Overset mesterværk

Her er en film, som jeg har haft lyst til at fortælle om længe. Filmen er stadig noget vanskelig at få fat på, og det er ikke sikkert, at den nogensinde kommer i bred distribution. Men interesserede i film og filmhistorie, der er interesserede i at udvide deres horisont i japansk film til mere end Kurosawa og andre mestre som Ozu, der allerede er fortærskede på filmskoler og filminstitutter, bør læse videre.

Nouvelle Vague-bølgen var på ingen måde begrænset til Europa og Frankrig. I Japan skete der store ting med filmmediet, og den japanske version af Nouvelle Vague har givet basis for nogle af de absolut mest interessante film fra 1960'erne. En af de mennesker, der stod i centrum for den japanske Ny bølge, er den nulevende Yoshida Yoshishige, der i Japan vurderes på højde med Oshima Nagisa ("In the Realm of Passion", "Merry Christmas Mr. Lawrence") og Imamura Shohei (guldpalmevinderen "Ålen").

Ved en forevisning i Tokyo-biografen Shinbungeiza af ”Akitsu Onsen” (på dansk: "De varme kilder i Akitsu") talte instruktøren Yoshida til publikum bagefter fra scenen. Hvad han sagde om filmen, vil jeg komme ind på senere, men han virkede meget intelligent og med noget på hjerte, og samtidig var han helt nede på jorden og fattet. Utroligt, når man tænker på, at det er manden, der har lavet en af 70ernes vildeste lege med filmmediet i film som "Eros plus Massacre".

Men i åbningsscenerne til den mere nedtonede "Akitsu", hvor den unge studerende, Shusaku (Nagato Hiroyuki) i slutningen af Anden Verdenskrig er så ligeglad med sit eget liv, at han ikke rør sig ud af stedet, da et bombefly flyver over toget, han sidder i, ser vi et billede af en nihilistisk og selvdestruktiv ungdom. Et klassisk motiv for Yoshida.

Shusaku rejser fra en sønderbombet by med en syg og ødelagt krop (jeg fik ikke fat i stedet, men var der måske tale om Hiroshima eller Nagasaki?). En kvinde ombord på der føromtalte tog ser hans afmagt, og hjælper ham til kroen ved Akitsu Onsen så han kan komme sig.

Her møder han den virkelige hovedperson, Shinko (Okada Mariko), som er den unge datter af stedets ejerinde, og som har gjort nogle soldater på kroen vrede. Mens hun gemmer sig under sengen, ser hun denne halvdøde unge mand, der banker sit hoved mod væggene som et indburet dyr, og som hoster blod. Da han forsøger at drukne sig selv et stykke tid efter, vælger hun at helbrede denne forliste mand.

Hun er så fuld af liv, at når Shusaku ser hende græde af hele hjertet, da kejseren erklærer Japans nederlag af krigen (de fleste japanere havde efter militærets propaganda ikke forestillet sig, at amerikanerne ville gøre andet end at voldtage og myrde dem), så giver det ham lyst til at leve.

Eller hvad? Han falder til tider i druk og andre selvdestruktive mønstre, og han foreslår Shinko, at de begår Shinju, kærlighedsselvmord, sammen. Shinko indvilger, da han erklærer sin kærlighed til hende. Men da de forsøger at hoppe i floden, og Shusaku binder et reb om hende, bliver hun kilden, og hun braser i grin. Alt det absurde ved melodrama afsløres i et hug, og filmen drejer sig efter disse første godt tyve minutter inde i filmen til et mere kompliceret og interessant kærlighedsdrama.

Yoshida sagde, at det han frygtede mest, da han lavede filmen, var, at det hurtigt ville blive et melodrama. Han voksede op under krigen, og han blev opvokset med den slags kærlighedsdramaer, hvor mænd var stærke og stolte og døde for nationen, mens kvinder holdt ud i hjemmene og støttede deres mænd. I melodramaer er kærligheden mellem de to hovedpersoner påstået. Melodramaer blev (bliver) lavet under den forudsætning at publikum umiddelbart ville tro på kærligheden mellem en mand og en kvinde, hvis blot de to var sammen på lærredet og erklærede deres kærlighed til hinanden.

