- Gyseren vi har ventet på -
5.0
Efter den vellykkede ”Dog Soldiers” er instruktør Neil Marshall her tilbage med en ny gyser. Denne gang er der lagt mere vægt på selve gyset, og det er så sandelig intet dårligt træk, da det har resulteret i en af de bedste gyserfilm i umindelige tider.
Egentlig er grundplottet simpelt og en gentagelse af Marshalls sidste film. En gruppe mennesker er på en ekspedition, hvor de er afskåret fra omverdenen og angribes pludselig af en flok udefinerbare monstre. Lige efter bogen fristes man til at sige, men setup’et er til gengæld aldrig blevet belønnet med et så godt pay off som her.
Filmen byder nemlig på den ene skrækindjagende scene efter den anden, som bestemt ikke er for folk med sarte nerver. Faktisk er den en kombination af to stilarter indenfor gysergenren, hvor første halvdels opgave er at bygge langsomt op til den hæsblæsende anden del. I den første del skabes uhyggen mere i form af stemning, belysningsteknikker og små hints, hvor særligt den klaustrofobiske effekt er helt eminent. Man er næsten nødt til at sætte filmen på pause, bare for at komme lidt udenfor og mærke det frie rum omkring sig.
I sidste halvdel indledes blodbadet så, og filmen slår nærmest over i en slasher-stil med sine ekstremt blodige scener, hvor volden er meget eksplicit. Det gode ved denne film er, at den tager sig selv og sit publikum alvorligt, og derfor virker voldsorgierne ikke platte men i stedet særdeles medrivende og ikke mindst skræmmende, idet den klamme stemning på glimrende vis fastholdes.
Håndværket er virkelig godt, hvor Marshall nok engang har udrettet mirakler som instruktør med en forholdsvis lille pose penge i hænderne. Den visuelle side er ualmindelig flot, og filmen ligner en produktion med et langt større budget end det egentlige. Særligt monstrene er vellykkede og særdeles ækle, og det at de har valgt at bruge sminkede skuespillere frem for computeranimation er et glimrende valg, da de er særdeles virkelighedstro.
I disse tider hvor vi hungrer efter et godt gys, kommer ”The Descent” særdeles belejligt. Det er uden tvivl årets klammeste film men vigtigst af alt også en af de mest uhyggelige. Tak til Neil Marshall for at have overbevist os om, at gysergenren ikke er død.
Egentlig er grundplottet simpelt og en gentagelse af Marshalls sidste film. En gruppe mennesker er på en ekspedition, hvor de er afskåret fra omverdenen og angribes pludselig af en flok udefinerbare monstre. Lige efter bogen fristes man til at sige, men setup’et er til gengæld aldrig blevet belønnet med et så godt pay off som her.
Filmen byder nemlig på den ene skrækindjagende scene efter den anden, som bestemt ikke er for folk med sarte nerver. Faktisk er den en kombination af to stilarter indenfor gysergenren, hvor første halvdels opgave er at bygge langsomt op til den hæsblæsende anden del. I den første del skabes uhyggen mere i form af stemning, belysningsteknikker og små hints, hvor særligt den klaustrofobiske effekt er helt eminent. Man er næsten nødt til at sætte filmen på pause, bare for at komme lidt udenfor og mærke det frie rum omkring sig.
I sidste halvdel indledes blodbadet så, og filmen slår nærmest over i en slasher-stil med sine ekstremt blodige scener, hvor volden er meget eksplicit. Det gode ved denne film er, at den tager sig selv og sit publikum alvorligt, og derfor virker voldsorgierne ikke platte men i stedet særdeles medrivende og ikke mindst skræmmende, idet den klamme stemning på glimrende vis fastholdes.
Håndværket er virkelig godt, hvor Marshall nok engang har udrettet mirakler som instruktør med en forholdsvis lille pose penge i hænderne. Den visuelle side er ualmindelig flot, og filmen ligner en produktion med et langt større budget end det egentlige. Særligt monstrene er vellykkede og særdeles ækle, og det at de har valgt at bruge sminkede skuespillere frem for computeranimation er et glimrende valg, da de er særdeles virkelighedstro.
I disse tider hvor vi hungrer efter et godt gys, kommer ”The Descent” særdeles belejligt. Det er uden tvivl årets klammeste film men vigtigst af alt også en af de mest uhyggelige. Tak til Neil Marshall for at have overbevist os om, at gysergenren ikke er død.
30/03-2006
