Åh Disse Minder...
3.0
Den indelukkede Hakman (Williams) lever af at være “cutter”. En der ved hjælp af en form for chip der har været indopereret i et menneske siden fødsel, klipper de bedste minder sammen af deres liv til en dokumentarfilm til de efterladte. I samfundet er der en bevægelse der er stor modstander af dette og det bringer Hakman i fare, da de vil have fat i hans seneste opgave, som bevis for det forkerte i denne teknologi.
Afdæmpet sci-fic thriller der bygger sin historie på en interessant tanke og en spændende ide, der selv om den er brugt i en eller anden form før, ville kunne bruges til noget originalt eller i det mindste vedkommende og tankevækkende.
Desværre føler man ikke at ideen udnyttes godt nok og den famlede historie, der aldrig rigtigt ved hvor den egentlig vil hen, bidrager heller ikke til at filmen efterlader det indtryk den kunne have gjort. De psykologiske aspekter som filmen prøver at komme ind på, de åbner sig ganske enkelt aldrig op og bliver et tematisk holdepunkt der kan bygges op omkring. Folkene bag har såre simpelt ikke fået nok ud af oplægget. Den vellykkede nedtonede billedside og filmens fortællermæssige stil, skaber ellers en god stemning man gribes af fra første øjeblik.
I hovedrollen er Williams ikke dårlig og han har før bevist, at han mester disse skæve eksistenser i de mere seriøse film. Desværre får hans hang til det melankolske for meget tag i ham et stykke hen ad vejen og er tæt på at gøre rollen mere utålelig end egentlig god. I de to større biroller får man desuden indtrykket af, at både Sorvino og Caviezel ikke rigtigt er med på hvad deres karakterer går ud på og hvad de skal få frem. Sorvino falmer nærmest i blinde og Caviezel vandrer ud og ind af historien uden at gøre sig til en del af den og det trods hans karakters store betydning i selve hovedplottet.
”The Final Cut” er ingen dårlig film, den har sine momenter af hæderlig spænding og fængende drama, men ikke nok af nogen af delene til at den virker fyldestgørende. Særligt er det ærgerligt når den kunne have været så meget mere end den er blevet til, for det indtryk efterlader den en med. Den tåler alligevel at blive set, for kedelig bliver den aldrig.
Afdæmpet sci-fic thriller der bygger sin historie på en interessant tanke og en spændende ide, der selv om den er brugt i en eller anden form før, ville kunne bruges til noget originalt eller i det mindste vedkommende og tankevækkende.
Desværre føler man ikke at ideen udnyttes godt nok og den famlede historie, der aldrig rigtigt ved hvor den egentlig vil hen, bidrager heller ikke til at filmen efterlader det indtryk den kunne have gjort. De psykologiske aspekter som filmen prøver at komme ind på, de åbner sig ganske enkelt aldrig op og bliver et tematisk holdepunkt der kan bygges op omkring. Folkene bag har såre simpelt ikke fået nok ud af oplægget. Den vellykkede nedtonede billedside og filmens fortællermæssige stil, skaber ellers en god stemning man gribes af fra første øjeblik.
I hovedrollen er Williams ikke dårlig og han har før bevist, at han mester disse skæve eksistenser i de mere seriøse film. Desværre får hans hang til det melankolske for meget tag i ham et stykke hen ad vejen og er tæt på at gøre rollen mere utålelig end egentlig god. I de to større biroller får man desuden indtrykket af, at både Sorvino og Caviezel ikke rigtigt er med på hvad deres karakterer går ud på og hvad de skal få frem. Sorvino falmer nærmest i blinde og Caviezel vandrer ud og ind af historien uden at gøre sig til en del af den og det trods hans karakters store betydning i selve hovedplottet.
”The Final Cut” er ingen dårlig film, den har sine momenter af hæderlig spænding og fængende drama, men ikke nok af nogen af delene til at den virker fyldestgørende. Særligt er det ærgerligt når den kunne have været så meget mere end den er blevet til, for det indtryk efterlader den en med. Den tåler alligevel at blive set, for kedelig bliver den aldrig.
05/04-2006
