Fisketur uden stor fangst
4.0
Ang Lees "Brokeback Mountain" er smuk filmet, smuk spillet, smuk instrueret, og musikken er fantastisk, men den levede ikke op til sit enorme hype eller til mine forventninger affødt deraf.
Filmen om den ensomme og forvirrede homoseksuelle cowboy Ennis (Heath Ledger) dragede mig aldrig tilstrækkeligt. Efter de første 45 min hvor filmen opbygger den store kærlighed til Jack (Jake Gyllenhaal), hvor de to for første gang mødes og forelsker sig blandt fårene på Brokeback Mountain i starten af 1960'erne, forsøger filmen pludselig at dække tyve år i løbet af resten af filmens spilletid med alle de konflikter og problemer, der opstår i løbet af de år. Filmen formår at holde et fokus i løbet af den tid, men de store tidsspring gjorde det svært at komme tæt ind på karaktererne og situationen, og ikke mindst karakterudviklingen.
Man kunne have lavet en film om Jack og Ennis' fisketure alene. Eller man kunne have lavet en film om de første fem år, og nå dybere ind på Ennis og konen (Michelle Williams). Det er selvfølgelig en vigtig pointe at de to cowboys håndterer deres seksualitet og deres kærlighed forskelligt, så det er forståeligt, at de også har inkluderet mange episoder fra Jacks liv i Texas med sin rodeobabe (Anne Hathaway), der efterhånden bliver mere afbleget.
Men det meste af filmen lod til at udspille sig i fast forward. Endda så meget, at en temamelodi fra en scene om de to cowboys umulige kærlighed kører over i den næste scene, hvor Ennis skændes med konen. Det kan måske godt være, at der var tiltænkt noget symbolsk med dette, men for mig virkede scenerne alt for afkortede. Selv i de første 45 minutter hvor ”kun” en enkelt sommer skildres (hele filmen kunne handle om den sommer og nå at få de samme pointer med), er der ikke plads ved at dvæle ved landskaberne og billederne, som jo er en stor del af historiefortælling, når vi taler om film.
Jeg siger mange negative ting om en film, som jeg i bund og grund syntes om, men læs dette som en modreaktion på en overvægt af positiv kritik, der muligvis igen er en modreaktion på negative reaktioner til det tabu, som ”Brokeback Mountain” kommer ind på. Hvis filmen kan hjælpe folk til et mere nuanceret syn på homoseksualitet, så er den ganske fin som et kulturelt og muligvis politisk fænomen. Og det er måske ikke et emne, der behandles så tit i mainstream Hollywood.
Men for mig at se var svenske ”Fucking Åmål”, der også behandlede homoseksualitet i et snæversynet og intolerant miljø (i ”Åmål” er der endda tale om nutid). ”Åmål” kommer selvfølgelig ikke ind og ændrer på billedet af maskuline idealer, da der er tale om teenagepiger i stedet for Marlboromænd. Men alligevel havde jeg lettere ved at købe fortællingen og kærligheden i ”Åmål”. Måske fordi den mere tidsmæssigt og dramatisk afgrænsede historie i ”Åmål” virkede mere effektivt på mig på trods af den lyserøde slutning.
Som sagt er ”Brokeback” en ganske god film. En fast forward tur i en arret sjæl. Anbefalelsesværdig, men ikke noget vidunder.
Filmen om den ensomme og forvirrede homoseksuelle cowboy Ennis (Heath Ledger) dragede mig aldrig tilstrækkeligt. Efter de første 45 min hvor filmen opbygger den store kærlighed til Jack (Jake Gyllenhaal), hvor de to for første gang mødes og forelsker sig blandt fårene på Brokeback Mountain i starten af 1960'erne, forsøger filmen pludselig at dække tyve år i løbet af resten af filmens spilletid med alle de konflikter og problemer, der opstår i løbet af de år. Filmen formår at holde et fokus i løbet af den tid, men de store tidsspring gjorde det svært at komme tæt ind på karaktererne og situationen, og ikke mindst karakterudviklingen.
Man kunne have lavet en film om Jack og Ennis' fisketure alene. Eller man kunne have lavet en film om de første fem år, og nå dybere ind på Ennis og konen (Michelle Williams). Det er selvfølgelig en vigtig pointe at de to cowboys håndterer deres seksualitet og deres kærlighed forskelligt, så det er forståeligt, at de også har inkluderet mange episoder fra Jacks liv i Texas med sin rodeobabe (Anne Hathaway), der efterhånden bliver mere afbleget.
Men det meste af filmen lod til at udspille sig i fast forward. Endda så meget, at en temamelodi fra en scene om de to cowboys umulige kærlighed kører over i den næste scene, hvor Ennis skændes med konen. Det kan måske godt være, at der var tiltænkt noget symbolsk med dette, men for mig virkede scenerne alt for afkortede. Selv i de første 45 minutter hvor ”kun” en enkelt sommer skildres (hele filmen kunne handle om den sommer og nå at få de samme pointer med), er der ikke plads ved at dvæle ved landskaberne og billederne, som jo er en stor del af historiefortælling, når vi taler om film.
Jeg siger mange negative ting om en film, som jeg i bund og grund syntes om, men læs dette som en modreaktion på en overvægt af positiv kritik, der muligvis igen er en modreaktion på negative reaktioner til det tabu, som ”Brokeback Mountain” kommer ind på. Hvis filmen kan hjælpe folk til et mere nuanceret syn på homoseksualitet, så er den ganske fin som et kulturelt og muligvis politisk fænomen. Og det er måske ikke et emne, der behandles så tit i mainstream Hollywood.
Men for mig at se var svenske ”Fucking Åmål”, der også behandlede homoseksualitet i et snæversynet og intolerant miljø (i ”Åmål” er der endda tale om nutid). ”Åmål” kommer selvfølgelig ikke ind og ændrer på billedet af maskuline idealer, da der er tale om teenagepiger i stedet for Marlboromænd. Men alligevel havde jeg lettere ved at købe fortællingen og kærligheden i ”Åmål”. Måske fordi den mere tidsmæssigt og dramatisk afgrænsede historie i ”Åmål” virkede mere effektivt på mig på trods af den lyserøde slutning.
Som sagt er ”Brokeback” en ganske god film. En fast forward tur i en arret sjæl. Anbefalelsesværdig, men ikke noget vidunder.
02/04-2006
