Eastwood's Bud På Den Amerikanske Drøm
4.0
Den fattige Maggie (Swank) vil have den aldrende boksetræner Frankie (Eastwood) til at tage hende under sine vinger og gøre hende til en succes. Modvilligt tager han langsomt imod opgave og hendes talent bringer dem hurtigt mod toppen.
Legendariske Eastwood lader til at han i sit livs efterår, kan blive ved med at levere den ene gode film efter den anden, både som instruktør og skuespiller. Det er ikke dem alle der måske ender som renommerede værker, som tilfældet var med ”Unforgiven” eller ”Mystic River”, men de fleste af dem er ikke desto mindre af fortrinlig kvalitet og oser langt væk af dygtigt håndværk, fra en mand der kender sin metier. Boksedramaet ”Million Dollar Baby” hører også til blandt de bedre film han har stået bag, skønt ikke de bedste.
På mange måder er det et minimalistisk drama, men det emmer af store og uforløste følelser, der ofte, men ikke altid, med fine nuancer insinueres mere end de vises, men mest i første halvdel. Selve handlingen ligner til at begynde med den klichefyldte historie om outsider der klarer sig mod alle odds, altså den gammelkendte fortælling om den amerikanske drøm. Men Eastwood vil mere end dette, for han ved godt at den amerikanske drøm for mange mennesker for altid vil forblive en fjern drøm, uanset hvor meget og hvor hårdt de arbejder for den. Derfor ændrer filmen overrumplende fokus et godt stykke inde i fortællingen, hvor tilfældets luner slår til og er med til at forme vor skæbne som menneske og det gør den så brat, som når en ulykke rammer i den virkelige verden, man når næsten ikke at forholde sig til den, før hen mod slutningen. Den bliver nu til en film der stiller et etisk spørgsmål, mens den amerikanske drøm sagte punkteres og udstilles. Mod slutningen bliver filmen en anelse mere insisterende i sit tone, et par steder næsten for meget. Men man røres ikke desto mindre og gribes af den tragiske fortælling der åbner sig op og det er her filmens stærkeste holdninger er at finde, selv om personerne virkede lidt mindre firkantet og umiddelbare i første halvdel.
På billedsiden viser Eastwood fornemme takter udi det simplificerede, noget han ofte gør i sine film, hvor en uprætentiøst, smuk og ofte dunkel scenografi og belysning giver en elegant visuel symbolik for vore tre hovedpersoner, der alle står i livets skyggeside.
I en af hovedrollerne har Eastwood sat sig selv, som den aldrende træner der næsten har mistet troen på tilværelsen og lykken, men begynder at ane håbet da han langsomt tør begynde at nære tillid til sin unge bokser. Han gør det godt og overbevisende, men karakteren virker også velkendt, hvad der medgivet måske mere ligger i hans måde at spille den på. Swank har før bevist at hun kan spille røven ud af bukserne, hvis hun får de rigtige roller og den han hun i sandhed fået her og hun svigter ikke. Hun er eminent som ”white-trash” pigen, der egentlig er blevet lidt for gammel til at nå noget som bokser, men udviser en sådan offervilje og styrke at hun alligevel får chancen eller tager den. Hun betaler i sidste ende også prisen, men havde i teorien heller intet rigtigt alternativ og dette symboliserer Swank så fornemt, at man fuldt og fast tror på hendes figur. Hun fik helt fortjent en Oscar for sin indsats og så er det derudover godt at se en kvinde i sådan en rolle, der normalt ellers tilfalder en mand. Freeman har i rollen som den afdankede tidligere bokser, der nu arbejder med at holde rent i boksecentreret, høstet store roser og en Oscar for bedste mandlige birolle, hvad der for mig så til gengæld er helt uforståeligt. Jeg finder ham ganske simpelt rædselsfuld i en klichefyldt rolle, der som samvittighedens stemme altid har en småfilosofisk bemærkning på læben og oser af livsvisdom, trods hans fiasko som menneske. Normalt har jeg intet imod Freeman, tværtimod. Men her falder han ifølge mig, totalt igennem både som skuespiller og den karakter han forgæves forsøger at blæse lidt troværdighed ind i.
Filmen modtog endvidere en Oscar for bedste instruktion og bedste film. Heri var jeg så ikke enig, da jeg mener at ”The Aviator” af Martin Scorsese er en bedre og især flottere film. Men det kan ikke tage fra ”Million Dollar Baby” at det stadig er et rigtigt godt og velfungerende drama, hvor de spændende og kompetente boksescener går formidabelt hånd i hånd med den mere eftertænksomme historie.
