Den ideelle kvinde
5.0
”Rebecca” er en Hitchcock-klassiker fra før verden gik af lave, men også fra en tid, hvor de gamle spøgelser fra de støvede aristokratiske skabe stadig lurede omkring.
En ung naiv pige (Joan Fontaine), der forbliver navnløs igennem hele filmen, møder en rig adelig enkemand, Maxim de Winter (Laurence Olivier), på et ophold i Sydfrankrig, hvor hun varter op for en gammel dame, der hungrer efter den adelige Maxims opmærksomhed. Maxim giver dog i stedet sin opmærksomhed til pigen, men til tider virker han fjern og utilnærmelig. Damen, som pigen er med, fortæller, at han stadig er dybt, dybt forelsket i den elskværdige kone, Rebecca, som døde ved havet for et års tid siden.
Alligevel vælger pigen at tage imod ægteskabstilbuddet, selv om det serveres ganske prompte og umiddelbart. Efter et hurtigt bryllup og en honeymoon tager Maxim hende med til sit store gods, Manderlay, hvor et kæmpestab af tjenestefolk og masser af tomre kamre venter hende. Men alligevel synes kamrene fyldt med mindet om den afdøde kone, som alle omkring den unge pige sammenligner hende med.
Manderlay er ligesom i Triers film et sted, hvor beboerne ikke kan forandres umiddelbart. Hos Trier lever den gamle bestyrerinde videre i traditionerne, i ”Rebecca” er det den afdøde kone, der lever videre i Manderlay. ”It's up to you to lead us away from it (the past),” siger en karakter på et tidspunkt til vores heltinde. Men i stedet ender hun med at efterligne den afdøde Rebecca ved at gøre sig selv til en dame, ved at forfølge de gamle aristokratiske skikke i stedet for at nedbryde dem. Specielt Rebeccas tidligere kammerpige og husholderske af Manderlay, Mrs. Danvers (Judith Anderson), er meget, meget spooky i hendes holden fast i traditionerne, i minderne om Rebecca.
Desuden bruger Hitchcock mange tekniske effekter til at skabe Rebecca, selv om vi aldrig ser hende. Mrs. Danvers kammerpige, der fortæller, hvordan hun redte sin frues hår, redte hendes seng. Og når Maxim fortæller om den forfærdelige nat, hvor hun omkom, hvor kameraet fokuserer på den del af rummet, hvor han fortæller, at hun sad.
Filmen er ud over at være et spændende psykologisk drama også en fantastisk stor og flot produktion. Modeller og kæmperum og scenografier benyttes til at skabe denne dystre stemning af gammelt liv. Temaet om de levende, der efterligner de døde, og menneskets (her nok mere Mrs. Danvers end nogen andens) fascination af det idealbillede afdøde efterlader, går også igen i mesterværket ”Vertigo”.
”Vertigo” er måske en mere komplet og medrivende film, men ”Rebecca” er bestemt også et fascinerende bekendskab.
En ung naiv pige (Joan Fontaine), der forbliver navnløs igennem hele filmen, møder en rig adelig enkemand, Maxim de Winter (Laurence Olivier), på et ophold i Sydfrankrig, hvor hun varter op for en gammel dame, der hungrer efter den adelige Maxims opmærksomhed. Maxim giver dog i stedet sin opmærksomhed til pigen, men til tider virker han fjern og utilnærmelig. Damen, som pigen er med, fortæller, at han stadig er dybt, dybt forelsket i den elskværdige kone, Rebecca, som døde ved havet for et års tid siden.
Alligevel vælger pigen at tage imod ægteskabstilbuddet, selv om det serveres ganske prompte og umiddelbart. Efter et hurtigt bryllup og en honeymoon tager Maxim hende med til sit store gods, Manderlay, hvor et kæmpestab af tjenestefolk og masser af tomre kamre venter hende. Men alligevel synes kamrene fyldt med mindet om den afdøde kone, som alle omkring den unge pige sammenligner hende med.
Manderlay er ligesom i Triers film et sted, hvor beboerne ikke kan forandres umiddelbart. Hos Trier lever den gamle bestyrerinde videre i traditionerne, i ”Rebecca” er det den afdøde kone, der lever videre i Manderlay. ”It's up to you to lead us away from it (the past),” siger en karakter på et tidspunkt til vores heltinde. Men i stedet ender hun med at efterligne den afdøde Rebecca ved at gøre sig selv til en dame, ved at forfølge de gamle aristokratiske skikke i stedet for at nedbryde dem. Specielt Rebeccas tidligere kammerpige og husholderske af Manderlay, Mrs. Danvers (Judith Anderson), er meget, meget spooky i hendes holden fast i traditionerne, i minderne om Rebecca.
Desuden bruger Hitchcock mange tekniske effekter til at skabe Rebecca, selv om vi aldrig ser hende. Mrs. Danvers kammerpige, der fortæller, hvordan hun redte sin frues hår, redte hendes seng. Og når Maxim fortæller om den forfærdelige nat, hvor hun omkom, hvor kameraet fokuserer på den del af rummet, hvor han fortæller, at hun sad.
Filmen er ud over at være et spændende psykologisk drama også en fantastisk stor og flot produktion. Modeller og kæmperum og scenografier benyttes til at skabe denne dystre stemning af gammelt liv. Temaet om de levende, der efterligner de døde, og menneskets (her nok mere Mrs. Danvers end nogen andens) fascination af det idealbillede afdøde efterlader, går også igen i mesterværket ”Vertigo”.
”Vertigo” er måske en mere komplet og medrivende film, men ”Rebecca” er bestemt også et fascinerende bekendskab.
21/04-2006
