Som En Actionthriller Skal Drejes, Næsten!
3.0
Under et røveri dræber ung junkie (Fonda) en betjent. Hun anholdes og dømmes til døden. Men i hemmelighed overflyttes hun til en fortroligt regeringsprogram, hvor hun trænes til at være lejemorder for den amerikanske regering.
Da dette remake af den franske actionthriller ”Nikita” kom få år efter originalen, havde mange folk travlt med at rakke ned på og latterliggøre den, også i særdeles usaglige måder, ”da den da næppe kunne være god, når nu den var blevet amerikaniseret og fået en tur i Hollywood-maskinen og ”Nikita” jo så sandelig var fransk” (selv om den langt hen ad vejen mindede i mistænkelig grad om en amerikansk spændingsfilm fra 70’erne, hvad disse folk vist ikke lagde mærke til). Man kan selvfølgelig kritisere at man laver et remake af en så ny og vellykket film som ”Nikita” var, for hvad er pointen med det, uden at tjene penge. Men det gør bare ikke remaket dårligt i sig selv og dårligt er det faktisk ikke. Heller ikke selv om det klart kun er lavet for at ”cash in” på en succesfuld formel, som mange amerikanere måske ikke har set, da de ofte fravælger film med undertekster.
Men kan man i sin ophøjethed se bort fra dette, så er ”Point Of No Return” eller ”The Assassin” som den også er kendt som, faktisk en fint produceret og velfungerende spændingsfilm, der som underholdning ærligt næsten fungerer bedre end originaludgaven, helt enkelt fordi den er drejet som sådan en film skal drejes og stort set kun taber på, at den er usigelig uoriginal.
Instruktør Badham, der medgivet normalt ikke er den mest kvalitative filmskaber, har skåret ind til benet og lavet en sådan film som den skal laves, uden ynkelige forsøg på at snobbe opad med stive intellektuelle eller forlorne artistiske indfald.
Den er tilstået mere poppet end ”Nikita” og mere poleret at se på, men den har også bedre sammensatte action- og spændingsscener og flere af dem, og så er den dejligt stramt fortalt.
Indledningen virker mere montageagtigt og dermed mindre dyb, historien koncentreres mere om hvad der sker efter dødsdommen, altså træningen og de efterfølgende jobs, men på den måde kommer den også hurtigere frem til ”hvad det drejer sig om”. Den mangler måske de fine antydninger, hvor meget ligger i det usagte som i originalen. Her virker det som der siges mere og ikke alt siges lige godt og flere ting vises mere direkte. Men den leverer så varen fornemt på de vigtigste punkter og man behøver derfor ikke skamme sig over at fornøje sig over den.
Dens beskrivelse af vore hovedpersons kærlighedsaffære og forholdet mellem hende og fyren J.P., spillet af en lidt anonym Mulroney, har så også til gengæld nogle plausible problemer, som jeg fandt at originalen kom for let hen over, når nu vi skal have et kærlighedstema indover. Her kommer forholdet og kærligheden ikke til at fremstå helt på samme måde, som en forløsende faktor, den har et mindre romantiseret syn på dette i dens beskrivelse, selv om den ser mere ”romantisk” ud på billedsiden.
Af skuespillere skal næsten altid seværdige Byrne nævnes. Han spiller den rolle som Tchéky Karyo havde i ”Nikita”, men han gør sin figur mere humanistisk end Karyo gjorde, hvad der giver en større kontrast til den kynisme han skal udvise. Det er både godt og skidt, da kontrasten kunne være interessant, men gør karakteren mindre troværdig, særligt i slutningen, der kan fremstå en anelse for sentimental i dens direkte udtryk og beskrivelse af personen. Byrne gør det desuagtet godt nok trods alt. Fonda gør det ligeledes kompetent i hovedrollen, måske lidt mere sødladent end sin ”forgænger” Anne Parillaud, men man køber hendes figur og hun virker mere handlekraftig når Actionscenerne sætter ind. For i øvrigt er det sjovt at se Keitel i næsten samme rolle, som han nogle år efter spiller i Quentin Tarantino’s berømmede (men muligvis lettere overvurderede?) “Pulp Fiction”. I ”Nikita” var det Jean Reno der agerede rollen som den iskolde Victor, der ryddede lig af vejen, men Keitel er i den rolle særdeles uprætentiøst mere skræmmende end ham og dermed bedre.
For ikke at blive ved med blot at sammenligne, så er der kun at sige at søger man en hæderlig og medrivende ”lille” actionthriller, så er ”Point Of No Return/The Assassin” med de rette forventninger, for noget mesterværk er den langtfra, et godt bud. Den er respektabelt håndværk af den slags som amerikanerne er så gode til. Har man ikke set Luc Besson’s originale franske udgave, kan man derfor også roligt lægge en stjerne mere til end jeg har gjort.
