Had/Kærlighed: Den frustrerende klassiker

Som overskriften på dette indlæg antyder er instruktøren Stanley Kubrick's sidste film; Eyes Wide Shut, en til dels frustrerende film for mig. Samtidig er den noget nær en klassiker netop på grund af dette faktum.
Alt i alt er det nogle lidt ambivalente følelser jeg har overfor denne film.

Frustrerende er den dog, synes jeg.
Slet ikke fordi det er nogen dårlig film - faktisk langt fra, men fordi jeg hele tiden sidder med den fornemmelse af at den kunne være blevet til mere end hvad den er.

Det forekommer mig, at der er adskillige meget interessante områder i historien og plottet, der kunne være udforsket videre og langt dybere i. Også for at belyse lidt omkring skyggesiderne af plottet bare lidt, men det kommer jeg nærmere ind på længere nede.

Faktisk er det som om filmen ind imellem driller med flere af dens særdeles stemningsmættede billeder og scenerier, samt flere interessante såvel som lovende karakterer.
Eventuelle fokuspunkter som der desværre aldrig vendes tilbage til.
Desværre.

Selv filmens vel nok mest omtalte scene; maskeballet / sex-orgiet, der introducerer filmens første egentlige element af suspense afskrives rimeligt hurtigt til en lettere utilfredsstillende semi-konklusion.

Til trods for de ovennævnte kritikpunkter kan jeg rigtig godt lide Eyes Wide Shut.
Måske især efter adskillige gennemsyn.
Samtidig tror jeg det har noget at gøre med det der interessante aspekt den indeholder;
nemlig at den aldrig rigtigt besvarer alle de spørgsmål den stiller.

Som seer sidder man og leder efter spor og svar, men i stedet endte jeg med flere spørgsmål..

Alligevel tiltrækker Eyes Wide Shut mig gang på gang og jeg nyder det hver gang - til trods for frustrationerne undervejs.