Sennep på jordbær
4.0
I Chaplins stumfilm er jeg altid imponeret af, hvordan han kun i kraft af billeder frembringer så mange følelser og nuancer til sine film, og det er først og fremmest det, som hans film huskes for. Men her er der flere steder, hvor han formår at bruge lyd.
Moderne komikere såsom har ganske sikkert taget ved lære af Chaplins udfoldelser i hysterisk tale som diktatoren Hynkel. Men det mest imponerende er, at hvor det i dag ville være helt sikkert og problemfrit at tage pis på Hitler, så gør Chaplin det i 1940, hvor Nazityskland for alvor indledte 2. Verdenskrig, og USA var. ”The Great Dictator” er nok den mest berømte farce over Hitler og Nazityskland i det hele taget, og en af de eneste, der blev lavet før USA's engagement.
Chaplin lavede filmen, da en ven sagde, at Hitler og Chaplin lignede hinanden. De to har nogenlunde samme højde og statur, og de er omtrent lige gamle, og de har begge et karakteristisk overskæg. Men de brugte deres talenter til noget meget forskelligt.
I denne film spiller Chaplin både diktatoren Hynkel og en jødisk barber, der lukkes ud i Nazityskland (eller Tomania som landet hedder i filmen) efter tyve år på et hospital efter 1. Verdenskrig, så han ikke kender noget til jødehadet, som Hynkel har sat for dagen. Den ene kæmper for overlevelse og kærligheden i jødeghettoen, hvor politiet gør livet til et helvede. Den anden danser med en globus og skændes med andre diktatorer.
Filmen er nok mest interessant som et historisk produkt, snarere end som film. Det er trods alt en firkantet farce om noget meget alvorligt og tragisk. Stormtropperne opfører sig som en flok teenagebøller, der synger sange og kaster med tomater. Men Chaplin sagde senere, at hvis han havde vidst, hvor meget skade regimet havde forvoldt, så ville han ikke kunne have gjort grin med det på samme måde.
Det er nu heller ikke så sjovt som i de tidligere film. Og stemningen fra stumfilmene oversættes ikke altid lige godt til lydfilm. Den kønne, unge pige i filmen (Paulette Goddard) ville virke meget mere køn, hvis hun ikke åbnede munden og sagde: ”Gee, ain't I cute”, da hun ser sig selv i spejlet. Den sidste tale i filmen passer heller ikke i forhold til karakteren, men i det tilfælde blev noget andet prioriteret.
Der er dog nogle gode øjeblikke ind imellem ud over den gale diktator. Den bedste detalje i filmen er, da Chaplin som barberen i pantomime fortæller sin krigskammerat, at Hynkels tropper er på trapperne. Da det er en talefilm, forstår kammeraten ham selvfølgelig ikke, så pigen fortæller det igen denne gang med snak.
Alt i alt er den som film ikke på niveau med Chaplins andre udflugter, men den er helt bestemt historisk interessant. Filmens slutning blev for eksempel ændret til en tale om demokratiets goder, da Chaplin hørte om Tysklands invasion af Frankrig. Som historisk produkt kan filmen slet ikke placeres på nogen skala.
Moderne komikere såsom har ganske sikkert taget ved lære af Chaplins udfoldelser i hysterisk tale som diktatoren Hynkel. Men det mest imponerende er, at hvor det i dag ville være helt sikkert og problemfrit at tage pis på Hitler, så gør Chaplin det i 1940, hvor Nazityskland for alvor indledte 2. Verdenskrig, og USA var. ”The Great Dictator” er nok den mest berømte farce over Hitler og Nazityskland i det hele taget, og en af de eneste, der blev lavet før USA's engagement.
Chaplin lavede filmen, da en ven sagde, at Hitler og Chaplin lignede hinanden. De to har nogenlunde samme højde og statur, og de er omtrent lige gamle, og de har begge et karakteristisk overskæg. Men de brugte deres talenter til noget meget forskelligt.
I denne film spiller Chaplin både diktatoren Hynkel og en jødisk barber, der lukkes ud i Nazityskland (eller Tomania som landet hedder i filmen) efter tyve år på et hospital efter 1. Verdenskrig, så han ikke kender noget til jødehadet, som Hynkel har sat for dagen. Den ene kæmper for overlevelse og kærligheden i jødeghettoen, hvor politiet gør livet til et helvede. Den anden danser med en globus og skændes med andre diktatorer.
Filmen er nok mest interessant som et historisk produkt, snarere end som film. Det er trods alt en firkantet farce om noget meget alvorligt og tragisk. Stormtropperne opfører sig som en flok teenagebøller, der synger sange og kaster med tomater. Men Chaplin sagde senere, at hvis han havde vidst, hvor meget skade regimet havde forvoldt, så ville han ikke kunne have gjort grin med det på samme måde.
Det er nu heller ikke så sjovt som i de tidligere film. Og stemningen fra stumfilmene oversættes ikke altid lige godt til lydfilm. Den kønne, unge pige i filmen (Paulette Goddard) ville virke meget mere køn, hvis hun ikke åbnede munden og sagde: ”Gee, ain't I cute”, da hun ser sig selv i spejlet. Den sidste tale i filmen passer heller ikke i forhold til karakteren, men i det tilfælde blev noget andet prioriteret.
Der er dog nogle gode øjeblikke ind imellem ud over den gale diktator. Den bedste detalje i filmen er, da Chaplin som barberen i pantomime fortæller sin krigskammerat, at Hynkels tropper er på trapperne. Da det er en talefilm, forstår kammeraten ham selvfølgelig ikke, så pigen fortæller det igen denne gang med snak.
Alt i alt er den som film ikke på niveau med Chaplins andre udflugter, men den er helt bestemt historisk interessant. Filmens slutning blev for eksempel ændret til en tale om demokratiets goder, da Chaplin hørte om Tysklands invasion af Frankrig. Som historisk produkt kan filmen slet ikke placeres på nogen skala.
05/04-2006