I ”Akitsu Onsen” ville Yoshida lave en film, hvor kærlighedens væsen mere bliver undersøgt, end det bliver påstået. De første tyve minutter af filmen er melodramatiske, og i starten troede jeg, at filmen ville falde dybt i klichéerne. Det videre forløb er rent plotmæssigt også ud af et melodrama. Vi følger Shinko og Shusaku, mens de i løbet af de næste ti-tyve år mødes og tager afsked med hinanden. I det helt klassiske melodrama ville det være omstændighederne, der tragisk gjorde, at hovedpersonerne ikke kunne få hinanden før til sidst.

Her er det karaktererne selv, der ikke er klar over deres følelser, og hvordan de bør håndtere dem. Det vil sige, Shinko er fuldkommen overbevist om sin kærlighed, og hun venter og venter på Shusaku, der til gengæld drikker og horer. Han bliver gift med en anden pige på et tidspunkt, men det er et ægteskab uden kærlighed. Han frygter muligvis Shinko og Akitsu Onsen, der gav ham livet tilbage. Shinko går efterhånden mere og mere i forfald.

Hendes skæbne med at vente på sin elskede i flere år er tragisk, og den ødelægger hende langsomt, da hun også begynder at drikke og ryge. Et billede, hvor hun ligger sig ved en flodbred i sin kimono med en smøg i kæften, drejer Shinko rollen til noget mere menneskeligt, mørkt og realistisk end det gamle stereotypificerede ideal af den tålmodige og bly kvinde, der udholder og udholder.

Det er netop disse nuancer i rollerne og den helt fantastiske præstation af Okada Mariko, som virkelig brænder for både filmen og for rollen, der løfter denne film fra at være et melodrama til et mere komplekst billede af kærlighed og forhold mellem mænd og kvinder. Her tegnes kønsforholdene helt sikkert til kvindernes fordel, da Shusaku bestemt ikke er en sympatisk karakter på trods af den beskidte charme Nagato Hiroyuki tilføjer rollen.

Kønsforholdene er tegnet ganske poetisk. Shinko giver Shusaku livet, og Shusaku giver til gengæld Shinko døden, da han ikke forstår at værdsætte livet. Eller også forstår han ikke livet. Han virker mere forvirret og usikker på livet og døden i starten af filmen, hvor Shinko til gengæld er langt mere besluttet og viljestærk henimod slutningen. Hun er også fast besluttet og stærk i sin kærlighed til Shusaku, og Okada Mariko gør virkelig sin rolle levende og troværdig, at Shinkos kærlighed virker så meget mere kraftfuld og overbevisende end i alle de film, hvor kærlighed tages for givet.

Yoshida lagde ud med at sige, at dette var Okada Marikos film. Hun producerede filmen og kæmpede i mange år for at få den skabt netop for at spille den rolle, som hun havde læst flere år tilbage. Bogen, som filmen er baseret på, er en såkaldt kyôyôshôsetsu, eller en dannelsesroman, hvor vi langsomt følger en karakter, der vokser op og lærer livet at kende. Her er det naturligvis Shinko, som starter som en naiv ung pige, og ender med at være så arret af livet, at hun ikke kan holde det ud.

Yoshida sagde, at han naturligvis ikke kunne overføre de smukke litterære vendinger og udtryk i bogen, og at der er mange elementær i filmen, som han gerne ville gøre anderledes i dag. Men således er en instruktørs skæbne, og filmen kan ikke laves om i dag. Filmen har ikke den samme umiddelbarhed, som debuten ”Rokudenashi” ("Good for Nothing") og de andre tidligere Yoshida-film, og det er ikke en perfekt film. Men den er både bevægende, smuk og intelligent skruet sammen. Det var en ære at trykke Yoshida i hånden. Hvis blot Okada Mariko også havde været til stede, ville det have været helt perfekt.

Begge navne er store i Japan. Eksperter i japansk film hylder også Yoshida, men først for nylig er hans tidlige film dukket op på DVD i Japan. Fantastisk hvorledes disse blanke plasticskiver kan nuancere og udvide film- og kulturhistorien. Og det er fantastisk, hvorledes jeg i Japan over internettet kan udbrede en dybere forståelse i Danmark for den japanske filmguldgrube. Tak for oprettelsen af denne film.