenget eventyr der er ramt lige på kornet med fine actionsekvenser og spændende øjeblikke.

Det er en god fortælling i sig selv, og her fungerer den forbilledligt i alle henseender og bliver fortalt med glød og engagement. Jeg er ærligt talt forbavset over at en instruktør som Haskin, der er en tidligere speciel effekt mager med en meget svingende (oftest nedad) karriere som instruktør, så fornemt har trukket denne her i land, også selv om han med en film som ”War Of The Worlds” nogle år senere bevidste at han godt kunne.

Som Hawkins er Driscoll troværdig og bliver aldrig utålelig, som børn ifølge mig ofte bliver i bærende roller på film. Der spilles også generelt godt i filmens andre større roller. Bedst er imidlertid Newton som en karismatisk og forrygende Silver. Det er med en kant af overspil, men det passer til karakteren og Newton gør filmen til hans i samtlige scener han er med i. Det er verdensklasse, intet mindre.

Efterfølges af ”Long John Silver”.