Pisk til tryghedsnarkomanien
4.0
Ordet "terror" er historisk set kun blevet brugt om en statsmagt, der terroriserer sine borgere. Terror-regimer har der været utallige af gennem historien.
Men i vor tid har vi som bekendt helt opgivet at opfatte staten som en trussel. Terror er blevet noget udefra kommende, som statsmagten skal beskytte os imod.
Det er et meget interessant holdningsskifte, som dog til dels er forståeligt. Men måske også kun til dels, for vi kan vel ikke sige os fri for, at staten nok gør sit yderste for at manipulere med os. Vi tror, vi ved, hvad der foregår. Det behøver man ikke være konspirationsteoretiker for at tilslutte sig.
"V for vendetta" er i udpræget grad en science fiction-fortælling med adresse til vor tids - efter filmens opfattelse - meget kontraproduktive frygt for terror.
Et magtsygt, højrefascistisk politisk apparat har med støtte fra borgernes frygtsomme stemmer forvandlet Storbritannien til en politistat, hvor ytrings- og forsamlingsfriheden er blevet inddraget af hensyn til sikkerheden.
Men statens beskyttelsesvanvid har utilsigtet skabt et fysisk overlegent misfoster. En torteret dissident, som er blevet brugt til medicinske eksperimenter er blevet vansiret, men har bevaret sit sind og i tilgift fået lynreflekser, som han - med historisk inspiration fra 1500-tals-sabotøren Guy Fawkes - har valgt at udnytte til at gi' statens terrorapparat et "modspil" under kodenavnet "V".
Det kommer ikke til at gå stille af. Momentvis hvisler knivene gennem luften, så blodet står i kaskader og lemmerne på de mange politisoldater flås i stumper.
En lidt langtrukket forestilling, som dog begrundes i masser af aktuel samfundsrefleksion og navnlig indignation i elegant indpakning i form af den højlitterære "V".
Køber man filmens samfundskritik (og det synes jeg naturligvis, at alle burde gøre) er der hér en sjælden actionfilm med indholdsmæssig substans og det for den genre lidt usædvanlige budskab, at "idéer er stærkere end mennesker".
Men i vor tid har vi som bekendt helt opgivet at opfatte staten som en trussel. Terror er blevet noget udefra kommende, som statsmagten skal beskytte os imod.
Det er et meget interessant holdningsskifte, som dog til dels er forståeligt. Men måske også kun til dels, for vi kan vel ikke sige os fri for, at staten nok gør sit yderste for at manipulere med os. Vi tror, vi ved, hvad der foregår. Det behøver man ikke være konspirationsteoretiker for at tilslutte sig.
"V for vendetta" er i udpræget grad en science fiction-fortælling med adresse til vor tids - efter filmens opfattelse - meget kontraproduktive frygt for terror.
Et magtsygt, højrefascistisk politisk apparat har med støtte fra borgernes frygtsomme stemmer forvandlet Storbritannien til en politistat, hvor ytrings- og forsamlingsfriheden er blevet inddraget af hensyn til sikkerheden.
Men statens beskyttelsesvanvid har utilsigtet skabt et fysisk overlegent misfoster. En torteret dissident, som er blevet brugt til medicinske eksperimenter er blevet vansiret, men har bevaret sit sind og i tilgift fået lynreflekser, som han - med historisk inspiration fra 1500-tals-sabotøren Guy Fawkes - har valgt at udnytte til at gi' statens terrorapparat et "modspil" under kodenavnet "V".
Det kommer ikke til at gå stille af. Momentvis hvisler knivene gennem luften, så blodet står i kaskader og lemmerne på de mange politisoldater flås i stumper.
En lidt langtrukket forestilling, som dog begrundes i masser af aktuel samfundsrefleksion og navnlig indignation i elegant indpakning i form af den højlitterære "V".
Køber man filmens samfundskritik (og det synes jeg naturligvis, at alle burde gøre) er der hér en sjælden actionfilm med indholdsmæssig substans og det for den genre lidt usædvanlige budskab, at "idéer er stærkere end mennesker".
07/04-2006
