- Talentet sejrer over klichéen -

4.0
Efter den habilt underholdende ”The Rundown” er instruktør Peter Berg tilbage med en lige så underholdende film, dog i en lidt anden boldgade, da det menneskelige drama er i fokus her.

På forhånd ligner filmen en vaskeægte kliché med sin historie om et amerikansk fodbold-holds vej til succes. Og jo, man har da også set det hele før (ens tanker falder med gru på den forfærdelige ”Remember The Titans”), men Berg håndterer de forslidte temaer glimrende og er her endt med en både medrivende og vedkommende film.

Som sportsfilm er den intensiv og Bergs actionprægede kameraføring passer perfekt til tempoet i sporten, hvor de gevaldige kropstacklinger og lange løbeture er fermt fotograferet. Det er i det hele taget en lækker film rent visuelt, hvor håndværket er i orden.

Også i det menneskelige drama fungerer filmen godt, hvor vi kommer tæt på karaktererne, og hvor man klogelig har styret udenom sødsuppen. Faktisk er der indtil flere scener, hvor dramaet er ganske godt og ikke mindst ægte, og hvor der også gives plads til smerten.

Skuespillet løfter filmen meget, hvor mange gode præstationer kan noteres blandt de unge skuespillere udover en som altid velspillende Billy Bob Thornton i rollen som holdets træner. Særligt Derek Luke bør nævnes, da han fortsætter de gode takter han viste i gennembrudsrollen i ”Antwone Fisher”.

Efter at have serveret rendyrket underholdning i ”The Rundown” har Berg her kombineret den heftige klippeteknik med det sobre drama, og det må siges at være lykkedes ganske godt. ”Friday Night Lights” er uden tvivl en anbefaling værd.
Friday Night Lights