You're Jumping From An Aeroplane, Not A Whorehouse Window
5.0
Den aldrende lejesoldat Faulkner (Burton) hyres af engelsk millionær (Granger), til at samle en gruppe soldater og befri en fængslet leder i et afrikansk land.
McLaglen er en af den slags instruktører, der har lavet en lang række kunstnerisk middelmådige og dybt uoriginale, men ofte relativt underholdende actionfilm. I dag ville instruktøren sandsynligvis hedde Martin Campbell eller noget i den stil, for det er film af samme kvalitet og tyngde han i dag laver som McLaglen i sin tid lavede. Med krigsfilmen ”The Wild Geese” har McLaglen imidlertid skabt en af sine bedste og mest kompetente værker. Ikke at filmen på nogen måde er nyskabende eller skelsættende, man har set det meste før. Men som fængslende og dybt underholdende spændingsfilm om lejesoldater på en halsbrækkende mission, fungerer filmen næsten optimalt.
Handlingen er ramt lige på kornet og man er med fra starten, trods en lang indledning hvor gruppen skal samles, trænes og sendes af sted, før selve missionen begynder. Men det gør intet, det er en del af handlingen og gør at man som tilskuer er godt med og inde i personerne når det gør løs, så det både følelsesmæssigt, men i endnu højere grad på spændingssiden får fat i en. Actionscenerne eller krigshandlingerne er formidable iscenesat. De er barske, holdes i et godt tempo ligesom resten af filmen i øvrigt, og med sans for hvad der virker og så forekommer de uhyggelige realistiske i deres grafiske udpensling.
Det er indrømmet krig som underholdning, uden en dybere psykologisk vinkel, men ikke uden at vise krigens gru og seriøse sider på samme tid, hvad der kun gør det endnu mere nervepirrende og i sidste ende tragisk. For tragikken glemmes heller ikke og der bringes ofre i en i sidste ende meningsløs kamp, der sætter volden, og filmen er her intens, i relief og viser hvor absurd den i sidste ende er. Det er i hvert fald svært ikke at blive rørt af slutningen, selv om den kan virke en anelse banalt formidlet, dog heldigvis uden at give sig tid til at blive voldsom sentimental.
Historien kan lyde politisk, man kommer i hvert fald nemt til at tænke på afrikanske ledere som Nelson Mandela og andre, og den har da også en politisk kant og et par humanistiske synspunkter omkring raceadskillelse, økonomisk magtmisbrug og interesser. I sidste ende er det nu ikke en politisk film og selv om den kunne være sand, så er den det ikke.
Filmens udmærkede cast skal også fremhæves, for de er med til at holde ens interesse. De spiller alle klart definerede roller, der passer til skuespilleren, så man kan godt tale om typecasting, men af den bedste slags hvor hver især har deres parti at udfylde. Der spilles desuden overraskende godt og selv om karaktererne måske er kantede, så føler man med dem. Især er det et interessant at følge et par af personerne. Burton’s hårde, men fortabte skikkelse uden et egentligt mål i livet, der har forspildt sin chance for den gode tilværelse, mærket og ødelagt af sine gerninger og valg. Men også Harris som enlig far der lokkes med, fordi han i sidste ende ikke kan sige nej og slippe fortiden, er værd at følge. Andre burde måske nævnes, da der er flere personer man følger rimelig tæt og som man på en eller anden måde får et forhold til i løbet af spilletiden. Jeg vil nu nøjes med at gentage at jeg finder filmen forbavsende godt castet og at de forskellige skuespillere, større eller mindre af navn, er overbevisende, eller overbevisende nok i hvert fald.
Men søger man en spændende og underholdende krigsfilm, så er ”The Wild Geese”, trods sine klicheer og uoriginale indfald, stadig et rigtigt godt bud ifølge mig. Jeg kedede mig ikke i et eneste minut, heller ikke ved gensyn.
Efterfølges af ”Wild Geese II”.
McLaglen er en af den slags instruktører, der har lavet en lang række kunstnerisk middelmådige og dybt uoriginale, men ofte relativt underholdende actionfilm. I dag ville instruktøren sandsynligvis hedde Martin Campbell eller noget i den stil, for det er film af samme kvalitet og tyngde han i dag laver som McLaglen i sin tid lavede. Med krigsfilmen ”The Wild Geese” har McLaglen imidlertid skabt en af sine bedste og mest kompetente værker. Ikke at filmen på nogen måde er nyskabende eller skelsættende, man har set det meste før. Men som fængslende og dybt underholdende spændingsfilm om lejesoldater på en halsbrækkende mission, fungerer filmen næsten optimalt.
Handlingen er ramt lige på kornet og man er med fra starten, trods en lang indledning hvor gruppen skal samles, trænes og sendes af sted, før selve missionen begynder. Men det gør intet, det er en del af handlingen og gør at man som tilskuer er godt med og inde i personerne når det gør løs, så det både følelsesmæssigt, men i endnu højere grad på spændingssiden får fat i en. Actionscenerne eller krigshandlingerne er formidable iscenesat. De er barske, holdes i et godt tempo ligesom resten af filmen i øvrigt, og med sans for hvad der virker og så forekommer de uhyggelige realistiske i deres grafiske udpensling.
Det er indrømmet krig som underholdning, uden en dybere psykologisk vinkel, men ikke uden at vise krigens gru og seriøse sider på samme tid, hvad der kun gør det endnu mere nervepirrende og i sidste ende tragisk. For tragikken glemmes heller ikke og der bringes ofre i en i sidste ende meningsløs kamp, der sætter volden, og filmen er her intens, i relief og viser hvor absurd den i sidste ende er. Det er i hvert fald svært ikke at blive rørt af slutningen, selv om den kan virke en anelse banalt formidlet, dog heldigvis uden at give sig tid til at blive voldsom sentimental.
Historien kan lyde politisk, man kommer i hvert fald nemt til at tænke på afrikanske ledere som Nelson Mandela og andre, og den har da også en politisk kant og et par humanistiske synspunkter omkring raceadskillelse, økonomisk magtmisbrug og interesser. I sidste ende er det nu ikke en politisk film og selv om den kunne være sand, så er den det ikke.
Filmens udmærkede cast skal også fremhæves, for de er med til at holde ens interesse. De spiller alle klart definerede roller, der passer til skuespilleren, så man kan godt tale om typecasting, men af den bedste slags hvor hver især har deres parti at udfylde. Der spilles desuden overraskende godt og selv om karaktererne måske er kantede, så føler man med dem. Især er det et interessant at følge et par af personerne. Burton’s hårde, men fortabte skikkelse uden et egentligt mål i livet, der har forspildt sin chance for den gode tilværelse, mærket og ødelagt af sine gerninger og valg. Men også Harris som enlig far der lokkes med, fordi han i sidste ende ikke kan sige nej og slippe fortiden, er værd at følge. Andre burde måske nævnes, da der er flere personer man følger rimelig tæt og som man på en eller anden måde får et forhold til i løbet af spilletiden. Jeg vil nu nøjes med at gentage at jeg finder filmen forbavsende godt castet og at de forskellige skuespillere, større eller mindre af navn, er overbevisende, eller overbevisende nok i hvert fald.
Men søger man en spændende og underholdende krigsfilm, så er ”The Wild Geese”, trods sine klicheer og uoriginale indfald, stadig et rigtigt godt bud ifølge mig. Jeg kedede mig ikke i et eneste minut, heller ikke ved gensyn.
Efterfølges af ”Wild Geese II”.
19/04-2006
