..Dødelig ekskursion..
5.0
- små spoilers -
Neil Marshall’s forrige film ”Dog Soldiers” var efter min mening en vellykket action-gyser, holdt i et konstant underholdende Evil Dead-agtigt tempo tilsat et befriende stænk sort britisk humor a la ”An American Werewolf in London”.
Og kombineret med de gode anmeldelser var mine forventninger til denne film nok urimeligt høje - men blev forbløffende nok indfriet på ca. alle punkter.
”The Descent” er kort sagt en usædvanligt vellykket gyser. Eksempelvis den imponerende stringens i opbygningen.
Første halvdel af filmen er nærmest en ren karakterintroduktion - med fokus på den traumatiserede Sarah. De andre piger bliver ikke udforsket videre dybt, men der etableres betydeligt mere sympati end i ”standard-gyseren”, som ofte bærer præg af forjaget og taktløs karakterintroduktion efterfulgt af en omgang mislykket effektjageri.
Anyways, denne relativt stille intro-halvdel af filmen, efterfølges af en kort overgang bestående af nogle ildevarslende momenter (indsigten i den totale afskæring fra omverden samt det faktum at andre mennesker har været i de ”uudforskede” grotter) og så kan blodbadet ellers begynde!
Ligesom i ”Dog Soldiers” undviger Marshall elegant alt det sædvanlige CGI-fis, som kan ødelægge enhver god stemning. Tværtimod udnyttes den klaustrofobiske atmosfære til perfektion, og det er længe siden, jeg har bevidnet en så medrivende og hamrende skånselsløs gyser.
Og ikke kun skånselsløs i forbindelse med de mange brutale drab, men også den næsten Romero-agtige udforskning af mennesker under pres, og den tilhørende mistillid og konfrontation – et element der forøger den i forvejen ubehagelige atmosfære.
Flere inspirationer dukker op i løbet af filmen, eksempelvis da Sarah efter blodbadet dræber crawleren, og nærmest ligner mere dyr end menneske – en transformation der minder meget om Cillian Murphy’s i ”28 Days Later”, en film der jo i høj grad var inspireret af netop Romero.
”The Descent” er utvivlsomt blandt de mere velfungerende gysere i nyere tid, og jeg var også vild med slutningen der trods sin umiddelbare ambiguitet, matcher filmens stemning perfekt efter min mening.
Filmen er ikke anbefalelsesværdig pga. sin originalitet eller lignende, men simpelthen fordi den er hamrende effektiv, og derfor et dejligt lille adrenalinskud til en genre der desværre har betydelige dvale-perioder. Hatten af for Neil Marshall, der med denne film cementerer, at han bestemt er et af de mere lovende talenter indenfor horrorgenren.
Neil Marshall’s forrige film ”Dog Soldiers” var efter min mening en vellykket action-gyser, holdt i et konstant underholdende Evil Dead-agtigt tempo tilsat et befriende stænk sort britisk humor a la ”An American Werewolf in London”.
Og kombineret med de gode anmeldelser var mine forventninger til denne film nok urimeligt høje - men blev forbløffende nok indfriet på ca. alle punkter.
”The Descent” er kort sagt en usædvanligt vellykket gyser. Eksempelvis den imponerende stringens i opbygningen.
Første halvdel af filmen er nærmest en ren karakterintroduktion - med fokus på den traumatiserede Sarah. De andre piger bliver ikke udforsket videre dybt, men der etableres betydeligt mere sympati end i ”standard-gyseren”, som ofte bærer præg af forjaget og taktløs karakterintroduktion efterfulgt af en omgang mislykket effektjageri.
Anyways, denne relativt stille intro-halvdel af filmen, efterfølges af en kort overgang bestående af nogle ildevarslende momenter (indsigten i den totale afskæring fra omverden samt det faktum at andre mennesker har været i de ”uudforskede” grotter) og så kan blodbadet ellers begynde!
Ligesom i ”Dog Soldiers” undviger Marshall elegant alt det sædvanlige CGI-fis, som kan ødelægge enhver god stemning. Tværtimod udnyttes den klaustrofobiske atmosfære til perfektion, og det er længe siden, jeg har bevidnet en så medrivende og hamrende skånselsløs gyser.
Og ikke kun skånselsløs i forbindelse med de mange brutale drab, men også den næsten Romero-agtige udforskning af mennesker under pres, og den tilhørende mistillid og konfrontation – et element der forøger den i forvejen ubehagelige atmosfære.
Flere inspirationer dukker op i løbet af filmen, eksempelvis da Sarah efter blodbadet dræber crawleren, og nærmest ligner mere dyr end menneske – en transformation der minder meget om Cillian Murphy’s i ”28 Days Later”, en film der jo i høj grad var inspireret af netop Romero.
”The Descent” er utvivlsomt blandt de mere velfungerende gysere i nyere tid, og jeg var også vild med slutningen der trods sin umiddelbare ambiguitet, matcher filmens stemning perfekt efter min mening.
Filmen er ikke anbefalelsesværdig pga. sin originalitet eller lignende, men simpelthen fordi den er hamrende effektiv, og derfor et dejligt lille adrenalinskud til en genre der desværre har betydelige dvale-perioder. Hatten af for Neil Marshall, der med denne film cementerer, at han bestemt er et af de mere lovende talenter indenfor horrorgenren.
11/04-2006
