Langt ude i skoven

1.0
Fjernt fra civilisationen omringet af en stor mørk skov ligger et lille landsbysamfund. Byens ældre fortæller grufulde historien om de mystiske væsnerne, der bor i skoven, men heldigvis er der en stiltiende aftale mellem væsnerne og beboerne i byen. Hvis ingen mennesker bevæger sig ud i skoven, er der heller ikke nogle af væsnerne, der kommer ind i byen. Sådan har man levet i fred og fordragelighed i mange år, men nu er den delikate balance ved at blive rykket. Væsnerne rører på sig, og ingen kan vide sig sikre.

The Village er bygget op omkring instruktøren M. Night Shyamalans sædvanlige "twist" - en eller anden overraskelse, som man skal bruge det meste af filmen på at prøve at gætte. Men i modsætning til hans forrige film vil de fleste ret hurtigt kunne gennemskue, hvad det er, der i virkeligheden foregår i The Village.
Filmen har sin egen indre logik, og jeg vil måske medgive, at hvis man hopper med på den, så er The Village alt andet lige en helstøbt lille film. Men hvis man først står af, er der ikke noget at gøre. Så falder filmen sammen som et korhus, og snart vil selv den mindste detalje genere. Sixth Sense havde sine øjeblikke, Signs ditto, men her går det helt galt for den ensporede instruktør. Shyamalan er så overbevist om, at han har lavet en genial historie, at han glemmer nogle helt banale fortælletekniske ting (og så tror han i øvrigt, at publikum er dumme). Filmen slæber sig afsted og er ved at kollapse under sin egen vigtighed.
Mere overraskende er det dog, at Shyamalans filmiske flair også svigter ham. Det stillestående kamera dvæler i evigheder ved klodsede opstillede billeder, og ofte virker det, som om scener er blevet lappet sammen af kameravinkler, som i virkeligheden slet ikke skulle bruges. Der mangler nærbilleder, når folk snakker med hinanden, og filmens usigelige langsomme klippestil gør, at man får rig mulighed for at bemærke både de store og de små fejl. The Village er en håbløs forældet film, der er så dårligt fortalt, at man kunne fristes til at tro, at den var skabt af en ung førstegangs instruktør og filmet af en amatør fotograf.

Med en karriere bygget op omkring billige twists har Shyamalan gemt det bedste til sidst: Han kan i virkeligheden slet ikke lave film.
The Village