Nice tits, no head
5.0
”Barton Fink” er i den knaldgode ende af Coen-brødrenes repertoire. I denne sorte komedie om en jødisk teatermanuskriptforfatter, der forsøger at sælge ud i Hollywood, bruges satire og surrealisme samt stærke skuespilspræstationer til at skabe et stykke, der måske ikke er mere end summen af sine dele, men med de dele er det dog ikke noget at skamme sig over.
Det stærkeste kort, som Coen-brødrene har på hånden, er det alsididige talent John Turturro i titelrollen som Barton Fink. Barton lader til at være mere optaget af sin drøm og ambition end i ”den almindelige mand”, som han påstår, han skriver for. Hans teaterstykke i New York lader til at være et ganske kunstigt og klichefyldt stykke om den almindelige mands drøm om succes, og det er de rige teatergængere, der hylder stykket bagefter. Han får et tilbud om at skrive for film i Hollywood, og han slår til.
Storproduceren Lipnick (Michael Lerner) overfuser ham fra den anden side af det store skrivebord fra første dag med Hollywoodsnak, hvilket er en blanding af manipulation, af ros, af tilsvining af andre i byen. Uden at få et ord indført, ender Barton på sit hotelværelse foran skrivemaskinen med en opgave om at skrive en wrestlingfilm. Et trist hotelværelse i en så varm Los Angeles, at tapetklistret smelter. Barton er stadig opsat på at skrive noget fabelagtigt og revolutionerende for den almindelige mand.
Men da han første gang møder den rare forsikringssælger Charlie, der bor i værelset ved siden af, forklarer han ham, at han er interesseret i almindelige menneskers historier, men han afbryder Charlie i stedet for at lytte til hans historie. Det er en fantastisk sjov og sørgelig ironi i Barton-karakteren, at han ikke forstår at lytte eller være på opmærksom, men at han blot sidder foran et blankt stykke papir med en skriveblokering. Fantastisk detalje med sekretærerne i filmstudierne, der fylder flere sider af meningsløse breve og formaliteter i minuttet , mens Barton ikke når nogen vegne.
Barton møder W.P Mayhew (John Mahoney) arrogant alkoholiker og eskapist, der har mistet sit talent som forfatter. Og da han bliver alt for fuld og slår og nedgør sin kæreste, trøster Barton hende med, at han er en son of a bitch. Hvortil hun svarer: ”Empathy requires understanding”.
I sidste ende må Barton selvfølgelig betale for at sælge sin sjæl til Hollywood og for at tro, at han forstår den almene mand, og ikke mindst for sin passivitet. Filmen ender helt ude i surrealismen til sidst. Enten dykker vi ned i Bartons mareridt (læg mærke til bibelpassagen om den glemte drøm), eller også dykker vi ned i Hollywoodhelvedet. Eller begge dele. Vi ved blot til sidst, at skønheden på stranden ikke har en dyt med film at gøre.
Det bedste ved filmen er dog humoren. ”Have you read the Bible, Pete?” Spørger Barton til den halvdøde gamle elevatormand. ”Yeah, I think so. Anyway, I heard about it.” Og sort humor, da en detektiv beskriver et lig af en kvinde: ”Nice tits, no head.” Måske er der også her gemt en mørk lille reference til Hollywood.
Det stærkeste kort, som Coen-brødrene har på hånden, er det alsididige talent John Turturro i titelrollen som Barton Fink. Barton lader til at være mere optaget af sin drøm og ambition end i ”den almindelige mand”, som han påstår, han skriver for. Hans teaterstykke i New York lader til at være et ganske kunstigt og klichefyldt stykke om den almindelige mands drøm om succes, og det er de rige teatergængere, der hylder stykket bagefter. Han får et tilbud om at skrive for film i Hollywood, og han slår til.
Storproduceren Lipnick (Michael Lerner) overfuser ham fra den anden side af det store skrivebord fra første dag med Hollywoodsnak, hvilket er en blanding af manipulation, af ros, af tilsvining af andre i byen. Uden at få et ord indført, ender Barton på sit hotelværelse foran skrivemaskinen med en opgave om at skrive en wrestlingfilm. Et trist hotelværelse i en så varm Los Angeles, at tapetklistret smelter. Barton er stadig opsat på at skrive noget fabelagtigt og revolutionerende for den almindelige mand.
Men da han første gang møder den rare forsikringssælger Charlie, der bor i værelset ved siden af, forklarer han ham, at han er interesseret i almindelige menneskers historier, men han afbryder Charlie i stedet for at lytte til hans historie. Det er en fantastisk sjov og sørgelig ironi i Barton-karakteren, at han ikke forstår at lytte eller være på opmærksom, men at han blot sidder foran et blankt stykke papir med en skriveblokering. Fantastisk detalje med sekretærerne i filmstudierne, der fylder flere sider af meningsløse breve og formaliteter i minuttet , mens Barton ikke når nogen vegne.
Barton møder W.P Mayhew (John Mahoney) arrogant alkoholiker og eskapist, der har mistet sit talent som forfatter. Og da han bliver alt for fuld og slår og nedgør sin kæreste, trøster Barton hende med, at han er en son of a bitch. Hvortil hun svarer: ”Empathy requires understanding”.
I sidste ende må Barton selvfølgelig betale for at sælge sin sjæl til Hollywood og for at tro, at han forstår den almene mand, og ikke mindst for sin passivitet. Filmen ender helt ude i surrealismen til sidst. Enten dykker vi ned i Bartons mareridt (læg mærke til bibelpassagen om den glemte drøm), eller også dykker vi ned i Hollywoodhelvedet. Eller begge dele. Vi ved blot til sidst, at skønheden på stranden ikke har en dyt med film at gøre.
Det bedste ved filmen er dog humoren. ”Have you read the Bible, Pete?” Spørger Barton til den halvdøde gamle elevatormand. ”Yeah, I think so. Anyway, I heard about it.” Og sort humor, da en detektiv beskriver et lig af en kvinde: ”Nice tits, no head.” Måske er der også her gemt en mørk lille reference til Hollywood.
13/04-2006
