- Som livet, lang men anstrengelsen værd -
4.0
Bertoluccis ”1900” står tilbage som et af de mest fyldestgørende tidsbilleder i filmhistorien. Heri består filmens kvaliteter hovedsageligt, og af den grund forbliver den relevant for fremtidens publikum.
De indledende scener er mageløse, og det er da også filmens første halvdel, der er bedst, hvor stemningsoplevelsen er ganske unik, og hvor man tager sig i at længes tilbage til en tid, man ikke har oplevet. I filmens anden halvdel findes en hel del døde perioder, hvor det intense drama udebliver en smule. Her går filmen fra at være en levende og rørende fortælling om venskabet mellem de to knægte til at være en mere rå historisk-politisk film om mødet mellem fascismen og socialismen i Italien helt op til Anden verdenskrig.
Den politiske skildring i filmen er skam også ganske spændende at følge, og den giver et rammende billede af datidens Italien, hvor filmens uvurderlige funktion som tidsbillede nok engang giver sig til kende. Donald Sutherland leverer her sit livs præstation som den dybt usympatiske og fascistiske Attila, men hvor spændende en karakter han end skaber, så er det nu engang mere interessant at følge historiens hovedkarakterer, Alfredo og Olmo, og deres vej gennem livet. De er i sandhed et mindeværdigt makkerpar på det store lærred, ikke mindst takket være gode præstationer af De Niro og især Depardieu. Netop derfor er det ærgerligt, at vi ikke følger dem helt så tæt i filmens anden del som i den første.
Når man, som undertegnede, ser den lange uklippede version (sådan som Bertulocci ønskede den), er filmen lidt af en tung sag. Med en spilletid på over fem timer ville det da nok også være naivt at tro på forhånd, at man ikke løb ind i træge perioder, der ikke fænger, men omvendt kan man godt undre sig over hvorfor Bertolucci nu engang insisterede på en så lang spillelængde og kom i verbale slagsmål med sin producer over det, når nu det kun har medført en lang række stillestående og deciderede kedelige scener. Man kan sagtens forsvare at skære filmen ned til fire timer (hvilket man i øvrigt også gjorde), men på den anden side forstår man også godt, hvorfor Bertolucci nødigt skilte sig af med noget af sin film. Det vil i en eller anden forstand mindske den, idet den netop koncentrerer sig så meget om at være fyldestgørende i sin miljø- og samfundsbeskrivelse.
Under alle omstændigheder er ”1900” en film, som alle bør opleve. Alene Bertoluccis sans for det visuelt forførende er oplevelsen værd, og skønheden i det italienske naturlandskab rammes vel noget nær perfekt. Det er en film der trods sine mangler har overlevet tidens tand, fordi den fremstår så ægte som tidsbillede og så naturligvis fordi, at filmsproget er tidløst og emmer af en fortællelyst, der er de færreste værker forundt.
De indledende scener er mageløse, og det er da også filmens første halvdel, der er bedst, hvor stemningsoplevelsen er ganske unik, og hvor man tager sig i at længes tilbage til en tid, man ikke har oplevet. I filmens anden halvdel findes en hel del døde perioder, hvor det intense drama udebliver en smule. Her går filmen fra at være en levende og rørende fortælling om venskabet mellem de to knægte til at være en mere rå historisk-politisk film om mødet mellem fascismen og socialismen i Italien helt op til Anden verdenskrig.
Den politiske skildring i filmen er skam også ganske spændende at følge, og den giver et rammende billede af datidens Italien, hvor filmens uvurderlige funktion som tidsbillede nok engang giver sig til kende. Donald Sutherland leverer her sit livs præstation som den dybt usympatiske og fascistiske Attila, men hvor spændende en karakter han end skaber, så er det nu engang mere interessant at følge historiens hovedkarakterer, Alfredo og Olmo, og deres vej gennem livet. De er i sandhed et mindeværdigt makkerpar på det store lærred, ikke mindst takket være gode præstationer af De Niro og især Depardieu. Netop derfor er det ærgerligt, at vi ikke følger dem helt så tæt i filmens anden del som i den første.
Når man, som undertegnede, ser den lange uklippede version (sådan som Bertulocci ønskede den), er filmen lidt af en tung sag. Med en spilletid på over fem timer ville det da nok også være naivt at tro på forhånd, at man ikke løb ind i træge perioder, der ikke fænger, men omvendt kan man godt undre sig over hvorfor Bertolucci nu engang insisterede på en så lang spillelængde og kom i verbale slagsmål med sin producer over det, når nu det kun har medført en lang række stillestående og deciderede kedelige scener. Man kan sagtens forsvare at skære filmen ned til fire timer (hvilket man i øvrigt også gjorde), men på den anden side forstår man også godt, hvorfor Bertolucci nødigt skilte sig af med noget af sin film. Det vil i en eller anden forstand mindske den, idet den netop koncentrerer sig så meget om at være fyldestgørende i sin miljø- og samfundsbeskrivelse.
Under alle omstændigheder er ”1900” en film, som alle bør opleve. Alene Bertoluccis sans for det visuelt forførende er oplevelsen værd, og skønheden i det italienske naturlandskab rammes vel noget nær perfekt. Det er en film der trods sine mangler har overlevet tidens tand, fordi den fremstår så ægte som tidsbillede og så naturligvis fordi, at filmsproget er tidløst og emmer af en fortællelyst, der er de færreste værker forundt.
26/03-2006
