Effektiv Fransk Spændingsfilm I Den Amerikanske Tradition
4.0
Under et røveri dræber udskuddet Nikita (Parillaud) en betjent. Hun anholdes og dømmes, men i stedet for fængsel, overflyttes hun til en hemmeligt regeringsprogram, hvor hun trænes til at være lejemorder for den franske stat.
Da ”Nikita” udkom i 1990 skulle alle dem der normalt rynkede på næsen over amerikanske film og i særdeleshed over amerikanske actionfilm, pludselig i biografen, for hey, den her var jo fransk. At instruktør Besson så ifølge mig, er en af de mest amerikansk inspirerede franske instruktører der findes og at Nikita slet ikke byder på meget, man ikke ville kunne finde ”overthere” er vist gået dem næsen fordi, måske fordi den har været så meget i sky.
Men ”Nikita” er lige netop en effektiv og underholdende ”lille” spændingsfilm i den mere amerikansk tradition, der mest hæmmes af at den bare ikke er effektiv nok, når det gælder om at opbygge nervepirrende spænding og medrivende action. Ikke at den er dårlig på det område, men den hæver sig blot aldrig overgennemsnittet af sådanne film.
Men hey igen, den er fransk, så den må bare være bedre end alle de andre og indeholde mere. Nix, det er den altså bare ikke, så ked af at måtte skuffe jer. Den indeholder da indrømmet mere end blot tom ramasjang, hvis man gider bruge tid på at tænke over temaet om hvordan et dobbeltliv i længden ikke kan bære, om resocialisering og kærligheden som symbolet på et bedre liv. Det er blot ikke noget man ikke ville kunne tilskrive mange andre film og dybere er det nu heller ikke præsenteret, og gider man i det hele taget at fodres med ”budskaber” når man skal se en spændingsfilm.
Slutningen er til gengæld overraskende, både fordi den kommer pludseligt og fordi man tror den ender lykkeligt, men faktisk må tænke på om Nikita’s chef, spillet koldt af Karyo, ikke bare igen kynisk bilder folk noget ind.
Derudover er ”Nikita” velfortalt og byder på et par medrivende dueller og solid spænding, den er velspillet og Parillaud er overbevisende i hovedrollen, trods et par tendenser udi det rigeligt ekspressive overspil, og så er filmen fint skruet sammen.
Da ”Nikita” udkom i 1990 skulle alle dem der normalt rynkede på næsen over amerikanske film og i særdeleshed over amerikanske actionfilm, pludselig i biografen, for hey, den her var jo fransk. At instruktør Besson så ifølge mig, er en af de mest amerikansk inspirerede franske instruktører der findes og at Nikita slet ikke byder på meget, man ikke ville kunne finde ”overthere” er vist gået dem næsen fordi, måske fordi den har været så meget i sky.
Men ”Nikita” er lige netop en effektiv og underholdende ”lille” spændingsfilm i den mere amerikansk tradition, der mest hæmmes af at den bare ikke er effektiv nok, når det gælder om at opbygge nervepirrende spænding og medrivende action. Ikke at den er dårlig på det område, men den hæver sig blot aldrig overgennemsnittet af sådanne film.
Men hey igen, den er fransk, så den må bare være bedre end alle de andre og indeholde mere. Nix, det er den altså bare ikke, så ked af at måtte skuffe jer. Den indeholder da indrømmet mere end blot tom ramasjang, hvis man gider bruge tid på at tænke over temaet om hvordan et dobbeltliv i længden ikke kan bære, om resocialisering og kærligheden som symbolet på et bedre liv. Det er blot ikke noget man ikke ville kunne tilskrive mange andre film og dybere er det nu heller ikke præsenteret, og gider man i det hele taget at fodres med ”budskaber” når man skal se en spændingsfilm.
Slutningen er til gengæld overraskende, både fordi den kommer pludseligt og fordi man tror den ender lykkeligt, men faktisk må tænke på om Nikita’s chef, spillet koldt af Karyo, ikke bare igen kynisk bilder folk noget ind.
Derudover er ”Nikita” velfortalt og byder på et par medrivende dueller og solid spænding, den er velspillet og Parillaud er overbevisende i hovedrollen, trods et par tendenser udi det rigeligt ekspressive overspil, og så er filmen fint skruet sammen.
30/03-2006
