- Tilgivelsens kraft -

Dardenne-brødrene er kendt for at lave naturalistiske dramaer. Det er ikke socialrealisme men snarere livet i sig selv, som de ynder at beskæftige sig med. ”Le Fils – Sønnen” er ingen undtagelse. Her er der nærmest tale om en skildring, hvor realismen er 1:1. Ikke fordi de rammer det store sindsoprivende drama, men netop fordi de ikke gør det. Filmen er så stædigt naturalistisk, at ikke engang en dansk dogmefilm når den til sokkeholderne. Ingen musik, få replikker og endnu færre kameravinkler. Bare en historie at fortælle.

Og det er både godt og skidt. Skidt, fordi det udelukker enhver form for kunstnerisk tilgang til mediet og efterlader filmen særdeles anonym hvad instruktion angår. Godt fordi Dardenne-brødrene alligevel formår at gøre et stærkt indtryk med deres larmende tavshed. Deres insisterende hverdagsrealisme besidder på sin vis en form for kunstnerisk udtryk på sin egen måde, og denne gang er ingen undtagelse.

Det der dog gør filmen decideret god er dens tematik. Den vedkommende fortælling om tilgivelse og det at konfrontere sin sorg vokser sig stor efter rulleteksterne, og Dardenne-brødrene har vanen tro fodret deres publikum med stof til eftertanke. De har ikke begået deres bedste film her – men så sandelig heller ikke deres værste.