- Nu med gnavne rensdyr -

2.0
Forsættelsen til det amerikanske gyser-remake ”The Ring” er som sådan berettiget, idet der også er lavet en til den originale japanske udgave. Sagen er bare den, at filmen alligevel ikke følger dette manuskript, og når man så samtidig ser på det endelige resultat, må man konkludere, at dette så absolut er en unødvendig efterfølger.

Den største skuffelse består i, at det er Hideo Nakata, manden bag de originale film, der sidder i instruktørsædet. Havde man været i det ærinde blot at tjene nogle hurtige penge og derfor havde ansat en middelmådig instruktør, kunne man bedre acceptere en ringe kvalitet, men når nu det er skaberen selv, der er ved roret, bliver man ærlig talt skuffet, når slutresultatet er så dårligt, som det er her.

Bevares, som gyser er den da ikke helt mislykket. Stemningen er i den skumle ende i det meste af filmens varighed, og de obligatoriske chokmomenter virker nogenlunde efter hensigten. Men som filmen skrider frem, bliver historien mere og mere banal, og selvom den røde tråd er at finde, så er det lidt som om, at man fortæller en historie, der ikke er værd at fortælle. Intensiteten og den glimrende spænding, der var at finde i etteren, opnås på ingen måde her.

Oplevelsen ødelægges yderligere af nogle malplacerede scenarier, som på mislykket vis forsøger at virke skrækindjagende. Værste eksempel er scenen, hvor en flok rensdyr går til angreb på vores hovedpersoner i en bil. Ikke alene er de CGI-genererede dyr kunstige at se på, men situationen i sig selv er også direkte tåbelig og ufrivillig komisk.

Så alt i alt en dårlig og helt igennem unødvendig 2’er. Se hellere den første film igen af Verbinski. Den har alt det, som denne ikke har.
The Ring 2