Det Kunne Faktisk Blive Bedre...

Da Terry’s (Allen) mand tilsyneladende flytter til Sverige med sin sekretær, står hun alene med sine fire døtre, et alkohol problem og en begyndende romance med den drikfældige tidligere baseballstjerne Denny (Costner).

Underfundigt og nøgternt mainstreamdrama, af en slags man næsten ikke kan sætte en finger på.

Den er særdeles velspillet, med flot underspil af alle filmens skuespillere, men i særdeleshed imponerer Allen og Costner med stærke præstationer.

Humoren er spidsfindig og kommenterende, uden at den nogensinde bliver vulgær, og menneskeskildringerne er nuanceret og troværdige, med en spids af det sarkastiske. Det er en film om livet og de små facetter og skæbnens sammentræf.

Den har sin lune og sødme, uden at blive totalt sukkersød, selv om den mest hælder i den retning. Den er nemlig desværre ikke nok at det modsatte og tør gå planken ud. Man kunne have ønsket sig lidt mere dybde af de problemstillinger filmen tager fat på, og man kunne måske også kritisere den for, at den blander det humoristiske og lettere karikerede lige rigeligt med det alvorsfulde og dermed banaliserer det, blot for at vi på den måde får lidt af det hele. Men når det fungerer så godt som det gør, så er det svært at se ned på.

Personligt finder jeg dog filmen tam, den er ganske enkelt for mainstream til sit egent tema og når det samtidig går så langsommeligt som det gør, så bliver det trættende at komme igennem de næsten to timer filmen er om at fortælle sin, på overfladen enkle historie.

Men respektabelt og godt håndværk for et voksent publikum ikke desto mindre.