En halv succés
4.0
Jeg så Potters "Orlando" (1992) for små ti år siden og anede rent ud sagt ikke, om jeg var betaget eller ligeglad med filmen. Var det for meget stilistisk/konstrueret og handlingsmæssigt ufokuseret "musikvideo", som kun interesserede mig ved første øjekast, eller var det fascinerende poesi, som ville blive i min erindring i mange år fremover?
"The Man Who Cried" byder på lignende især visuelt (men også på lydsiden) overdådig æstetik, som kun bæres af få ord, men samlet set er handlingssporet mere fokuseret og temaerne lettere tilgængelige: Europas udstødte samt følelsen af at høre til et sted.
På underholdningssiden er filmens store trækplastre John Turturro som den gennemført selvoptagne syditalienske operatenor Dante (der falder for fascismen) og Cate Blanchett som russisk hun-ulv på konstant jagt efter velhavende mænd. Selv om persongalleriet synes karikeret, rummer de fleste figurer alligevel stor menneskelig dybde og udvikler sig undervejs.
Men såvel Christina Riccis hovedperson som Johnny Depps mystiske super-charmør af en roma-cirkusrytter bliver alt for ferske og kan desværre slet ikke matche de førnævnte figurer, og det gør den kærlighed, som udspiller sig imellem dem ret uinteressant. Selv en identitetssøgende har som bekendt nogle personlige karakteristika.
Samlet set er det dog den nærmest konstant maleriske billedside og Turturro (sublim parodi) og Blanchetts fornemme præstationer, som tegner hovedindtrykket. Derfor kan filmen sagtens anbefales til alle andre end actionnarkomanerne.
"The Man Who Cried" byder på lignende især visuelt (men også på lydsiden) overdådig æstetik, som kun bæres af få ord, men samlet set er handlingssporet mere fokuseret og temaerne lettere tilgængelige: Europas udstødte samt følelsen af at høre til et sted.
På underholdningssiden er filmens store trækplastre John Turturro som den gennemført selvoptagne syditalienske operatenor Dante (der falder for fascismen) og Cate Blanchett som russisk hun-ulv på konstant jagt efter velhavende mænd. Selv om persongalleriet synes karikeret, rummer de fleste figurer alligevel stor menneskelig dybde og udvikler sig undervejs.
Men såvel Christina Riccis hovedperson som Johnny Depps mystiske super-charmør af en roma-cirkusrytter bliver alt for ferske og kan desværre slet ikke matche de førnævnte figurer, og det gør den kærlighed, som udspiller sig imellem dem ret uinteressant. Selv en identitetssøgende har som bekendt nogle personlige karakteristika.
Samlet set er det dog den nærmest konstant maleriske billedside og Turturro (sublim parodi) og Blanchetts fornemme præstationer, som tegner hovedindtrykket. Derfor kan filmen sagtens anbefales til alle andre end actionnarkomanerne.
18/04-2006
