Se den, vil den!

Med filmen En Soap formår Pernille Fischer Christensen at opnå publikums fulde opmærksomhed og giver denne en oplevelse, som man ikke kunne være foruden. Ved netop at benytte sig af soap stilen, virker filmen ekstremt realistisk og kommer ind under huden på én. Som publikum føler man sig som fluen på væggen eller som om, at man ser en fremmed familie's hjemmevideo, hvilket kan være en meget stærk oplevelse. Men denne effekt forekommer dog yderst ubehagelig til tider, fordi man kommer så tæt ind på livet af folk, som man egentlig ikke bryder sig om. Trine Durholms rolle, som en meget identitetsforvirret kvinde, der mangler forandring og nyt indhold i sit liv, udtrykker sig i denne forvirring i en meget grov og kold facon overfor sine medmennesker, hvilket virker meget frastødende. Hvorimod underboens kønsforvirring og manglende opbakning og støtte derhjemmefra får sympatien og medlidenheden op i én. En Soap er altså en film, hvor man når hele følelsesregisteret igennem, hvilket vel i høj grad også betegner den følelsesforvirring som karakteriserer de to hovedpersoner.
Alt i alt giver denne film en god oplevelse, men man skal i høj grad også ville den. Som publikum er det for nemt bare at sætte sig tilbage i sæddet og lade filmen glide over skærmen som ren underholdning. For filmens og ens egen skyld er det af stor vigtighed, at man fordyber sig i de følelsesspil, der udspiller sig, fordi så vil man se filmen udfolde sig.