What'd I Say

Kort efter sin brors tragiske død, bliver drengen Ray blind. Men med et musikalsk talent kæmper han sig op fra fattigdommen og bliver til den store musiklegende Ray Charles (Foxx).

Instruktør Hackford er en lettere gådefuld filmskaber, der sjældent gør det store væsen af sig, men alligevel har en række særdeles glimrende film på sit cv. Tag film som ”An Officer And A Gentleman” eller ”Dolores Claiborne” for at nævne et par stykker. At han står bag en film om Ray Charles er så mindre gådefuldt, for Hackford har igennem sin karriere skabt indtil flere værker der bevæger sig over i eller beskæftiger sig med musikkens verden, som for eksempel ”The Idolmaker” og dokumentarfilmen ”Chuck Berry Hail! Hail! Rock ’n’ Roll”.

Som film er ”Ray” intet mesterværk, men den er til gengæld en virkelig vejdrejet biografisk film, om en af den moderne musiks største navne, hvor det eminente filmhåndværk og fantastiske skuespil, sammen med den fremragende musik, løfter det lidt banale og skematiske manuskript, så man både fænges, bevæges og lever med i fortællingen, uden at det kommer til at virke for billigt.

Historien er skåret som de fleste af de film der prøver at presse et menneskes mere eller mindre hele liv ned til et par timer. Handlingen kan af den grund virke en anelse springende, for at vi kan få næsten alle højdepunkterne med, men samtidig også prøve at gå i dybden med flere ting.

Noget der sjældent helt fungerer optimalt, da begge dele kommer til at lide under det. Men når nu det er en biografisk film, så forventes det naturligvis også, at vi som publikum ser hvad der gjorde manden til den legende han var, og det lykkes Hackford i et vid udstrækning af gøre dette og samtidig holde et fokus på Ray Charles som menneske, hans mange op- og nedture og hans kampe med sig selv for at overvinde både handicap og manglende selvværdsfølelse, hans mange kvinder og manden som skabende kunstner.

Der fokuseres også på den raceadskillelse der dengang var, da Ray Charles var sort og født i et syden, hvor de hvide havde magten og undertrykte den sorte befolkning. Ray Charles kunne nemlig hvad enten han selv ville det eller ej, ikke undgå at blive et forbillede på den kamp for lige rettigheder der foregik og et symbol både på og for på den sorte del af befolkningen. Et forbillede Ray gerne påtog sig og en kamp han gerne, lidt tøvende til at begynde med, gik ind i.

Det er mange ting, selv om fokusset mest er på Ray Charles figur, men det gør også at filmen ikke fremstår som det store mesterværk, der ofte nok går dybden med de problemstillinger den berører.

Hackford kunne naturligvis også havde valgt at holde fokus på et mere klart tematisk emne og mere forholde sig til en kortere periode af Ray Charles’ liv eller en enestående begivenhed der formede manden. Så havde vi bare ikke stået med en biografisk film om Ray Charles’ liv og karriere på samme tid.

Men alt i alt, så er det en formidabel præstation som Hackford yder og filmen er i den grad seværdig, flot produceret og vedkommende.

Størst ros skal i den forbindelse dog gå til Foxx, der giver sin livs bedste og mest overbevisende præstation, i en for øvrigt velspillet film. Han er ganske enkelt den han spiller, men tvivler aldrig. Det er verdensklasse og så lidt til. Han menneskeliggør i den grad Ray Charles, både legemligt hvor udtrykket er optimalt, men også de indre psykologiske karakteregenskab, så vi tror fuldt og fast på ham som både menneske, kunster og musikalsk legende.

Sammenarbejdet mellem Hackford og Foxx kan i hvert fald kun kaldes vellykket, da de har skabt en flot hyldest til og et fint eftermæle for en af musikkens store og det uden at glorificere mennesket bag og samtidig uden at pille for meget ved myten. Det er en beundringsværdig præstation.

Musikken genskabes desuden suverænt og alene af den grund kan filmen være en stor nydelse, jeg var i hvert fald vild med den.

Ray Charles har i øvrigt selv medvirket til og deltaget i skabelsen af filmen.