De-crucify Him Or I'll Melt Your Face!
2.0
Den sexy rum-babe Barbarella (Fonda) sendes til fjern og primitiv planet, for at finde videnskabsmanden Duran-Duran (O’Shea), der har skabt et frygtindgydende våben og nu er forsvundet.
Spillefilmsudgaven af den franske tegneserie om ”Barbarella” af Jean-Claude Forest, er på alle måder et barn af sin tid og afspejler på den måde næsten perfekt hvad tidens filosofiske grundtanker var blandt datidens trendsættere, ”make love, not war” og så videre.
Her på en travesterende måde, men hvor budskabet ikke desto mindre sikkert er blevet taget en anelse alvorligt, midt i alle de eksoteriske påhit, hvoraf en del er af den mere amourøse slags.
Filmen er nemlig i den grad en film om sex og meget inciterende, uden at den bliver rigtig pornografisk i Vadim’s instruktion, for han formår at få den forvrøvlede historie til at blive fræk af antydninger, uden at vise noget synderligt og i stedet gøre det komisk og grotesk.
Det mest tankevækkende ved films tema er dog, at Barbarella kommer fra en verden og en tid, hvor sex ikke længere kræver fysisk kontakt i form af sammenleje, men hvor man blot sluger en pille og holder håndfladerne mod hinanden. Men da hun så kommer til denne her primitive planet, så vil mændene have rigtig sex med penetration, noget som Barbarella hurtigt lærer glæden i. Her kan man ane en sammenkobling i menneskers ofte destruktive og voldsomme natur og vore fysiske afhængighed og lyststyrede væsener.
Måske ikke den mest chokerende eller nyskabende tanke, slet ikke set med vore dages øjne. Det er ikke des mindre stadig et aktuelt og vedkommende emne, der her desværre nok drukner i en ustadig og naiv handling, der ikke kan sige sig fri for at virke banal, og i en både allegorisk og direkte kønslig psykedelisk farveladelagt visuel stilart, proppet med surrealistiske ideer. Dybest set virker det dårligt som man har haft interesse i at servere en historie.
Replikkerne er enfoldige lumre fraser, men alligevel ikke uden charme og svære ikke at trække på smilebåndet af. Skuespillet er ofte overdrevent forlorent og i den B-filmsagtige ende, måske en del af stilen, men plausibelt er det altså ikke. Det passer imidlertid til resten af produktionen. Fonda er dog sød og fræk at se på, men det er også hvad hun tilbyder og mere skal hun sikkert heller ikke.
Det er nemlig ren kitsch det hele, fra historie til design til skuespil og dem der falder for filmens blåøjede charme og 60’er lune, skal nok finde glæden i den, jeg gjorde ikke. Jeg kedede mig og fandt den næsten håbløs pinlig af selv samme årsager.
Spillefilmsudgaven af den franske tegneserie om ”Barbarella” af Jean-Claude Forest, er på alle måder et barn af sin tid og afspejler på den måde næsten perfekt hvad tidens filosofiske grundtanker var blandt datidens trendsættere, ”make love, not war” og så videre.
Her på en travesterende måde, men hvor budskabet ikke desto mindre sikkert er blevet taget en anelse alvorligt, midt i alle de eksoteriske påhit, hvoraf en del er af den mere amourøse slags.
Filmen er nemlig i den grad en film om sex og meget inciterende, uden at den bliver rigtig pornografisk i Vadim’s instruktion, for han formår at få den forvrøvlede historie til at blive fræk af antydninger, uden at vise noget synderligt og i stedet gøre det komisk og grotesk.
Det mest tankevækkende ved films tema er dog, at Barbarella kommer fra en verden og en tid, hvor sex ikke længere kræver fysisk kontakt i form af sammenleje, men hvor man blot sluger en pille og holder håndfladerne mod hinanden. Men da hun så kommer til denne her primitive planet, så vil mændene have rigtig sex med penetration, noget som Barbarella hurtigt lærer glæden i. Her kan man ane en sammenkobling i menneskers ofte destruktive og voldsomme natur og vore fysiske afhængighed og lyststyrede væsener.
Måske ikke den mest chokerende eller nyskabende tanke, slet ikke set med vore dages øjne. Det er ikke des mindre stadig et aktuelt og vedkommende emne, der her desværre nok drukner i en ustadig og naiv handling, der ikke kan sige sig fri for at virke banal, og i en både allegorisk og direkte kønslig psykedelisk farveladelagt visuel stilart, proppet med surrealistiske ideer. Dybest set virker det dårligt som man har haft interesse i at servere en historie.
Replikkerne er enfoldige lumre fraser, men alligevel ikke uden charme og svære ikke at trække på smilebåndet af. Skuespillet er ofte overdrevent forlorent og i den B-filmsagtige ende, måske en del af stilen, men plausibelt er det altså ikke. Det passer imidlertid til resten af produktionen. Fonda er dog sød og fræk at se på, men det er også hvad hun tilbyder og mere skal hun sikkert heller ikke.
Det er nemlig ren kitsch det hele, fra historie til design til skuespil og dem der falder for filmens blåøjede charme og 60’er lune, skal nok finde glæden i den, jeg gjorde ikke. Jeg kedede mig og fandt den næsten håbløs pinlig af selv samme årsager.
26/03-2006
