Nothing Bogie can't fix
5.0
”What's wrong with you?” spørger Bogart til sidst i Howard Hawks filmatisering af Raymond Chandlers detektivroman i serien om Marlowe. Den unge Bacall som en millionærdatter og femme fatale, der i løbet af filmen har været involveret i mange slemme ting, svarer: ”Nothing you can't fix.”
Og det er lige præcis her, at man kan finde appellet for Film Noir verdenen. En verden af farlige mænd med hatte og smøger, der truer hinanden med pistoler, og farlige piger i korte skørter, der også ryger smøger, og også sommetider peger med pistoler. En verden af skygger og forbrydelser og tvetydig moral. Hvor alting sjældent er, hvad det lader til at være. En verden hvor cool helte eller anti-helte fixer sagerne for farlige damer, og som regel risikerer livet under eventyret. Denne film handler mere om stil end om plot.
Dette er nemlig en film, hvor jeg kan forestille mig, at plottet er langt mere interessant i det oprindelige forlæg af Chandler. Her er det mere rodet. Marlowe (Bogart) hyres af en rigmand med to vilde døtre til at finde ud af baggrunden for en blackmail, der involverer den ene datter. Samtidig er der noget med, at en mand, som millionæren betragtede som sin egen søn, er forsvundet. Begge døtre flirter farligt med Marlowe. Den ene (Martha Vickers) lader til at være mere vild end den anden (Lauren Bacall).
Og ganske rigtigt finder Marlowe hende dopet til foran et lig af pengeafpresseren med et skjult kamera peget mod hende. Vi ser to biler stikke af, og der er nu en del tråde at rede ud. Men nej, herfra bliver det blot endnu mere kompliceret med flere bipersoner, flere pistoler, flere piger (næsten alle småroller fra taxachauffører til boghandelspiger (Dorothy Malone) er besat af langbenede skønheder) og Bacall er blandet ind i det hele.
I bogen skulle plottet eftersigende være mere elegant udført end filmen. Men hvis man ser filmen for stilen, stemningen og Bogart+Bacalls skyld, så er det bestemt ikke en kedelig omgang. Der er mange hurtige, veludførte replikker: "You know what he'll do when he comes back? Beat my teeth out, then kick me in the stomach for mumbling."
Man vil næsten ikke kunne forestille sig denne film og disse replikker uden Bogart, så måske er det i virkeligheden Howard Hawks, der i slutreplikken siger til sin stjerneskuespiller, at han nok skal få denne film til at fungere. Og det gør han skam også. Dog vil jeg mene, at Bogart+Bacall elementet fungerer bedre i ”To Have and Have Not”, mens ”Maltese Falcon” er en bedre Noir. Men ellers er der mange ting at komme efter her.
For eksempel bare da stemningen lægges allerede i åbningstitlerne, hvor vi ser silhouetterne af Bogart og Bacall, der ryger på deres cigaretter, så hele lærredet bliver tåget, og publikum falder i ”The Big Sleep”.
Og det er lige præcis her, at man kan finde appellet for Film Noir verdenen. En verden af farlige mænd med hatte og smøger, der truer hinanden med pistoler, og farlige piger i korte skørter, der også ryger smøger, og også sommetider peger med pistoler. En verden af skygger og forbrydelser og tvetydig moral. Hvor alting sjældent er, hvad det lader til at være. En verden hvor cool helte eller anti-helte fixer sagerne for farlige damer, og som regel risikerer livet under eventyret. Denne film handler mere om stil end om plot.
Dette er nemlig en film, hvor jeg kan forestille mig, at plottet er langt mere interessant i det oprindelige forlæg af Chandler. Her er det mere rodet. Marlowe (Bogart) hyres af en rigmand med to vilde døtre til at finde ud af baggrunden for en blackmail, der involverer den ene datter. Samtidig er der noget med, at en mand, som millionæren betragtede som sin egen søn, er forsvundet. Begge døtre flirter farligt med Marlowe. Den ene (Martha Vickers) lader til at være mere vild end den anden (Lauren Bacall).
Og ganske rigtigt finder Marlowe hende dopet til foran et lig af pengeafpresseren med et skjult kamera peget mod hende. Vi ser to biler stikke af, og der er nu en del tråde at rede ud. Men nej, herfra bliver det blot endnu mere kompliceret med flere bipersoner, flere pistoler, flere piger (næsten alle småroller fra taxachauffører til boghandelspiger (Dorothy Malone) er besat af langbenede skønheder) og Bacall er blandet ind i det hele.
I bogen skulle plottet eftersigende være mere elegant udført end filmen. Men hvis man ser filmen for stilen, stemningen og Bogart+Bacalls skyld, så er det bestemt ikke en kedelig omgang. Der er mange hurtige, veludførte replikker: "You know what he'll do when he comes back? Beat my teeth out, then kick me in the stomach for mumbling."
Man vil næsten ikke kunne forestille sig denne film og disse replikker uden Bogart, så måske er det i virkeligheden Howard Hawks, der i slutreplikken siger til sin stjerneskuespiller, at han nok skal få denne film til at fungere. Og det gør han skam også. Dog vil jeg mene, at Bogart+Bacall elementet fungerer bedre i ”To Have and Have Not”, mens ”Maltese Falcon” er en bedre Noir. Men ellers er der mange ting at komme efter her.
For eksempel bare da stemningen lægges allerede i åbningstitlerne, hvor vi ser silhouetterne af Bogart og Bacall, der ryger på deres cigaretter, så hele lærredet bliver tåget, og publikum falder i ”The Big Sleep”.
21/04-2006
