Uskylden Tabes, Men Næsten Forgæves
3.0
Succesdrengen Tore (Algren) har tjek på det hele og er den alle ser op til, særligt vennen Janus (Olsen), der dog langsomt må sande at hans idol ikke er så ufejlbarlig som han først tror, da Tore forelsker sig i Helle (Bendix) og Helles kyniske mor (Wold) begynder at blande sig, for selv at forføre Tore.
Filmatiseringen af Klaus Rifbjerg’s berømte roman om ungdommens tab af uskyld i en bestående følelseskold verden, kan ikke kaldes videre vellykket. Skuespillet halter i flere af de bærende roller, såsom Algren som Tore, i en sådan grad at det fremtræder decideret amatøragtigt, mens den på billedsiden er så flintrende uoriginal, søvndyssende og ofte dilettantisk at se på, at det ikke matcher det fornemme oplæg som bogen tilbyder. Hele produktionen virker ganske enkelt i bedste fald, for ordinær og jævn og ikke meget lykkes for alvor.
Bedst er Wold som den kynisk forførende og narcissistiske mor. Olsen kan også spille helt fint i glimt, men han virker generelt ikke troværdig i rollen. Når så størstedelen af replikkerne udtales som var de svært læste brudstykker i et skolestykke, man tror ikke på det sagte ord, så falder filmens værdi i den grad. Pointerne hentes skam hjem i den jævnligt divergent fortalte historie, men ofte mere klodset og upersonligt end egentligt vedkommende og spændende.
At selve Rifbjerg’s fortælling, der her er opdateret til filmens indspilningsår og ikke som i romanen i efterkrigsårene, så har nok at byde på, at selv denne her halvhjertet forestilling ikke helt kan ødelægge den, gør at man alligevel hænger på helt til slut. Det er bare ikke helt godt nok, når vi snakker om en af de vigtigste bøger i nyere dansk litteratur.
Filmatiseringen af Klaus Rifbjerg’s berømte roman om ungdommens tab af uskyld i en bestående følelseskold verden, kan ikke kaldes videre vellykket. Skuespillet halter i flere af de bærende roller, såsom Algren som Tore, i en sådan grad at det fremtræder decideret amatøragtigt, mens den på billedsiden er så flintrende uoriginal, søvndyssende og ofte dilettantisk at se på, at det ikke matcher det fornemme oplæg som bogen tilbyder. Hele produktionen virker ganske enkelt i bedste fald, for ordinær og jævn og ikke meget lykkes for alvor.
Bedst er Wold som den kynisk forførende og narcissistiske mor. Olsen kan også spille helt fint i glimt, men han virker generelt ikke troværdig i rollen. Når så størstedelen af replikkerne udtales som var de svært læste brudstykker i et skolestykke, man tror ikke på det sagte ord, så falder filmens værdi i den grad. Pointerne hentes skam hjem i den jævnligt divergent fortalte historie, men ofte mere klodset og upersonligt end egentligt vedkommende og spændende.
At selve Rifbjerg’s fortælling, der her er opdateret til filmens indspilningsår og ikke som i romanen i efterkrigsårene, så har nok at byde på, at selv denne her halvhjertet forestilling ikke helt kan ødelægge den, gør at man alligevel hænger på helt til slut. Det er bare ikke helt godt nok, når vi snakker om en af de vigtigste bøger i nyere dansk litteratur.
20/04-2006
