The Sons Of Evelyn Mercer
3.0
Da kvinden Evelyn (Flanagan) brutalt skydes ned under et tilsyneladende tilfældigt røveri, samles fire rødder (Wahlberg, Gibson, Benjamin, Hedlund) for at hævne deres fostermor.
For instruktør Singleton er ”Four Brothers” et skridt opad i forhold til den indskrænkede ”no-brainer” actionfilm ”2 Fast 2 Furious”, men den når ikke op til hvad der regnes som hans bedste film ”Boyz N The Hood”.
”Four Brothers” er et nutidigt remake af den underholdende westernfilm ”The Sons Of Katie Elder” fra 1965, hvor Henry Hathaway instruerede og John Wayne havde hovedrollen og ”Four Brothers” er i bund og grund heller ikke andet end en storbywestern på godt og ondt. Den er respektabelt iscenesat og byder på flere kompakte actionscener og sikre doser af udmærkede spændingsmomenter, uden at den når højder der ses i de bedste i genren.
I Singleton’s regi har historien også fået en socialrealistisk og samfundsbevidst kant og filmen udspiller sig i en virkelighedsnær ramme, der på billedsiden kan ligne et stykke af et faktuelt humant drama. Det er måske prisværdigt at man har prøvet på den måde, at give handlingen en anelse mere dybde og eftertænksomhed end den typiske actionbasker. Desværre står det i skærende kontrast til de urealistiske og dramatiserede actionscener, der hvor underholdende de end er, kommer til at fremstå utroværdige og tvivlsomme indenfor filmens egent univers og det trækker ned på helhedsindtrykket. Man tror ganske enkelt af den grund ikke rigtigt på historien om de fire adoptivbrødre, der prøver at finde deres egen selvrespekt for at ære mindet om den kvinde der tog dem til sig, da ingen andre gad dem. Singleton formår heller ikke at integrere og mangfoldiggøre dette i en grad så man gribes af det emotionelt.
På skuespillersiden skal især Wahlberg fremhæves, selv om der generelt spilles fint. Han er forbløffende nuanceret og skaber et godt udtryk for et kompleks og til dels lukket menneske og hård negl, der både kan være usympatisk og rå, men på samme tid følsom og social. Han overbeviste i hvert fald mig. De andre skuespillere er en anelse mere anonyme og firkantede i deres udtryksmåde, men deres karakterer virker også mere skabelonskårne. Dårlige er de alligevel ikke, med en undtagelse måske og det er den storbarmede Vergara, hun er forfærdeligt overspillende i en hysterisk rolle.
Men leder man efter en god lille og lidt gammeldags spændingsfilm, så er ”Four Brothers”, trods min kritik af den, et udmærkede bud. Man føler sig pænt underholdt fra start til slut og kigger ikke alt for mange gange på uret fordi man begynder at kede sig, og den er forholdsvis tæt på de fire stjerner.
For instruktør Singleton er ”Four Brothers” et skridt opad i forhold til den indskrænkede ”no-brainer” actionfilm ”2 Fast 2 Furious”, men den når ikke op til hvad der regnes som hans bedste film ”Boyz N The Hood”.
”Four Brothers” er et nutidigt remake af den underholdende westernfilm ”The Sons Of Katie Elder” fra 1965, hvor Henry Hathaway instruerede og John Wayne havde hovedrollen og ”Four Brothers” er i bund og grund heller ikke andet end en storbywestern på godt og ondt. Den er respektabelt iscenesat og byder på flere kompakte actionscener og sikre doser af udmærkede spændingsmomenter, uden at den når højder der ses i de bedste i genren.
I Singleton’s regi har historien også fået en socialrealistisk og samfundsbevidst kant og filmen udspiller sig i en virkelighedsnær ramme, der på billedsiden kan ligne et stykke af et faktuelt humant drama. Det er måske prisværdigt at man har prøvet på den måde, at give handlingen en anelse mere dybde og eftertænksomhed end den typiske actionbasker. Desværre står det i skærende kontrast til de urealistiske og dramatiserede actionscener, der hvor underholdende de end er, kommer til at fremstå utroværdige og tvivlsomme indenfor filmens egent univers og det trækker ned på helhedsindtrykket. Man tror ganske enkelt af den grund ikke rigtigt på historien om de fire adoptivbrødre, der prøver at finde deres egen selvrespekt for at ære mindet om den kvinde der tog dem til sig, da ingen andre gad dem. Singleton formår heller ikke at integrere og mangfoldiggøre dette i en grad så man gribes af det emotionelt.
På skuespillersiden skal især Wahlberg fremhæves, selv om der generelt spilles fint. Han er forbløffende nuanceret og skaber et godt udtryk for et kompleks og til dels lukket menneske og hård negl, der både kan være usympatisk og rå, men på samme tid følsom og social. Han overbeviste i hvert fald mig. De andre skuespillere er en anelse mere anonyme og firkantede i deres udtryksmåde, men deres karakterer virker også mere skabelonskårne. Dårlige er de alligevel ikke, med en undtagelse måske og det er den storbarmede Vergara, hun er forfærdeligt overspillende i en hysterisk rolle.
Men leder man efter en god lille og lidt gammeldags spændingsfilm, så er ”Four Brothers”, trods min kritik af den, et udmærkede bud. Man føler sig pænt underholdt fra start til slut og kigger ikke alt for mange gange på uret fordi man begynder at kede sig, og den er forholdsvis tæt på de fire stjerner.
11/04-2006