Da dette remake af den franske actionthriller ”Nikita” kom få år efter originalen, havde mange folk travlt med at rakke ned på og latterliggøre den, også i særdeles usaglige måder, ”da den da næppe kunne være god, når nu den var blevet amerikaniseret og fået en tur i Hollywood-maskinen og ”Nikita” jo så sandelig var fransk” (selv om den langt hen ad vejen mindede i mistænkelig grad om en amerikansk spændingsfilm fra 70’erne, hvad disse folk vist ikke lagde mærke til). Man kan selvfølgelig kritisere at man laver et remake af en så ny og vellykket film som ”Nikita” var, for hvad er pointen med det, uden at tjene penge. Men det gør bare ikke remaket dårligt i sig selv og dårligt er det faktisk ikke. Heller ikke selv om det klart kun er lavet for at ”cash in” på en succesfuld formel, som mange amerikanere måske ikke har set, da de ofte fravælger film med undertekster.
Men kan man i sin ophøjethed se bort fra dette, så er ”Point Of No Return” eller ”The Assassin” som den også er kendt som, faktisk en fint produceret og velfungerende spændingsfilm, der som underholdning ærligt næsten fungerer bedre end originaludgaven, helt enkelt fordi den er drejet som sådan en film skal drejes og stort set kun taber på, at den er usigelig uoriginal.
Instruktør Badham, der medgivet normalt ikke er den mest kvalitative filmskaber, har skåret ind til benet og lavet en sådan film som den skal laves, uden ynkelige forsøg på at snobbe opad med stive intellektuelle eller forlorne artistiske indfald.
Den er tilstået mere poppet end ”Nikita” og mere poleret at se på, men den har også bedre sammensatte action- og spændingsscener og flere af dem, og så er den dejligt stramt fortalt.
Indledningen virker mere montageagtigt og dermed mindre dyb, historien koncentreres mere om hvad der sker efter dødsdommen, altså træningen og de efterfølgende jobs, men på den måde kommer den også hurtigere frem til ”hvad det drejer sig om”. Den mangler måske de fine antydninger, hvor meget ligger i det usagte som i originalen. Her virker det som der siges mere og ikke alt siges lige godt og flere ting vises mere direkte. Men den leverer så varen fornemt på de vigtigste punkter og man behøver derfor ikke skamme sig over at fornøje sig over den.
Dens beskrivelse af vore hovedpersons kærlighedsaffære og forholdet mellem hende og fyren J.P., spillet af en lidt anonym Mulroney, har så også til gengæld nogle plausible problemer, som jeg fandt at originalen kom for let hen over, når nu vi skal have et kærlighedstema indover. Her kommer forholdet og kærligheden ikke til at fremstå helt på samme måde, som en forløsende faktor, den har et mindre romantiseret syn på dette i dens beskrivelse, selv om den ser mere ”romantisk” ud på billedsiden.
Af skuespillere skal næsten altid seværdige Byrne nævnes. Han spiller den rolle som Tchéky Karyo havde i ”Nikita”, men han gør sin figur mere humanistisk end Karyo gjorde, hvad der giver en større kontrast til den kynisme han skal udvise. Det er både godt og skidt, da kontrasten kunne være interessant, men gør karakteren mindre troværdig, særligt i slutningen, der kan fremstå en anelse for sentimental i dens direkte udtryk og beskrivelse af personen. Byrne gør det desuagtet godt nok trods alt. Fonda gør det ligeledes kompetent i hovedrollen, måske lidt mere sødladent end sin ”forgænger” Anne Parillaud, men man køber hendes figur og hun virker mere handlekraftig når Actionscenerne sætter ind. For i øvrigt er det sjovt at se Keitel i næsten samme rolle, som han nogle år efter spiller i Quentin Tarantino’s berømmede (men muligvis lettere overvurderede?) “Pulp Fiction”. I ”Nikita” var det Jean Reno der agerede rollen som den iskolde Victor, der ryddede lig af vejen, men Keitel er i den rolle særdeles uprætentiøst mere skræmmende end ham og dermed bedre.
For ikke at blive ved med blot at sammenligne, så er der kun at sige at søger man en hæderlig og medrivende ”lille” actionthriller, så er ”Point Of No Return/The Assassin” med de rette forventninger, for noget mesterværk er den langtfra, et godt bud. Den er respektabelt håndværk af den slags som amerikanerne er så gode til. Har man ikke set Luc Besson’s originale franske udgave, kan man derfor også roligt lægge en stjerne mere til end jeg har gjort.
01/04-2006