Legendariske Eastwood lader til at han i sit livs efterår, kan blive ved med at levere den ene gode film efter den anden, både som instruktør og skuespiller. Det er ikke dem alle der måske ender som renommerede værker, som tilfældet var med ”Unforgiven” eller ”Mystic River”, men de fleste af dem er ikke desto mindre af fortrinlig kvalitet og oser langt væk af dygtigt håndværk, fra en mand der kender sin metier. Boksedramaet ”Million Dollar Baby” hører også til blandt de bedre film han har stået bag, skønt ikke de bedste.
På mange måder er det et minimalistisk drama, men det emmer af store og uforløste følelser, der ofte, men ikke altid, med fine nuancer insinueres mere end de vises, men mest i første halvdel. Selve handlingen ligner til at begynde med den klichefyldte historie om outsider der klarer sig mod alle odds, altså den gammelkendte fortælling om den amerikanske drøm. Men Eastwood vil mere end dette, for han ved godt at den amerikanske drøm for mange mennesker for altid vil forblive en fjern drøm, uanset hvor meget og hvor hårdt de arbejder for den. Derfor ændrer filmen overrumplende fokus et godt stykke inde i fortællingen, hvor tilfældets luner slår til og er med til at forme vor skæbne som menneske og det gør den så brat, som når en ulykke rammer i den virkelige verden, man når næsten ikke at forholde sig til den, før hen mod slutningen. Den bliver nu til en film der stiller et etisk spørgsmål, mens den amerikanske drøm sagte punkteres og udstilles. Mod slutningen bliver filmen en anelse mere insisterende i sit tone, et par steder næsten for meget. Men man røres ikke desto mindre og gribes af den tragiske fortælling der åbner sig op og det er her filmens stærkeste holdninger er at finde, selv om personerne virkede lidt mindre firkantet og umiddelbare i første halvdel.
På billedsiden viser Eastwood fornemme takter udi det simplificerede, noget han ofte gør i sine film, hvor en uprætentiøst, smuk og ofte dunkel scenografi og belysning giver en elegant visuel symbolik for vore tre hovedpersoner, der alle står i livets skyggeside.
I en af hovedrollerne har Eastwood sat sig selv, som den aldrende træner der næsten har mistet troen på tilværelsen og lykken, men begynder at ane håbet da han langsomt tør begynde at nære tillid til sin unge bokser. Han gør det godt og overbevisende, men karakteren virker også velkendt, hvad der medgivet måske mere ligger i hans måde at spille den på. Swank har før bevist at hun kan spille røven ud af bukserne, hvis hun får de rigtige roller og den han hun i sandhed fået her og hun svigter ikke. Hun er eminent som ”white-trash” pigen, der egentlig er blevet lidt for gammel til at nå noget som bokser, men udviser en sådan offervilje og styrke at hun alligevel får chancen eller tager den. Hun betaler i sidste ende også prisen, men havde i teorien heller intet rigtigt alternativ og dette symboliserer Swank så fornemt, at man fuldt og fast tror på hendes figur. Hun fik helt fortjent en Oscar for sin indsats og så er det derudover godt at se en kvinde i sådan en rolle, der normalt ellers tilfalder en mand. Freeman har i rollen som den afdankede tidligere bokser, der nu arbejder med at holde rent i boksecentreret, høstet store roser og en Oscar for bedste mandlige birolle, hvad der for mig så til gengæld er helt uforståeligt. Jeg finder ham ganske simpelt rædselsfuld i en klichefyldt rolle, der som samvittighedens stemme altid har en småfilosofisk bemærkning på læben og oser af livsvisdom, trods hans fiasko som menneske. Normalt har jeg intet imod Freeman, tværtimod. Men her falder han ifølge mig, totalt igennem både som skuespiller og den karakter han forgæves forsøger at blæse lidt troværdighed ind i.
Filmen modtog endvidere en Oscar for bedste instruktion og bedste film. Heri var jeg så ikke enig, da jeg mener at ”The Aviator” af Martin Scorsese er en bedre og især flottere film. Men det kan ikke tage fra ”Million Dollar Baby” at det stadig er et rigtigt godt og velfungerende drama, hvor de spændende og kompetente boksescener går formidabelt hånd i hånd med den mere eftertænksomme historie.
02/04-2006
