Lidt af en fuser
2.0
Det var med en dejlig afslappende følelse i kroppen, jeg satte mig til rette foran skærmen og så "Broken Flowers". Jeg var på forhånd klar over det Bill Murray for længst havde droppet underholdningsbaskerne, til fordel for en dybsindig- og eftertænksomhed der som ingen anden klæder hans lille hængeparti af et ansigt. Som vi så ham i "Lost in Translation" spiller han her i "Broken Flowers" en fortabt sjæl uden ære og værdighed, blot på vej til at finde en mening med tilværelsen.
Problemet med denne lille interesandte, men alt for stilpræget film, er... Næ, der var da vist problemet. Det egentlige grundlag for historien om denne livstrætte Don Juan er en ganske fin lille idé, men som kvaliviseret to-timers filmopvisning er der grundige mangler. Humoren i "Broken Flower" leveres af naboen, Winston, der til tider glædeligt giver en hånd med at hæve tempoet, når det langsomt uddør. Og det gør det tit.
Som Sofia Coppola gav os en film der nemt kunne nikkes genkendene til og hvis humor og nedtonede drama var tragikomisk så det helt gjorde ondt, forbliver instruktøren Jim Jarmusch's forsøg så underspillet at det næsten ikke er spillet i adskillige episoder. Lidt som om han er for stolt til at gå på kompromis med den filmiske drivkraft og blot kører derudaf i en lind strøm af kedsomhed.
Hvis instruktøren har en historie, og det har han da nok, så fik jeg aldrig fat i den. Under alle omstændigheder er manden i sin nye film ikke god til at klargøre sin pointe på nogen måde og "Broken Flowers" ender som en film sit publikum helt i gennem selv må fortolke. Og da filmen selv, for mig at se, langt fra gav med et anstændigt alternativt bud, må Jarmusch intentioner siges at være ligeså særprægede som de er fesne.
Problemet med denne lille interesandte, men alt for stilpræget film, er... Næ, der var da vist problemet. Det egentlige grundlag for historien om denne livstrætte Don Juan er en ganske fin lille idé, men som kvaliviseret to-timers filmopvisning er der grundige mangler. Humoren i "Broken Flower" leveres af naboen, Winston, der til tider glædeligt giver en hånd med at hæve tempoet, når det langsomt uddør. Og det gør det tit.
Som Sofia Coppola gav os en film der nemt kunne nikkes genkendene til og hvis humor og nedtonede drama var tragikomisk så det helt gjorde ondt, forbliver instruktøren Jim Jarmusch's forsøg så underspillet at det næsten ikke er spillet i adskillige episoder. Lidt som om han er for stolt til at gå på kompromis med den filmiske drivkraft og blot kører derudaf i en lind strøm af kedsomhed.
Hvis instruktøren har en historie, og det har han da nok, så fik jeg aldrig fat i den. Under alle omstændigheder er manden i sin nye film ikke god til at klargøre sin pointe på nogen måde og "Broken Flowers" ender som en film sit publikum helt i gennem selv må fortolke. Og da filmen selv, for mig at se, langt fra gav med et anstændigt alternativt bud, må Jarmusch intentioner siges at være ligeså særprægede som de er fesne.
02/04-2006
